Marianne Florman: Den forbandede ventetid

Danmark har i årevis kunnet bryste sig af en ualmindelig kort levetid for både mænd og kvinder, til trods for at vi er et af verdens rigeste lande! Kræftbehandlingen har i årevis været at sammenligne med de allerdårligste i verden – og det er ikke, fordi vi har dårlige læger! Det er fordi, vi har en behandlingsgaranti, der ikke er en garanti for hjælp.

Ventetiden er en garanti for de ressourcestærke. Den er en garanti for, at mennesker med overskud kan få behandlet godartede sygdomme i en fart, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet igen! Patienter, der har fået konstateret kræft, bliver i dag omfavnet af nogle fungerende kræftpakker, men alle de mennesker, der ikke er blevet undersøgt endnu og som står på årelange ventelister, er ilde stedt.

Garanti uden mening

Politikerne er stolte af behandlingsgarantien på 4 uger. Men der er ikke noget at være stolt af. Alle tror, at med behandlingsgarantien er den hellige grav velforvaret. Men hvad er det for en garanti? Hvis du ikke har overskud til eller indsigt i at kræve din ret til behandlingen, er det bare ærgerligt. Lægen eller det offentlige har ingen forpligtelse eller interesser i at sende patienten videre i systemet, så de fleste venter og venter og venter. Imens bliver sygdommen sværere og sværere at helbrede, når patienten endelig bliver undersøgt.

Tarveligt brev

Når konen endelig får sin mand til lægen, fordi han går og taber sig og har haft diarre i længere tid, får han en henvisning til et sygehus, hvor han skal til forundersøgelse af en speciallæge. Sygehuset skriver tilbage, at de har 52 ugers ventetid – og manden ånder lettet op. Han er nemlig også bange og har slet ikke lyst til at finde ud af, hvad der er galt. Tænk hvis det er alvorligt?

Men når nu sygehuset gør sig den ulejlighed at sende et brev ud til patienten for at informere om den lange ventetid og om patientens ret til at få en undersøgelse inden for 4 uger, virker det helt urimeligt og uprofessionelt, at patienten selv skal skaffe sig en ny tid et andet sted. Hvorfor er det patientens ansvar selv at skaffe sig en tid til en behandling, han én gang er indstillet til? Hvorfor er det offentlige ikke interesseret i at hjælpe patienten?

Garantiens dilemma

De offentlige sygehuse har desværre ingen interesser i at sende patienten til et andet sygehus for at blive behandlet inden for 4 uger, hvis de ikke selv kan overholde garantien. Det koster dem nemlig både penge og prestige at sende patienter videre i systemet. De skal ud af deres egen pengekasse betale det andet sygehus eller klinik for undersøgelsen. Derfor sender de et uansvarligt brev til patienterne, hvor de fortæller dem, at de selv må finde et andet sted, de kan blive behandlet, og håber så på, at patienterne bliver på den lange venteliste. Og det gør mange patienter, fordi de er bange. Og imens bliver endnu en kræftsygdom ikke taget i opløbet!

Hvad er garantien værd?

Det er ganske enkelt helt uforklarligt, hvordan man kan have en ventetidsgaranti, der er så lidt værd for danskernes helbred. Fordi man har overladt ansvaret til patienten, er garantien udhulet og værdiløs for mennesker, der endnu ikke har fået stillet en diagnose. Eventuelle behandlinger for livstruende sygdomme kommer ikke i gang i tide – så man er ilde stedt, hvis man bliver henvist til et sygehus med ventetid.

Ventetidsgarantien – er kun en garanti for at vente!