D-vitamin aktiverer immunforsvaret

Forskere har for nylig påvist, at D-vitamin er afgørende for aktivering af immunforsvaret. Man har længe vidst, at D-vitamin spiller en aktiv rolle for immunsystemets celler, når de skal optage og nedbryde mikroorganismer, fremmede stoffer eller beskadigede celler. Man har også vidst, at D-vitamin er afgørende for at deaktivere T-dræber-cellerne igen, når de har gjort deres arbejde. Men det er altså ny viden, at D-vitamin også er afgørende for aktivering af T-cellerne. Faktisk ved vi nu, at T-cellerne slet ikke kommer op i omdrejninger, hvis der er for lidt D-vitamin i blodet. Men hvis der er nok, forvandler den før så fredsommelige, inaktive celle sig enten til en dræbermaskine, der uden problemer slår vores egne celler ihjel, hvis de er syge og fx indeholder virus, eller til en aktiveringsmaskine, som aktiverer andre immunceller. Fede fisk og sollys holder dit niveau af D-vitamin oppe.

Kilde: www.nyheder.ku.dk