Demensvenlighed

Udviklingen på demensområdet begyndte i Danmark i 1980’erne. Siden er der sket meget. Vi har bevæget os fra en opfattelse af demens som en naturlig del af alderdommen – udtrykt i begreber som senil demens, senilitet, forkalkning, at ’gå i barndom’ – til viden om 200 sygdomme, der kan føre til demens og kognitive forstyrrelser; heraf er Alzheimers sygdom den hyppigste.

I dag har vi Nationalt Videnscenter for Demens og Alzheimerforeningen, og Sundhedsstyrelsen har et kontor for ’Ældre og demens’. Her arbejdes for en fortsat forbedring af vilkårene for mennesker, der lever med demens og deres familier.

Et nyt ord i udviklingen er ’demensven’. Vi skal blive mere ’demensvenlige’ i Danmark!

I en ny national demensplan er der afsat midler til at ”understøtte et demensvenligt samfund”. De kommuner, der endnu ikke er demensvenlige, opfordres til at blive det, så landet kan få 98 demensvenlige kommuner.

Jeg forstår, at demensven-metaforen bruges til at gøre opmærksom på demens og skaffe ressourcer til området. Jeg ønsker bestemt også, at der stilles kvalificeret viden til rådighed og fortsat udvikles professionel og omsorgsfuld rehabilitering og pleje. Men risikerer vi, at ’demensvenlig’ bliver et tomt plusord – når alle 98 kommuner i Danmark kommer med på vognen og erklærer sig for demensvenlige? Hvem vil (eller tør) fremstå som ikke demensvenlig?

Jeg bekymrer mig for sprogbruget, som har så stor betydning. F.eks. er det blevet udbredt at tale om mennesker, der lever med en demenssygdom som ’demente’. Ordet repræsenterer ikke en humanistisk tilgang.

Risikerer vi ligeledes med ’demensven’-metaforen at stigmatisere – det vil sige at udstille, stemple, reducere synet på – mennesker der lever med demens, fordi vi kommer til at fremhæve deres sygdom foran andre væsentlige aspekter af hele deres liv? Hvem har lyst til konstant at blive mødt som en person, der har en sygdom, og som andre derfor er venlige overfor? Hvor bliver mennesket af? En humanistisk tilgang bygger på, at vi ser hele mennesket først – og dernæst diagnose og sygdom.

Når jeg måske en dag, som begge mine forældre, får Alzheimers sygdom og vaskulær demens, vil jeg hellere have en ven end en demensven. Jeg vil gerne bo i en kommune, der er indrettet til at tage hånd om alle sine borgere, også de syge. Hvor det er så trygt som muligt at leve med demens – og med andre sygdomme, vi ofte får, når vi bliver gamle.

Christine E. Swane

Direktør i Ensomme Gamles Værn