Christine Feldthaus: Jeg tager stress i opløbet

Hun strikker, sover middagslur hver dag, er med i en pokerklub og elsker, når køleskabet er fyldt med rester fra i går. Christine Feldthaus siger selv, hun er en uforbederlig livsnyder, der hellere vil leve livet fuldt ud end at sidde alene tilbage på plejehjemmet, når alle de sjove er døde.

Hun slår døren op til sit hus i Vanløse ved København, og ja, hun åbner den ikke, hun slår den op og byder hjerteligt velkommen indenfor. Udenfor holder en el-bil, hun har til låns, og indenfor har huset fået et miljøtjek, for vi er nødt til at tage ansvar, både for vores egen sundhed og for klodens, mener Christine Feldthaus, 49 år og kendt fra tv som livsstilsekspert og rejekælling på den fede måde.

Hun sætter sig ved bordet i det store, hyggelige køkken, byder på kaffe og tænder en smøg.

– Så længe man ikke fejler noget, er det svært at indse, at man ikke er udødelig, siger hun med henvisning til cigaretten.

– Jeg vil hellere leve, til jeg når gennemsnitsalderen, end jeg vil sidde alene på plejehjemmet og lave perleplader. For så er alle de sjove jo døde! Jeg har en bekendt, der er 90 år, og det virker ikke altid som om, han synes, det er sjovt at stå op til endnu en dag. Vi må ikke være for tykke eller drikke og spise bestemte fødevarer; men for hvis skyld? Det er vel ikke et mål i sig selv at leve så længe som muligt.

Christine Feldthaus tager det strikketøj, der ligger på bordet, og får gang i pindene. De går i rasende fart, ligesom de ord, der kommer ud af munden på hende.

– Nu lyder det som om, jeg sidder i et hjørne og spiser flødeskumskager og ryger smøger, men det gør jeg altså ikke. Jeg motionerer en time om dagen. Jeg sørger for at få rørt stængerne, og selvfølgelig er jeg også optaget af at få en relativt afbalanceret kost, jeg er ikke helt ude i misbrugsland, hvor det kræver to portere for at komme ud af sengen. Jeg ryger ti cigaretter om dagen, og jeg vil gerne have to glas rødvin til maden, men vi har hver især ansvaret for ikke at gå til yderligheder.

Christine Feldthaus siger, hun synes, det er vidunderligt at ryge, og det hæver hendes livskvalitet.

– Omverdenen har jo næsten stemplet rygerne som tabere, der har en svag karakter. Men de fleste har nu givet op over for mig … Jeg havde aftalt med min eksmand i foråret, at vi skulle på rygestopkursus i anledning af, at jeg bliver 50 i år. Men det er svært at gennemføre, når jeg slet ikke er motiveret. Der skal jo ligge et ønske om at stoppe bag, og det ønske har jeg ikke følt endnu.

Nødt til at motionere

Livsstilseksperten er efter eget udsagn en uforbederlig livsnyder.

– Det første, jeg tænker på, når jeg vågner, er: “Hvad skal vi have at spise i aften?”. Og hvis der er noget fra i går i køleskabet, er jeg lykkelig. Men det er svært at holde flæsket fra kroppen, hvis man ikke bevæger sig, så det gør jeg. Jeg løber tre-fire gange om ugen lige her nede på Damhusengen, og desuden går jeg en time hver dag. Jeg kan også godt lide at cykle, så det gør jeg meget om sommeren. Når nu man elsker italiensk mad, synes det er dejligt med sovs, og godt kan finde på at lave risalamande uden for sæsonen, er man jo nødt til at gøre noget for at brænde kalorierne af.

Christine Feldthaus fortæller, at udover det at få motion betyder det meget for hende at få frisk luft og lys i øjnene, som hun siger. Hun har tidligere fået lysterapi, for hun føler, hun får for lidt lys om vinteren, og det er bestemt ikke hendes yndlingsårstid.

Christine Feldthaus holder strikketøjet op og kigger på det med kritiske øjne, før hun sænker hænderne igen og fortsætter. Både med at strikke og tale.

– Jeg synes som udgangspunkt, at den enkelte er ansvarlig for, hvad man putter i munden. Omvendt forstår jeg ikke, der er nogen, der har lyst til at tjene penge på at lave skodprodukter, som ikke giver den form for næring, vi har brug for. Det er ikke dyrt at spise sundt, som vi ellers hører hele tiden. Hjemme i mit barndomshjem fik vi sund, afvekslende, varieret, god, billig kost, og det er desuden en prioriteringssag, hvad vi bruger penge på. Vi danskere smider mad ud for 16 mia. kr. om året, så vi kunne jo begynde med kun at købe det ind, vi reelt har brug for.

Christine Feldthaus tilføjer, at for hende handler sundhed om mere end kost og motion.

– Nogle er ekstremt fokuseret på kroppen som tempel. Jeg ser livet i en større sammenhæng. Jeg er meget lidt stresset for eksempel. Jeg har godt styr på mine ting, og på hvad jeg kan holde til. Jeg har lært, at hvis jeg ikke passer på mig selv, klapper jeg sammen. Mit liv skal være i flow, og jeg har brug for pauser ind i mellem. Jeg har brug for at ligge på sofaen i weekenden, strikke, læse en bog, file negle eller gå en tur i skoven. Jeg er også blevet dygtig til at sige nej, jeg siger f.eks. nej til lige så mange interviews, som jeg siger ja til. Jeg deler rigeligt ud af mig selv, både på tv, og når jeg holder foredrag, og det betyder, jeg indimellem er nødt til at gå hjem og sætte to nye batterier i ryggen, hvis jeg skal holde til at stå og sprede energi til et stort publikum.

Masser af børn

Udover det afstressende strikketøj, en daglig ‘morfar’ og andre små pauser er der også andre faktorer, som spiller ind i Christine Feldthaus’ lave stressniveau.

– Man siger, at når man har 10.000 timers erfaring i noget, er man sikker i det, og jeg har 10.000 timers erfaring i det, jeg laver. Jeg er desuden begunstiget af, at jeg ikke har små børn, så på den måde lever jeg et enkelt liv. Jeg har kun mig selv, en stor, selvstændig dreng og en skide sød eksmand, så det er ikke så vanskeligt. Når jeg kigger på min omgangskreds, tænker jeg ind i mellem: ‘At I gider!’. Der er jo ingen, der siger, de absolut skulle have fire børn, de kunne jo have samlet benene, inden det gik så galt, siger Christine med et stort grin.

Christine selv tog det aktive valg, det var kun at få ét barn, men hun har alligevel haft et liv fuld af børn og har det stadig, selvom de er blevet store. For nu fungerer hendes hus nærmest som ungdomsklub.

– Jeg har haft min søns venner med på ferier, siden knægten kunne tale, så han ikke skulle være alene, så hvis der er nogen, der har haft masser af børn, så er det mig! Jeg har aldrig fortrudt, at jeg kun fik ét barn, jeg er til gengæld meget taknemlig over, at have fået ham. At få børn er en god bevidsthedsudvidende ting i livet, det bliver man ikke dummere af. Og så oplever man også betingelsesløs kærlighed. Børn er de eneste, man skal elske, til man dør.

Christine Feldthaus selv er vokset op i Sønderjylland sammen med sin to et halvt år ældre bror, der er automekaniker, og som er så vidt forskellig fra hende selv, som to mennesker kan være, siger hun. Hendes mor er 76 år, hendes far 78, men “de springer stadig rundt som gazeller”, ifølge Christine.

– Jeg er aldrig blevet pakket ind i pladevat, men opdraget til, at jeg bare kunne plukke stjernerne ned fra himlen. De sidder lige der, du skal bare have en høj stige … Og jeg arbejder ikke med begrænsninger, jeg tror ikke på begrænsninger. Man skal gøre det, man vil.

Vejen til livsstilsekspert

Som ung vidste Christine Feldthaus ikke, hvad hun ville, da hun var færdig med gymnasiet, så hendes far foreslog, hun blev bankelev. Men det ville hun ikke. Da han så foreslog lægesekretær som hendes moster, tænkte hun: “Nå ja, det varer kun to år, så det er hurtigt overstået.”

– Jeg blev elev på Sønderborg Sygehus, men det stod mig hurtigt klart, at det ikke lige var mig at sidde og skrive for en læge eller overlæge, der så sig selv som Guds gave til kvinden. Jeg har for meget krudt, og jeg tror grundlæggende ikke, jeg er særligt god til at tage imod ordrer.

Så efter endt uddannelse tog Christine Feldthaus til København og søgte ind i reklamebranchen.

– Dengang var der en utrolig kreativ kultur i branchen, der var plads til originalitet, til den enkeltes særheder. Direktøren havde tid til at gå med ud og drikke drinks efter arbejdstid, det var en hårdtpumpet blanding af arbejde og fest. Det var det sjoveste, man overhovedet kunne lave med tøjet på dengang fra midt i firserne indtil midt i halvfemserne, hvor det blev mere strømlinet. Men det var bedst for singler uden børn.

Christine Feldthaus fik barn i 1995 og blev direktør to år efter i en direktion, der ud over hende udelukkende bestod af mænd.

– Det var ikke et skånejob, det var i det hele taget ikke en skånetilværelse, jeg kørte der. Så jeg sagde op i 2004, for nu ville jeg lave forandringer i mit liv. Jeg tog nok stress i opløbet. Men jeg har det også med at blive træt af ting. Jeg kan ikke holde ud at sidde samme sted år efter år. Og når nu man har så mange ord i sig, ville det da være dumt ikke at starte en foredragskarriere op.

Så det gjorde hun, og i dag tager Christine Feldthaus rundt i landet og snakker om bl.a. miljø, arbejdsglæde og begejstring, tv-programmet ‘Kender du typen’, samt hvordan vi lærer at droppe den dårlige samvittighed, at prioritere og at følge hjertet. Og foredragsvirksomheden går strygende trods stor konkurrence.

– Jeg siger jo ikke tingene, som de andre gør. Jeg har nok evnen til at se ting og formulere mig på en lidt anden og mere skæv måde. Mennesker samler på mennesker, vi samler på spejle og identifikation, og hvis publikum føler, man taler med og om dem, så får man succes. Jeg kalder det ‘infotainment’, mine foredrag er informationer med stand-up-kvaliteter, uden jeg dog vil kalde mig selv ‘stand-upper’.

Frirum i toget

Christine Feldthaus skrev i 2008 bogen ‘Feldthaus Skruer Ned’, der handler om, hvad den enkelte kan gøre for at nedsætte brugen af fossile brændstoffer. Og hun fandt ud af, at hun måtte begynde med sig selv.

– I min husholdning kørte vi som svin. Så jeg fik et miljøtjek af huset, der bl.a. resulterede i, at vi udskiftede alle el-pærer og hårde hvidevarer og slukkede for al standby-strøm, så vi nu har et meget lavt elforbrug. Desuden solgte jeg bilen. Jeg måtte kunne komme rundt på andre måder, med tog, bus og på gåben. ‘Hvis jeg kan, så kan jeg’, tænkte jeg, og det går fint. Jeg har skiftesko med i en pose sammen med krøllejernet, og jeg nyder at sidde tre timer i en stillekupé mellem København og Århus med strikketøj og noget i ørerne. Jeg synes, det er ligesom at have en halv fridag.

Til gengæld er der andre steder i landet, som er mere ufremkommelige med de offentlige transportmidler, så Christine Feldthaus er nødt til at anskaffe en bil inden længe.

– En el-bil dur ikke helt til mine behov, batteriet er ikke udviklet nok endnu til at køre så langt. Så jeg må have en løsning, der kan bringe mig derhen, hvor jeg skal. Og det bliver den mest økologiske, længst kørende bil på markedet, siger hun.

– Men hvis det er muligt, vil jeg til hver en tid vælge det offentlige. Bare fordi man har en bil, behøver man jo ikke at bruge den. Når jeg kører i tog, sover jeg en time og tænker store tanker resten af tiden. Så er jeg totalt parat til det, jeg skal. I toget får jeg plads til pause og refleksion.

To gange om året mødes Christine Feldthaus med tre af sine mandlige venner og spiller poker og whist. Det har de gjort siden 1997, længe inden poker blev smart, som hun siger.

– Det er skide sjovt, og jeg elsker det, selv om jeg ikke er specielt god. Jeg er til gengæld uforudsigelig, så jeg vinder indimellem. Hvis jeg kunne gøre tingene om, kunne jeg godt se mig selv som professionel spiller et par år. Gerne i Monte Carlo, siger hun og griner.

Medlemmerne af pokerklubben er geografisk spredt for alle vinde, så det kan ikke lade sig gøre at mødes oftere. De mødes på skift i hver deres hjem, hvor værten serverer den samme menu hver gang.

– Hos mig er det krebinetter med kartofler og stuvede grønærter, siger Christine Feldthaus.

Og hvis hun er rigtig heldig, levner hendes gæster, så der er rester til husets frue dagen efter.