Cecilie Bech: Jeg lever fint med allergi

Cecilie Beck er vært på TV 2 Nyhederne, og det kræver makeup og hårlak i store mængder. Ting hun reelt ikke kan tåle. TV 2 har købt nye makeupprodukter, og hjemme har hun skiftet alt parfumeret ud med allergivenligt, så den allergi generer hende ikke så meget. Det gør skaldyrsallergien til gengæld, for den betyder aldrig mere hummersuppe.

I et tilbagetrukket hus på en villavej i Vangede tager Cecilie Beck imod og serverer latte fra den dertil indrettede espressomaskine. På køkkenbordet i det store, åbne spisekøkken står både økologisk håndsæbe og opvaskemiddel, og det er der en årsag til.

– Jeg har allergi over for parfumen og tilsætningsstofferne i en masse produkter. Engang kom jeg til at købe et vaskepulver, hvor der fulgte en smart dåse med. Jeg slog ud over hele kroppen af det. Så kan jeg lære ikke at falde for en smart dåse…

Cecilie Beck mærkede allerede i barndommen, at der var ting, hun ikke kunne tåle.

– Jeg havde nikkelallergi, og den blev bare værre og værre. Jeg opdagede det, da jeg fik hul i ørene, jeg var vel omkring ti år, og jeg fik voldsomme, væskende sår på ørene. Jeg kunne heller ikke holde på de gamle enkroner med Frederik IX ret længe ad gangen, før det kløede. Jo mere, man kommer i kontakt med nikkel, jo mere intolerant bliver man. Jeg havde også problemer med knappen i bukserne, den gav et rød mærke på maven, men nu må man heldigvis ikke putte nikkel i sådan nogle ting mere.

Cecilie Beck har hen ad vejen fundet ud af, at hun er overfølsom over for visse dufte.

– Bestemte dufte giver mig hovedpine, både når de sidder på mig selv og andre. Jeg har fundet nogle naturbaserede parfumer, jeg kan tåle, og jeg bruger også parfumer lavet på æterisk olie. Jeg har blandt andet brugt citron- og lavendelolie, og jeg fandt en dejlig blanding i Amsterdam med lime og ingefær.

Cecilie Beck siger, det ikke er så besværligt at finde produkter, hun kan tåle.

– Stort set alle produkter findes i en naturlig variant, jeg kigger på varedeklarationerne og vælger det, der er færrest ingredienser i.

Cecilies job kræver, at hun får sat håret og bliver sminket, inden hun skal på skærmen. Og det har voldt problemer.

– Jeg måtte på et tidspunkt bede TV 2 om at købe nogle andre makeupprodukter, efter jeg havde været i sminken og fået en rød, tør, kradsende “øjenskygge” af de produkter, de brugte. Det hjalp, derimod har jeg kronisk udslæt i hovedbunden. Og hvem har hørt om øko hårlak? Nej, lige netop hårlak skal nok være fuld af kemi for at virke.

Cecilie Beck har været ansat på TV 2 siden marts 2004 og bruger fem kvarter i tog til og fra arbejde, hvilket ikke generer hende.

– Jeg synes, det er meget dejligt at sidde i det tog. Jeg læser bøger på iPad’en, det er genialt! Hvis man løber tør, henter man bare en ny. Jeg har lige læst en historisk bog om den almindelige berliner under krigen og Jan Guillous seneste, der handler om en familie, som man følger fra 1901 til 11. september 2001. Begge super gode bøger. Og så jublede jeg, da jeg fandt ud af, at den næste Harry Hole af Jo Næsby udkommer i juni! Jeg måtte straks ringe til en veninde og fortælle hende det.

Gode nerver

Døtrene, Frida på 11 og Astrid på 15 er også hjemme denne eftermiddag, det er Cecilies mand, kollegaen Rasmus Tantholdt derimod ikke. Han er i Mexico for at rapportere om narkohandelen og dens bagmænd og ofre, og Rasmus’ otteårige søn, Emil, er hos sin mor.

Syv til ti dage om måneden er Rasmus Tantholdt af sted, ofte til krigsramte områder, men Cecilie Beck sidder ikke hjemme og bider negle af den grund.

– Jeg er et menneske med gode nerver. Jeg har for eksempel aldrig haft sikkerhedsnet på trampolinen ude i haven. Jeg tror, det ser mere farligt ud, end det er, uden at forklejne risikoen ved at opholde sig på de steder, Rasmus gør. Det er selvfølgelig risikabelt, men livet er farligt. Jeg er mere bange for at lade mine børn krydse Vangedevej på cykel, end at Rasmus står i en militærlejr omgivet af soldater eller er i Mexico. Han sælger jo ikke narko, han laver bare journalistik om det.

Cecilie Beck er vokset op med gymnasielærer-forældre i en lille landsby på Horsens-egnen, og i barndomshjemmet var der også en holdning til madens kvalitet.

– Hjemme fik vi mad grænsende til det kedelige. Jeg elskede at komme på besøg hos kammerater og få birkesfranskbrød med Nutella. I dag bryder jeg mig ikke om det. Jeg syntes, det måtte være paradis at have sodastream-maskine og få lov til at spise og drikke alt det usunde, i dag er jeg glad for, mine forældre holdt fast. Jeg har udviklet en relativ lav tærskel, der betyder, jeg ikke kan fylde mig med særlig meget. Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at spise en pose Matador Mix, fortæller Cecilie.

Hun er fra sin barndom ikke vant til at få slik, sodavand og sukker. Derfor kan hun i dag ikke spise så meget sukker uden at blive dårlig.

– Slik fik vi kun en gang om ugen, og det var vitterligt kun en gang om ugen. Sådan er det ikke her hjemme, for det kan jeg ikke selv overholde, så hvorfor skulle børnene? Men jeg prøver altid at få dem til kun at spise ting uden farvestoffer og unødvendige tilsætningsstoffer.

Derudover kan hun ikke tåle den røde farve i slik. Så slik skal være af god kvalitet, for at hun at spiser det.

– Jeg kan desværre heller ikke tåle de røde farvestoffer, der er i skaldyr, og det ærgrer mig lidt. Jeg kan godt spise rejer, men engang, jeg var på restaurant, fik jeg hummersuppe, der er kogt på skallerne. Pludselig begyndte mine håndflader at klø, og kløen bredte sig. Dem, jeg var sammen med, spurgte, hvordan det var, jeg så ud? Da jeg kiggede mig selv i spejlet, kunne jeg se, jeg var blevet rød i ansigtet. Jeg tog en taxa, og da jeg kom hjem, lignede jeg en, der var blevet dyppet i kogende vand. Det er faktisk farligt, luftvejene kan lukke, men heldigvis gik det over, uden der skete mere.

Cecilie Beck siger, hendes allergi nok har været årsag til, at hun tænker ekstra meget over, hvad hun indtager, men økologisk havde hun nok købt alligevel.

– Jeg er lidt af en økoflipper, der hellere vil have brune end hvide ris, og jeg elsker bønner og linser, siger hun og tilføjer:

– Jeg har altid været vild med helsekostforretninger, jeg kan godt lide den duft af urtete og sæbe… Hvad cremer angår, er jeg rigid. Jeg bruger kun produkter fra Rudolph Care, der er ikke noget fikumdik i. Det er dyrt men godt, og det lugter ikke af noget. Selv om jeg ind i mellem savner at købe noget, der lugter godt, generer det mig egentlig ikke, at jeg har den allergi. Det er jo sådan set sundt, at vi har en mekanisme i kroppen, der fortæller, når man ikke kan tåle det, man putter på huden. Det er bedre, end hvis man gik og nedbrød sig selv uden at opdage det.

Der er to områder, hvor Cecilie Beck dog ikke tænker økologisk, nemlig tøj og hårpleje.

– Jeg går mindre op i, hvad der er i tøjet, selv om jeg burde gå mere op i det, når man ser, hvor meget konventionel bomuld sviner i produktionen. Hvis man virkelig går efter økologisk tøj, bliver der bare lige lovlig meget Hare Krishna over det. Jeg er simpelthen for meget modedyr til at købe økotøj. Jeg falder jo for sådan et par grønne jeans, og det er nok ikke græs, der er brugt til indfarvningen…

Fysisk aktiv

42-årige Cecilie Beck har altid dyrket motion, og det kan hun ikke undvære.

– Jeg har altid været god til at passe på mig selv fysisk. Jeg kommer fra landet, og der var ikke andet at lave end at dyrke sport. Jeg hang meget ud i hallen og gik til gymnastik, basket og andre ting. Mens jeg studerede i Århus var motionen ikke sat i system, jeg havde i
kke lyst til at melde mig ind i en ny klub, men jeg cyklede meget. Da jeg flyttede til Gentofte og blev ansat på TV 2 i Odense, kunne jeg ikke cykle på arbejde, og så begyndte jeg at løbe. Først var ambitionen, at hvis jeg kunne løbe rundt om Gentofte Sø, en tur på 2,8 km, så var det sejt. Da jeg havde gjort det, blev ambitionen straks højere. Nu løber jeg flere gange rundt om søen, og jeg løber også, når jeg er i Odense og ude at rejse. Det er det, der er fedt ved at løbe. Man skal bare huske sine løbesko.

Hun løber hver anden dag eller, hvis vejret er meget udfordrende, cykler på den motionscykel, der står i kælderen, og derudover dyrker hun yoga, der begyndte som en nødvendighed, men som hun hurtigt blev glad for.

– Jeg er en skurk til at strække ud, og det kunne jeg på et tidspunkt mærke, især i ryggen. Det er vist ikke så vigtigt at strække ud lige efter løbeturen, bare man får trukket de der fibre lange på et tidspunkt, og det bruger jeg yogaen til.

Selv om Cecilie Beck er glad for at løbe, stiller hun ikke op til et maraton.

– Jeg overvejede det på et tidspunkt, men det er jo ikke sundt. Så skulle det være for den mentale udfordring i det, men den har jeg egentlig ikke brug for.

I det hele taget er det der med det mentale straks værre, som hun siger.

– Man har jo en idé om, at man burde være “i balance.” Men jeg er i hvert fald ikke altid i balance. Balance er vel, når man på vej fra det ene yderpunkt til det andet rammer midten… Man er der jo bare ikke så lang tid ad gangen. Det er lige som lykke, den opleves også i glimt. Det må være frygteligt at være hyperglad hele tiden, og man skal heller ikke gå og være konstant ked af det, begge dele er ydertilstande. Men livet byder jo på begge dele. Og ro er vigtigt. Ro er en vigtig tilstand at være i ind i mellem for at kunne mærke, man er både glad og næsten lykkelig og ked af det. Ro er et udtryk for, der ikke er nogen ydre påvirkninger, sådan opfatter jeg det. Tilstanden af ro med sig selv, den flygter alle mennesker fra til tider… Også mig. Men jeg er god til at være alene. Jeg er meget social, men jeg kan virkelig også godt lide at være alene. Jeg har en mand, der rejser rimeligt meget og børn, der er blevet for store til at sidde på skødet af mig.

Cecilie Beck ser ikke ud som om, det er en tanke, der huer hende.

– Det piner mig, der er under ti år til, begge pigerne er flyttet hjemmefra. Der er en grænse for, hvor længe de er mine, snart er de deres egne. Hvem skal jeg så putte al den omsorg ind i? Hvad skal jeg stille op med al den tid, jeg bruger på at købe ind, smøre madpakker og bage kanelsnegle? Jeg ville aldrig bage kanelsnegle, hvis der ikke kom nogle børn hjem og spiste dem… Der er ikke noget, jeg savner at have tid til. Vores børn er jo skilsmissebørn, så vi har noget tid for os selv, og det er fint. Til sommer skal Astrid på efterskole, og selv om det er fantastisk, er det også hårdt. Jeg græd, da vi var på besøg der. Hvis der fandtes en sprøjte, jeg kunne give dem, så de holdt op med at blive ældre, ville jeg gøre det, siger Cecilie og griner lidt ad sig selv.

Når Cecilie Beck holder ferie, sker det helst i hendes families fritidshus i Sverige, hvor der er muldtoilet, ingen rindende vand og intet komfur. En solfanger driver en pumpe, der trækker vand fra en kilde, maden laves over bål eller gasblus, og tiden går med at slappe af og bare være sammen.

– Jeg har haft børnene med i Italien, Spanien og Indien, men der er ikke noget, de hellere vil end at tage på skiferie i Norge eller op til huset i Sverige. Det første døgn uden computere og tv går med at finde sig til rette, men pludselig løber de ude på marken og plukker skovjordbær. Og de har været der siden, de var små, så de kender forholdene.

Cecilie Beck var i 2009 vært på sundheds- og livsstilsprogrammet “Praxis” på TV 2, men hun har ingen aktuelle planer om at prøve kræfter med nye arbejdsopgaver. Og privat bliver hun også, hvor hun er, foreløbig.

– Jeg elsker Danmark og Skandinavien. Jeg er virkelig et skandinavisk menneske. Jeg har ingen drøm om at bo et andet sted og lider ikke af udlængsel. Hvis jeg nogensinde skulle flytte nogen steder hen, skulle det være til Sverige. Men lige nu skal der bare være ro på.