Depression: De første frøer, der mærker, at vandet koger

Af: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Søren Meisner

Forestillingen ”Menneskebyrden” på Det Kongelige Teater giver et indblik i depressionens væsen og forsøger at nuancere, hvad vi tror, vi ved om en af de mest udbredte sygdomme på verdensplan. Men, hvis du forventer at få et facit, bliver du grueligt skuffet.

– Randi!? Randi!? Råber Randis mand maskinmesteren.

– Hej, svarer Randi roligt.

– Er du okay? Din veninde ringede til mig og sagde, at den var helt gal? Siger han.

– Det var den også. Jeg havde det rigtig skidt, svarer hun.

– Men du er okay nu?

– Ja. Nu, hvor du er her, er jeg okay. Skal vi spise frokost?

– For fanden Randi, jeg kan ikke rende hjem fra arbejde hele tiden! Råber han og klasker sin taske hårdt i gulvet.

– Nej, men så kan det være, jeg bare ikke skal være her mere! Råber hun.

Sådan lød en ordveksling mellem Randi Bitsch og hendes mand, dengang depressionen havde hårdt fat i hende, og hun kæmpede med selvmordstanker.

I aften bliver ordene sagt af skuespillerne Thomas Voss og Rosa Sand Michelsen, mens den rigtige Randi også står på scenen, og betragter dialogen. Det er præmiereaften på forestillingen ”Menneskebyrden”, som forsøger at give et indblik i, hvad det vil sige at lide af depression.

Ud over Randi møder publikum også Line Roager og Daniel Majholm, som også henholdsvis har været og stadig er ramt af depression, og sammen udgør de en fraktion af de over 300 millioner mennesker, der ifølge WHO lider af depression.

Som at have kræft i sjælen

Forskningsleder Kristian Moltke Martinus har været med til at opbygge ”Menneskebyrden”, og har interviewet mennesker med depression for at forstå, hvad der er på spil, når sygdommen sætter ind.

– Depression er ikke bare er et sort hul. Det kan det være i yderste konsekvens, men meget af det er dynamiske reaktioner af tanker, følelser og fornemmelser. Derfor bølger depressionen også frem og tilbage, siger han.

Og det kan den så gøre over tid og i løbet af dagen. Han har blandt andet hørt det beskrevet som at have cement i blodet eller kræft i sjælen. Line beskriver det i stykket som at være dækket af ulækkert slam, der tynger hende ned.

Forskelle på udløsende faktorer

Lines depression kom snigende, mens hun skulle lave sin bachelor. Hun skulle hele tiden noget, og hendes kalender var altid pakket, og det havde nok noget med det at gøre, men det hænger nok også sammen med, at hun grundlæggende ser sig selv som et dårligt menneske.

Anderledes var det for Randi, som er gået ned med depression flere gange i høj grad grundet arbejde, og Daniel fortæller en tredje historie om en traumatisk tid omkring sit yngste barns fødsel som udløsende faktor. De er dog enige om, at der mangler forståelse for, hvad depression er, og at sygdommen er omgærdet af fordomme.

– Det vrimler jo med gode råd. Stå op. Kom ud i den friske luft, så får du det nok bedre. Tag dig sammen. Før jeg fik en depression, havde jeg nok også de tanker, og det hænger nok meget sammen med sproget, vi bruger til at snakke om depression på, siger Daniel.

Måske kan teatret det, sproget ikke magter

For det hul, som forsker Kristian Moltke beskriver, og som Randi også bruger til at forklare, hvordan hun oplevede depressionen, er blevet en del af vores hverdagssprog.

De fleste kender nok det med at sige, at man er lidt nede i et hul i en periode. Og så bliver det nemt at lave koblingen mellem den fornemmelse og depressionen, selvom de er verdener fra hinanden, og netop det mener instruktør Thomas Corneliussien, at teatret kan skildre.

– Det er svært at forklare, hvordan depression føles, fordi vi mangler ord for det, men ved at opleve det levende møde på scenen, hvor vi taler til sanseapparatet, kan kroppen måske forstå de her psykologiske bæster på en anden måde, siger han.

Og der er behov for at tale om depression på en ny måde. Behov for at lægge fordommene på hylden. I hvert fald hvis man spørger stykkets medvirkende. Men det er ikke kun publikum og samfundet, der kan få rokket ved deres forståelse af depression. Det kan de medvirkende og andre depressionsramte også.

– Jeg har opdaget, at vi har fordomme alle sammen. Jeg har det også, og når jeg bliver konfronteret med min egen selvforståelse, begynder jeg også at tænke over mine reaktioner, og om jeg egentlig var fair, siger Daniel, som har måttet erkende, at han til tider nok godt kunne have gjort mere, men at han blev begrænset af sit eget selvbillede.

Refleksionerne fortsætter efter tæppefaldet

– Nej, men så kan det være, jeg bare ikke skal være her mere, råber Randi.

Skuespilleren Rosa, der har indtaget rollen som Randi, træder ud af karakter, kigger på kvinden bag ordene og spørger hende, om hun virkelig truede sin mand med at tage sit eget liv. Rosa tilføjer, at hun altså ikke synes, at det er okay at gøre overfor en, der elsker hende.

Randi må erkende, at det var det, hun gjorde, og at det ikke var okay, men at det altså er ret komplekst. Altså det her med depression. Og netop følelsen af kompleksitet, at intet er forløst, men at der er plads til forbedringer, lader til at være trængt ind hos publikum, da de med stående klapsalver lukker præmiereaftenen på ”Menneskebyrden”, kort efter at Line ytrede ordene:

– Måske er vi ramte bare de første frøer, der har bemærket, at vandet i den gryde, vi sidder i, koger.

Forestillingen, som Thomas L. Corneliussen har iscenesat, er en co-produktion med Stages of Science i samarbejde med Københavns Universitet, Depressionsforeningen, AskovFonden m.fl., og er desuden støttet af Statens Kunstfond og Lundbeckfonden.