Jack Mikkelsen medicinerer sig selv med cannabis. Det hjælper ham bedre end den medicin, som lægerne kan tilbyde, så han i dag lever et værdifuldt liv på trods af fremskreden sklerose.Sklerose rammer uforudsigeligt, og ofte går det ud over yngre mennesker. Sådan var det også for Jack Mikkelsen, som kun var 25 år, da han blev ramt at et voldsomt attak (sygdomsudbrud, red.). Desværre gik der fire år, inden han fik stillet den rigtige diagnose, og i den periode gik han glip af den forebyggende medicin, som ellers kunne have bremset udviklingen sygdommen. I dag sidder han i kørestol og lider af spasmer, problemer med appetitten, vandladningen og søvnen.
– Fremtiden er meget usikker. Det kommer helt an på, hvilke områder af centralnervesystemet der bliver angrebet. I princippet kan det angribe centeret for min vejrtrækning, og jeg kan være død om 15 minutter.
Men Jack Mikkelsen er heldigvis ikke død og sammen med sin kæreste lever han et indholdsrigt og aktivt liv, hvor de i store træk klarer sig selv. Han er medicineret med et muskelafslappende præparat, Baklofen, men det har ikke den ønskede effekt på hans spasmer.
Spasmerne giver ham smerter, når de bliver ved – og de kan blive ved og ved. De kan holde ham vågen hele natten og forhindre ham i at komme nogen steder.
– Der er nogle medicinske behandlinger, men de er ikke ret effektive. Jeg har været gennem mange forskellige behandlinger, uden det har gjort en væsentlig forskel. Til sidst sagde lægerne til mig, at det eneste, de kunne gøre, var at indoperere en pumpe i min mave med en lille slange til centralnervesystemet. Så skulle jeg trykke på den, når spasmerne kom, så den kunne udløse Baklofen i flydende form.
Den løsning var Jack ikke interesseret i. Dels var tanken om at skulle have en pumpe opereret ind i kroppen frastødende, dels havde de andre medicinske behandlinger skuffet, så Jack havde heller ikke tillid til, at dette skulle være en løsning.
Så var der kun én uprøvet mulighed tilbage. Jack Mikkelsen tog på Christiania og købte noget cannabis.
Den effekt, som Jack Mikkelsen ikke opnåede med sin medicin, har han til gengæld opnået med cannabis.
– Nu ryger jeg et par hiv af en joint, hvis jeg kan mærke, at der er spasmer på vej.
Udover at hashen får hans muskler til at slappe af, så hjælper den ham også med andre symptomer.
– Jeg ryger, fordi jeg har spasmer, men cannabis giver mig også lyst til at spise, og den hjælper, så jeg kan sove om natten. Jeg får også bedre blærekontrol.
Hvad siger din læge til, at du medicinerer dig selv på denne måde?
– Ingenting. Min læge har hjulpet mig med at søge om dispensation, så jeg kan få udskrevet medicinsk cannabis, det venter vi svar på. Min neurolog siger også, at jeg bare skal fortsætte. De har ikke nogen muligheder for at hjælpe patienter som mig, og jeg kommer heller ikke til regelmæssige kontroller. Jeg er ”afsluttet”, som de siger.
Tænker du over, hvilke konsekvenser dit forbrug kan have på lang sigt?
– Overhovedet ikke. Min nutid er problematisk nok. Mit liv er ikke blevet nemt af min sygdom. Jeg er nødt til at leve nu. Min sygdom kan gøre alt. Det kan være den slår mig ihjel om et kvarter. Selvfølgelig tænker jeg, og nogle gange prøver jeg også at drømme om fremtiden, men min hverdag vil være et sandt helvede, hvis jeg ikke havde cannabis. Det er på en eller anden måde omsonst at tænke over fremtiden, når nu tiden ser sådan her ud. Hvis jeg ikke havde cannabis, havde jeg kørt mig selv i havnen.
Hvordan har din mor det med, at du siger sådan?
Det kan hun godt forstå. Det kan min kæreste også.
Multipel sclerose (MS) er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet. Der opstår betændelse omkring nervetrådene og med tiden efterfølgende ar, så meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem. Multipel sclerose betyder ”flere hårdheder” og henviser til de plaks, man kan finde i hjernen hos mennesker med sclerose.
Sygdommen viser sig i form af sygdomsangreb, kaldet attakker, hvor den scleroseramte oplever symptomer som for eksempel føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser eller såkaldte kognitive symptomer som hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær. Træthed ledsager stort set alle attakker.
Sygdommens forløb og symptomer er forskellige fra person til person, afhængigt af hvilke dele af centralnervesystemet, der er berørt. Nogle oplever kun enkelte attakker og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv, mens andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække. På det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, er det umuligt at forudsige sygdomsforløbet. Af den grund er usikkerheden om fremtiden et af de største problemer for mange mennesker med sclerose.
Kilde: Scleroseforeningen