Demens indefra

Astrid og Marie er søskende, og mødes hver søndag til te hos deres bror Thorvald. Det plejer at være hyggeligt. Men noget er galt med Astrid. Hun er ramt af demens.

– Hvordan gik det egentlig med din nye havemand? Kom han i onsdags, eller hvad? spørger Thorvald, og kigger over på Marie.

– Onsdag … onsdag … onsdag …? Eller var det tirsdag? Nej, du har ret: Han var der i onsdags. Han var god – fik i hvert fald bugt med al ukrudtet, svarer Marie.

Marie kan ikke umiddelbart huske, om hendes havemand var der tirsdag eller onsdag. Men det bekymrer hende ikke. Hun har altid haft mange ting i hovedet, og aldrig hængt sig i detaljer. Det, at hun har glemt dagen, er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er noget galt. Det ser imidlertid mindre godt ud for hendes ældre søster Astrid.

– Og så var han jo ude hos dig og Bent i torsdags, ikke Astrid? spørger Thorvald, mens han skænker te.

– Var I tilfredse med ham, dig og Bent?

– Tilfredse med hvem? spørger Marie. Hun ved ikke, hvad det er for en ”ham”, Thorvald taler om.

– Ja, havemanden, selvfølgelig, siger Thorvald lidt irriteret:

– Det var jo ham, vi lige snakkede om. Marie var godt tilfreds, hvad med dig? Thorvald er irriteret, fordi han tænker, at Astrid ikke har hørt efter, hvad han sagde lige før.

Demens giver skam

Astrid sænker blikket, og rører langsomt rundt i sin te. Hun ligner et barn, som læreren netop har udstillet foran hele klassen, og sådan føler hun sig også. Følelsen er skam: Hun kan forstå, at de lige har snakket om noget med en mand, som hun burde kunne huske. Men hun kan ikke huske, hvilken mand – og faktisk kan hun heller ikke huske, at hun overhovedet har hørt ordet ”mand” her ved tebordet, uanset at hun forsøger at tænke efter.

– Ja, ja. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger Astrid omsider, og smiler afværgende. Det er en sætning, som – fornemmer hun – måske vil passe ind, fordi den passer til rigtig meget. Men hun er ikke sikker: Det kan også være, at sætningen er helt ude i skoven. Hun skæver nervøst til Maries reaktion, men Marie fortrækker ikke en mine.

– Ja, sådan kan man da også sige det, konstaterer Thorvald tørt:

– Du lyder ikke helt tilfreds, må jeg sige!

– Jo, jo, det er skam en dejlig te, forsikrer Astrid, og den her gang føler hun sig endelig sikker på, at hun har ramt plet med sin sætning. Thorvald havde sagt ordet ”tilfreds”, og hun er absolut tilfreds med teen – den er dejlig.

Svækket hukommelse

Svækket hukommelse er som regel et af de første symptomer på demens. Alle kan glemme, for vores hukommelse er ikke ufejlbarlig. Det er det, der sker for Marie. Hun kan ikke umiddelbart huske, hvilken dag, havemanden havde været der. Det kan være fordi, at hendes dage som pensionist ligner hinanden, men det kan også være fordi, det ikke har den store betydning for hende.

Astrid derimod kan ikke huske, at hun har haft besøg af en havemand. Men ikke nok med det. Hun kan heller ikke huske, at havemanden er blevet nævnt i samtalen. Derfor ved hun ikke, hvad Thorvald refererer til, og hun har generelt svært ved at følge med og deltage i samtaler.

Men hvad er hukommelse egentlig, og hvordan rammer demens hukommelsen?

Forskellige typer af hukommelse

Hukommelse er ikke én ting. Vi har flere forskellige ”hukommelses-systemer”, og de kan rammes forskelligt i forbindelse med demens. Forskere skelner mellem episodisk, semantisk og procedural hukommelse.

Episodisk hukommelse

Den episodiske hukommelse består af specifikke, personligt bundne erindringer. Det er den form for hukommelse, vi trækker på, når vi skal huske, hvad en person f.eks. har sagt i en samtale. Det er også den form for hukommelse, som Astrid havde haft brug for, da hun skulle huske ”det dér med havemanden.” Den episodiske hukommelse er noget af det første, der forringes i Alzheimers sygdom.

De oplevelser, vi har haft tidligt i livet – barndom, ungdom og den tidlige voksenalder – sidder bedre fast i vores erindring. Det er minder, som vi har tænkt på mange gange gennem livet, og som vi måske også har snakket om mange gange. Derfor har de indprentet sig dybt. Astrid har således endnu ikke glemt, at hun sidder sammen med sine to søskende, og hun vil sandsynligvis også kunne huske nogle af de ting, de oplevede som børn. Efterhånden udviskes erindringerne fra ”gamle dage” imidlertid også.

Semantisk hukommelse

Semantisk hukommelse består af det, vi med et andet ord kalder ”almen viden”. Eksempler er navne på ting, personer, begreber – og den mere generelle viden om verden. Den semantiske hukommelse minder med andre ord om et bibliotek eller leksikon af viden. Hvis Astrids semantiske hukommelse allerede er meget svækket, er det slet ikke sikkert, at hun ”ved” præcis, hvad en ”havemand” er for noget. Der dukker måske ikke nogle relevante indre billeder op, og det kan være, at hun for sit indre blik ser en havenisse eller noget helt andet, som imidlertid ikke ”virker rigtigt”. Svækkelse af den semantiske hukommelse forekommer især i forbindelse med Alzheimers sygdom, mens den ved andre demenssygdomme foregår langsommere, og desuden bliver mindre udtalt.

Procedural hukommelse

Procedural hukommelsen er den form for hukommelse, man bruger, når man skal udføre praktiske, dagligdags handlinger. Det kan være at børste tænder, vaske op eller snøre sit snørebånd. Det er den form for hukommelse, som Astrid bruger, da hun rører rundt i sin te. Hun ved godt, hvad man bruger en ske til. Hvis hun ikke havde haft adgang til sin procedurale hukommelse, ville hun måske i stedet være begyndt at bide i skeen, eller røre rundt med den forkerte ende. Den procedurale hukommelse er en form for hukommelse, der bygger på vaner og rutiner, og det man kunne kalde automatiske processer. Disse mere praktiske færdigheder svækkes som regel først sent i sygdomsforløbet.

Tilbage til te-selskabet

Lad os vende tilbage til te-selskabet, der er ved at være til ende. De tre søskende står alle tre i entréen, og Astrid og Marie skal til at tage afsked med Thorvald.

– Gider du ikke lige række mig den trøje – jeg går med ud, siger Thorvald til Astrid, der står foran stumtjeneren. Astrid kigger forvirret på Thorvald, og vender sig derefter ganske rigtigt mod stumtjeneren. Der hænger tre jakker, et tørklæde og noget ”uldent noget”, som hun ikke lige kan huske navnet på, og pludselig bliver hun i tvivl om, hvad det var, Thorvald egentligt bad om. Hun får øje på en paraply: Måske har det noget med den at gøre?

– Vi har ikke hele dagen, Astrid, siger Thorvald, og blinker til Marie i et halvklodset forsøg på at virke munter.

– Jeg er så træt af dig, og de her kaffe-te-selskaber! ryger det arrigt ud af munden Astrid. Hun plejer ellers at tage sin lillebrors bemærkninger med et overbærende skuldertræk.

Aggression og uro

Personer med demens kan blive aggressive både sprogligt og fysisk. Det skyldes ikke sjældent, at personen med demens er vred, bange eller føler sig utilstrækkelig og afmægtig. Det sidste er det, der sker for Astrid her. Hun føler sig rettet på og utilstrækkelig – stillet over for det, der for andre ligner en simpel anmodning, men som for hende er ekstremt kompliceret, fordi det kræver adgang til nogle hukommelsessystemer, hun ikke kan ”få fat i”.

Nogle demente lader også deres aggression gå ud over tilfældige mennesker, og det kan skyldes alt fra deciderede vrangforestillinger til mistolkninger.

– Ja, ja, godt ord igen, siger Thorvald, og klapper Astrid på skulderen.

– Jeg tror ikke, at Thorvald mente det så slemt, støtter Marie op, mens hun sender et meget bestemt blik i retning af Thorvald. Det er som om, at han ikke har forstået, at hans søster er dement. Eller rettere: Som om, at han ikke rigtig tør forstå det.

Uro og forvirring

Astrid føler sig flov igen. Hun kan forstå på stemningen, at hun har såret nogen, eller i hvert fald ”gjort noget forkert”, men hun kan ikke få mening i, hvad der er sket, hvorfor og hvordan. Der mangler en sammenhængende ”historie” inde i hendes hoved, hvor A førte til B, der førte til C. I stedet er der bare den navnløse, flove fornemmelse.

På vej hjem i bilen sidder Astrid og piller uroligt ved sikkerhedsselen, og lidt senere åbner og lukker hun handskerummet flere gange i træk.

– Er der noget galt? Mangler du noget, spørger Marie, men Astrid ryster på hovedet, og piller videre.

Indeni er Astrid urolig, fordi hun synes, at det hele er så kompliceret, og på en måde finder hun en form for ro i, at hun trods alt kan håndtere sikkerhedsselen, og overskue handskerummet. For nogle demente drejer uro og handletrang sig om at forsøge at genskabe en form for mening og følelse af at kunne klare en kaotisk og uforståelig verden.

Fremtiden for Astrid

Ind imellem bliver demens kaldt ”de pårørendes sygdom”, hvilket refererer til, at det er vanskeligt at være pårørende til et menneske, hvor basale mentale færdigheder, vi normalt tager for givet, gradvist forsvinder. Et stykke hen ad vejen er demens imidlertid også ”den enkeltes sygdom”, og – udover ovenstående – ofte forbundet med reel depression, angst og andre psykiske vanskeligheder.