De dyrebare relationer

En mand på 50 år sætter sig i stolen overfor mig og siger, at han føler sig ensom. Han oplever, at han ikke er interessant nok. Intelligent nok. Han arbejder som lærer og føler sig mindre klog og interessant, når kolleger eller venner taler om litteratur eller politik.

Han trækker sig og bruger derfor mest tid alene foran en skærm, selv om han egentlig savner tætte relationer. Han vil gerne lære at ændre vaner og blive mere effektiv og rationel.

Jeg er overrasket. Han mener det faktisk. Det er overhovedet ikke min oplevelse, at han er uinteressant eller dårligt begavet. Han arbejder som lærer og leder hver dag klasserummet for 25 børn i forskellige klasser. Han er reflekteret og nærværende.

Når vi ikke ændrer adfærd, har vi som regel en god grund til ikke at gøre noget nyt. En god grund behøver ikke at være rationel, men tager udgangspunkt i det enkelte menneskes resourceprofil, resiliens, (evnen til at håndtere modgang,) vaner, erfaringer og naturlig modstand mod forandring, der altid kræver opmærksomhed og tid. Grundlæggende handler det om, at hjernen arbejder energiøkonomisk og forandring kræver energi, og dermed er der en naturlig modstand mod det.

Paradoksalt er det sådan, at dårlig trivsel og dårlige vaner er forbundet med kontroltab og nedsat energi, der gør det endnu sværere at ændre vaner og dermed ændre på sin egen situation.

Forandring sker ofte, når der ikke er andre muligheder. Hvis man er blevet skilt, fyret, har fået en blodprop eller en kræftdiagnose. Når man bliver ensom, får en belastningsreaktion eller en depression. Når man kommer tæt på kanten af livet og ser ned i afgrunden, oplever man det perspektiv, der har været der hele tiden, men ikke har været til at få øje på.

Vi har dette ene liv. Det er på den ene side skrøbeligt, sårbart og fyldt med kontroltab, og på samme tid vågner vi op til en ny dag hver morgen, der bare venter på at byde os velkommen med morgensol, duften af nybrygget kaffe og et blik fra den, man elsker eller den samtale, hvor man får lov at dele mening og indhold med andre mennesker.

Det handler ikke om smerterne i ryggen, aktiekurser eller oplevelsen af at være bedre end andre. Det handler grundlæggende om relationer. Om gaven ved at kunne give og modtage, det fine at dele liv og bære noget af et andet menneske i sin hånd, som Løgstrup så fint har beskrevet det.

Skal han så være rationel? Skal han ændre vaner? Måske. Det er fint og faktisk en forudsætning for det levede liv, at insistere på retten til at være uperfekt. Gøre ophold ved pausen og det, der ikke lykkes og turde tage det ind og være med det.  Den rationelle tilgang, hvor det giver bedst mening at ændre vaner, handler for mig om de forhold, hvor vaner og rutiner i vores liv blokerer for det vigtigste: Det levede liv sammen med andre.

Jeg spørger ham, hvad det vigtigste for ham er, når han mærker efter, hvilke mennesker, han ønsker at dele liv med. Er det grundlæggende det, de kan i forhold til politisk indsigt eller litterært bagkatalog, eller er det i højere grad evnen til at være nærværende og turde være både nysgerrig, sårbar og engageret. Han smiler og siger, at det jo selvfølgelig er det sidste. Jeg fortæller ham, at det lige præcis er den oplevelse, jeg har, når jeg taler med ham, og at han ikke skal lave noget om på sine vaner eller adfærd, men turde være sig selv og hvile i, at han er mere end god nok, som han er.

Læs også: Bombarder hjernen med sanseindtryk