Corona-pip? Pas på med de store konklusioner

Af: Anette Prehn

Foto: Shutterstock

I eventyret om Guldlok kommer hun til et tomt hus i en skov. Her smager hun først en portion grød, der er for varm, så en anden, der er for kold. Herefter finder hun en, som er mere tilpas.

Under vinterens corona-restriktioner er vi kollektivt kommet i Guldloks sko. Nogle er alt for alene alt for meget af tiden. Andre har klaustrofobi over at være sammen med de samme 24/7. Nogle knokler som aldrig før. Andre føler sig overflødiggjort. En grød er for varm, en anden for kold. Det er svært at finde den, der er lige tilpas, og det ligger snublende nær at begynde at konkludere alt muligt, også om hinanden: ”Er jeg i det rigtige parforhold? Er det her jobbet for mig? Er jeg overhovedet vigtig for særlig mange?”

På den ene side er det sundt at få en eksistentiel rusketur engang imellem; en lejlighed til at genoverveje sine værdier, prioriteter og valg. På den anden side kan denne corona-pip lede os på afveje og få os til at drage for store konklusioner, temmelig blinde for omstændighedernes indflydelse.

Dette er fuldt ud også muligt uden corona. Når småbørnsforældre for eksempel kigger på hinanden og tænker ”Gnisten er væk. Jeg er udmattet. Det er for hårdt det her,” kan det virke nærliggende at spørge: ”Hvad laver vi overhovedet sammen?” Når jeg ser på småbørnsfamilier udefra – og deres balanceakt mellem børn, jobs og praktikaliteter – kommer der ofte et billede til mig. Jeg ser to voksne stå på et skibsdæk i høj sø. Stormen raser, og bølgerne skyller ind over dækket. De to har dog ikke øje for omstændighederne. De har blikket stift rettet på hinanden. Den ene er grøn i hovedet og råber: ”Jeg er ved at brække mig!” Den anden råber: ”Hørt!” Hvorefter de konkluderer, at kvalmen må skyldes den anden, og de hopper fra borde hver for sig.

En af hjernens spilleregler er vigtig at kende til her. Den hedder ”hjerneceller, der aktiveres samtidig forbinder sig med hinanden”.

Hvis jeg er rigtig meget sammen med dig, mens jeg føler mig frustreret, klaustrofobisk eller ked af det, kan jeg let komme til at konkludere, at du må være årsagen til det.

Lidt ligesom dengang jeg efter en fest hang over toiletkummen den halve nat og ikke nærmede mig rejecocktails i flere år efter, fordi netop dét havde været på festmenuen.

På samme måde befinder vi os i nogle helt særlige corona-omstændigheder lige nu. Det er let at overse ”vejret”, der skaber ”bevægelserne i båden” og i stedet gøre det til noget personligt. Coronavinteren er svær for de fleste. Endda meget svær for mange. Meget af det, der var godt før corona, er udfordret, fraværende eller umuligt lige nu. Meget lidt er ”tilpas”. Inden vi drager for store og uigenkaldelige beslutninger, gør vi dog klogt i at give tid, pause firkantet domfældelse og tro på, at vi får fast grund under fødderne igen. Der er heldigvis ”land i sigte!”

Anette Prehn er sociolog, iværksætter og forfatter til bestsellerbøger, bl.a. Hjernesmarte børn, Hjernesmart ledelse og Hjernevenner-serien. Hendes motto er ”forskning til folket”, og hun er drevet af at give mennesker værdifuld og brugbar viden om socialpsykologi og hjerneforskning; om livet vi lever med hinanden. Læs mere: www.hjernesmart.dk

Læs også: En intens og ægte oplevelse