Fodterapeuter: Demens kan spænde ben

Af: Tina Rønhøj/kommunikationsmedarbejder, Danske Fodterapeuter

Foto: Scanpix/Iris

Mennesker med demens har særlige behov, der skal opfyldes for, at man kan passe på deres fødder. Det ved fodterapeuter.

 

Forudsigelighed, et fast greb og forklaringer er tre afgørende faktorer, når mennesker med demens får behandlet fødder. Hvis du har en forælder eller ægtefælle med demens, har du måske oplevet, at det kan være vanskeligt for dig eller plejepersonalet at få lov til at vaske fødder eller klippe negle på ham eller hende. Det skyldes blandt andet ubehag ved berøring, der ofte går hånd i hånd med en demensdiagnose og vanskeliggør de daglige hygiejnerutiner.

Krav til behandleren

Men det kan også bunde i, at behovet for tryghed og forudsigelighed ikke er opfyldt. Det stiller store krav til de personer, der behandler mennesker med demens – det ved fodterapeuter, der har deres gang på plejehjem. F.eks. er det en dårlig idé at komme uanmeldt eller at tro, at man kan få alt gjort.

Derfor er det oplagt, at alle parter sænker kravene til behandlingen og accepterer det niveau, fodterapeuten kan nå den dag, og så forsøger igen en anden dag.

Fodterapeuter giver autoritet og forklaring

Fodterapeuter på plejehjem bruger også autoritet i form af en kittel eller sørger for, at der er en velkendt person fra personalet til stede. Det gør det nemmere at udføre behandlingen, som aldrig må udføres med magt. Fodterapeuter har desuden de rette instrumenter og kender til smutveje, der gør det lettere at gennemføre f.eks. fodvask og negleklip.

Når man tager fat om foden på en dement, skal det være lidt fastere, end man normalt ville gøre det, da let berøring kan være ubehageligt. Derudover kan demente have svært ved at mærke varme og kulde og kan derfor risikere at få forfrysninger eller -brændinger. Derfor er det f.eks. afgørende, at et fodbad, hverken er for varmt eller for koldt, og at mennesket med demens bærer det rigtig fodtøj i snevejr eller på en varm sandstrand.

Fod på fodtøjet

Fodtøjet spiller generelt også en afgørende rolle, fordi mennesker med demens kan have svært ved at gå. Derfor skal fødderne have det godt, og fodtøjet skal sidde godt fast på fødderne. Fodterapeuter kan rådgive om fodtøj, der støtter bedst muligt op om fødderne og sidder godt fast, så man ikke snubler i det.

Du kan hjælpe din forælder eller ægtefælle ved at holde øje med, om de får skiftet sokker hver dag, vasket fødder regelmæssigt og klippet negle. Det kan være en fordel at finde en fast fodterapeut, der ved, hvordan man håndterer demente og ved, hvordan man når længst med behandlingen.