Chokoladekage med honning og mandelmel

En næsten konfektagtig chokoladekage med masser af gode råvarer og smag – og så i glutenfri version.

Tid: 60 minutter
Antal: 1 kage

Det skal du bruge:

350 g mandler
4 æg
175 g honning
50 g kastanjemel
25 g mørk chokolade
1 tsk. vaniljepulver
¼ tsk. himalayasalt
4 spsk. kakao, gerne raw
4 spsk. ekstra jomfruolivenolie
Ekstra jomfruolivenolie til formen

 

Sådan gør du:

Kværn mandlerne til mel i en blender. Pisk æggene luftige, og pisk honning i. Sigt kastanjemelet i, og tilsæt mandelmelet. Riv chokoladen, og tilsæt den samt vaniljepulver, salt, kakao og olie til dejen. Det skal kun blandes hurtigt sammen. Smør en form med olie, og drys evt. med lidt kastanjemel. Hæld dejen i formen, og bag den i en forvarmet ovn ved 180°C varmluft i ca. 45 minutter, til kagen er færdigbagt. Test med et træspyd eller en tændstik for at se, om der stadig hænger dej ved. Når der ikke længere hænger dej ved, er den færdig.

Tip: Du kan med fordel tilsætte fintrevet skal af 1-2 appelsiner – det giver en dejlig frisk smag.

 

Nul hvede – glutenfri livretter
Det kan være noget af en mundfuld at få konstateret cøliaki og dermed skulle sige farvel til rigtig meget af det mad, som man plejer at spise. Men heldigvis er der hjælp at hente i inspirerende kogebøger. Nul hvede – glutenfri livretter af Sandra Pugliese er et eksempel på, at det kan gøres så lækkert og inspirerende, at alle får lyst til at spise med. Bogen er udkommet på Fadl’s Forlag og koster 300 kroner i vejledende udsalg.