Grønne arealer med gader der nemt følger dig rundt til huse og butikker. Dine pårørende kan bo ved siden af, så det er ligetil at finde hen til dem. Supermarkederne og andre butikker har ansat fagfolk, der er uddannede til at tage sig af dine behov og gøre din hverdag mere overskuelig. Sådan kommer bydelen Byen for Livet i Odense til at se ud.
For tre år siden besøgte læge Aster Schepel sammen med sine kolleger demenslandsbyen De Hogeweyk i Holland. En af kollegerne havde sin mor med, der har Alzheimers. Det blev hurtigt tydeligt, at stedet skaber glæde for demenspatienter.
– Vi så hvor glad, hun blev for stedet. Hun sagde flere gange, at hun ville ønske, at hun kunne bo sådan et sted. Derfor blev vi enige om, at vi også ville have sådan et sted i Danmark, siger Aster Schepel.
Et af de store problemer ved en demenssygdom er, at man ofte misforstår verdenen omkring sig. Man føler, at man gør alt forkert, og ofte ved man ikke, hvor man er. Mange demente kan ikke længere læse skilte. Derfor er De Hogeweyk indrettet, så man bedre kan forstå sine omgivelser. Når man træder ind på en restaurant eller hos en frisør, er det ikke til at misforstå, hvor man er. Sådan skal Byen for Livet i Odense også være.
– Det skal være meget mere overskueligt, fordi den moderne verden er fuldstændig uoverskuelig for mennesker med en demenssygdom. Hvis man er i starten af sin demenssygdom, og man er i omgivelser man kan overskue, kan man stadig klare rigtig meget selv, siger Aster Schepel.
Hun sammenligner med de fleste danske plejecentre i dag, der ikke er særligt demensegnede og mere indrettede efter beboer med fysiske sygdomme.
– På et plejecenter med en korridor kan nogen demente tro, at korridoren er et badeværelse, f.eks. fordi det hele er hvidt. Der kan opstå en ubehagelig forvirring for den demente, som vi gerne vil undgå med Byen for Livet, siger Aster Schepel.
Det var Støtteforeningen Marguritten, hvor Aster Schepel er formand, der præsenterede idéen om en demensvenlig landsby for OK-Fonden. Odense Kommune blev valgt som kommunal partner til at udvikle bydelen, og OK-Fonden vil, i et tæt samarbejde med Odense Kommune, bygge og drive Byen for livet.
Byen for Livet har været rundt i hele Danmark for at snakke med forskellige fagpersoner på demensområdet samt mennesker med demens og deres pårørende. De ville se, hvordan den Hollandske idé kunne overføres til Danmark, så den passer til behovene her. De fandt ud af, at et af de store problemer i Danmark er, at man ofte skal være meget langt i sin demenssygdom, før man kan få lov til at flytte på et plejecenter.
– Når man flytter så sent på et plejecenter, styrtdykker man ofte, fordi man ikke kan overskue de nye omgivelser og får svært ved at tilpasse sig. Derfor skal Byen for Livet være et sted, hvor man kan flytte hen, når man selv ønsker det, og ikke først når man bliver visiteret til det, siger Aster Schepel.
Gennem dialogen med forskellige mennesker, der er berørte af demens, blev det også klart, at det er forfærdeligt for de demente, når de skal flytte fra deres pårørende. Derfor skal det ikke kun være mennesker med demens, der kan bo i Byen for Livet. Pårørende og andre uden demens kan også slå sig ned i den demensvenlige bydel.
– Hvis du bor med din demente ægtemand i dag, vil du ofte befinde dig meget hjemme hos ham, fordi du hele tiden er bange for, at der kan gå et eller andet galt. Men hvis I bor i Byen for Livet sammen, behøver du ikke være bekymret for at tage ud at rejse eller at gå på arbejde, fordi du ved, at din mand er i trygge hænder. Du kan meget bedre have dit eget liv, siger Aster Schepel.
Bydelen bliver med egne boliger til demente og ikke-demente, og så bliver der en mere beskyttet del til dem, der har brug for mere pleje og støtte. Dermed bliver det nemmere for beboerne, når de skal flytte til den mere beskyttede del, da de i forvejen kender omgivelserne.
Lige nu er Byen for Livet i gang med et 14 måneder langt forprojekt, som Det Obelske familiefond har været med til at finansiere. Her indgår alle forskere, fagpersoner, demente og pårørende der har lyst til at komme med inputs til bydelen. Informationen bliver derefter samlet og lagt offentligt tilgængeligt ud på internettet. Formålet er, at den samlede viden kan bruges af alle og inspirere til at gøre andre bydele eller plejecentre mere demensvenlige. Derudover bliver det brugt til at udarbejde Byen for Livet på den bedst mulige måde for de kommende beboere.
Bydelen skal også bruges til at arbejde på at forebygge demens. Det bliver desuden muligt både for ansatte og pårørende at tage forskellige kurser, der giver mere viden om demens.
Fagpersonalet, der kommer til at arbejde i bydelen, bliver særligt uddannet på demensområdet og vil løbende bliver efteruddannet på et tilknyttet udviklingscenter. Det skal være muligt at komme og arbejde der for en periode, så man kan tage erfaringen med til andre bydele og plejecentre i Danmark.
Når et menneske går dårligt, får han en stok eller en kørestol. Når et menneske ser dårligt, får han en brille. Når man som dement bor i Byen for Livet, bliver omgivelserne et redskab, der gør det nemmere at klar sig.
– Vi ønsker at forhøje livskvaliteten hos mennesker med en demenssygdom. Mange der får demens bliver indenfor i deres lejligheder og ser tv, fordi verdenen udenfor er for kompliceret. Det handler om at få dem mere ud og være sammen med andre mennesker, siger Aster Schepel.
Forskning viser nemlig at man kan bremse sygdommen, hvis man holder sig i gang med aktiviteter som dans, sport og socialisering, da det virker beskyttende for hjernen. Derfor er visionen, at bydelen skal være grøn og med terapihaver. Modsat de fleste plejecentre foregår det meste i bydelen altså udenfor.
Bydelen forventes at være færdig i slutningen af 2018 eller starten af 2019, hvor den skal huse 200-300 mennesker med demenssygdomme. Det meste beskrevet i artiklen er stadig visioner, og Byen for Livet er gennem forprojektet ved at undersøge, hvad der reelt er muligt.
Du kan læse mere på www.byenforlivet.dk.