Resistente svampe har fløjet under offentlighedens radar nogle steder, fordi hospitaler og læger faktisk har ønsket at holde truslen hemmelig. Men ligesom resistente bakterier, kan svampene koste liv, og særligt én svamp vækker bekymring blandt fagfolk.
I snakken om fremtidens store dræbere er multiresistens ikke et ukendt fænomen. Langtfra. Hvad der måske kommer som en overraskelse for nogle er, at resistens og multiresistens ikke kun findes blandt bakterier. Svampe kan nemlig også udvikle resistens. Vi indånder svampesporer fra luften hver dag, og ligesom med bakterier, er mange af dem harmløse for mennesker. Men der findes nogle typer, som kan være farlige – særligt for mennesker, som i forvejen er svækkede.
Herhjemme har vi især haft fokus på typen, der hedder Aspergillus Fumigatus, som man i 2018 besluttede at starte en national overvågning af. Svampen kan hos syge give en livstruende lungeinfektion. Ifølge tal fra Statens Serum Institut er seks procent af Aspergillus svampe resistente. En overvægt af resistensen tilskrives svampebekæmpelsesmidler brugt udenfor hospitaler.
For ligesom man i årevis har snakket om vigtigheden af at sænke forbruget af antibiotika til behandling af dyr af frygt for, at brugen kunne skabe resistens hos menneskebårne bakterier, gør samme mekanisme sig gældende for svampe. Det er især brugen af de midler, der hedder azoler, som blandt andet bliver brugt i landbruget, der er bekymrende, fordi azoler også bliver brugt i behandling af mennesker med svampeinfektioner.
Jannik Helweg-Larsen er overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet og har stået i spidsen for et projekt på hospitalet for at mindske brugen af svampemidler.
– Vi føler os overbeviste om, at det er brugen af azoler i landbruget, som er skyld i resistensen. Vi kan se fra de lande, som sprøjter mest, at der er problemet størst. Resistens blandt gærsvampe er steget voldsomt de sidste 15 år, og det er et kæmpe problem, siger han.
Når de på Rigshospitalet også har valgt at kaste et kritisk blik på deres egen brug af midlerne, er det med håbet om at kunne bremse udviklingen af resistente svampe og give mere målrettet behandling. Der har nemlig været en tendens til forkert eller overbehandling, som kan og bør undgås, hvis ikke de resistente svampe skal løbe af med os.
Men det er som nævnt ikke nok at se på problemet i sundhedsvæsenet alene. Derfor stillede politiker Zenia Stampe fra Radikale Venstre også spørgsmål til miljøministeren i december 2019 om brugen af svampemidler i netop landbruget.
Her lød svaret, at tallene fra Statens Serum Institut, der påviser, at meget resistens opstår udenfor sygehusene, er bekymrende, og at der skal igangsættes forskning, som kan afdække, hvad der er skyld i problemet – azoler bruges ikke udelukkende i landbruget, men også til imprægnering og træbeskyttelse. Indtil ny viden foreligger, vil brugen ikke blive indskrænket fra politisk side.
Hos landbrugets interesseorganisation Landbrug og Fødevarer henholder de sig til Miljøstyrelsen, som er en del af Miljø- og Fødevareministeriet. Torben Hansen, der er formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion, siger i et skriftligt svar til os:
– Mig bekendt siger Miljøstyrelsen fortsat, at den ikke finder anledning til at indføre begrænsninger i brugen. Jeg har fuld tillid til, at når styrelsen, som ansvarlig myndighed på området, kommer med den udmelding, så er det også helt forsvarligt, at vi fortsætter med brugen af azoler, der er særdeles vigtige i forhold til svampebekæmpelsen, og som det vil være et stort problem ikke at kunne råde over.
Om resistensen skyldes brugen i landbruget, andre sektorer eller en kombination mangler således stadig at blive afdækket, men ifølge en rapport udgivet i Science i maj 2018, er problemet – uanset årsag – substantielt. Her kan man nemlig læse, at mere end 25 procent af Aspergillus stammer fundet hos mennesker i Holland bærer resistens gener, og at behandling med azoler i højere grad slår fejl, hvilket giver en dødelighed, der nærmer sig 100 procent. Holland er også et af de lande, hvor man sprøjter mest i landbruget.
Det ville være dejligt at kunne sige, at det kun er Aspergillus, vi skal bekymre os om, men sådan er det desværre ikke. Der findes nemlig en anden, og yderst dødelig svamp derude, som vi heldigvis endnu har været forskånet for i Danmark, men som har ramt hospitaler i både Indien, Japan, Spanien og Storbritannien for at nævne nogle.
Svampen går under navnet Candida Auris. Auris betyder øre, og er det sted, man første gang observerede den hos mennesker – i øret på en japansk kvinde i 2009. Candida Auris er lidt af et mysterium, fordi den øjensynligt er vokset frem på nogenlunde samme tid, mange steder i verden, uden at de forskellige udbrud som sådan har tilknytning til hinanden.
Stammerne, fundet i eksempelvis Sydafrika, er nemlig ikke genetisk ens med dem, man har fundet i Indien. De har dog det til fælles, at de er særdeles svære at komme af med, at dødeligheden er høj, og at den ofte bliver fejlklassificeret. Da Candida Auris rykkede ind på det spanske hospital Politènic Le Fe, døde 41,4 procent af de inficerede indenfor 30 dage. Svampen har også fundet vej til New York. Her viser en gennemgang af udbrud fra 2013-2017, at ud af de 51 smittede sygehuspatienter døde 45 procent indenfor 90 dage.
Og for at gøre ondt værre, er det rigtig svært at komme af med svampen, når først den er flyttet ind. for den kan vokse på stort set alt. Senge, borde, lofter, gulv, gardiner, medicinsk udstyr, mennesker. Alt. Dr. Johanna Rhodes, som er ekspert i infektionssygdomme ved Imperial College London fortæller til New York Times, at hun stod for rengøring af en stue, hvor en patient havde været smittet. De dampede hele rummet med en form for brintoverilte i en uge. Herefter placerede de en petriskål med en smule føde for mikrober midt i rummet for at teste, om de var sluppet af med alle rester af bakterier og svampe. Candida Auris havde som den eneste overlevet.
Nogle forskere mener, at klimaforandringer og højere temperaturer kan være en medvirkende faktor til svampens fremkomst. C. Auris trives nemlig ved højere temperaturer og derfor er tesen, at stigende temperaturer har presset andre svampearter og efterladt et tomrum, som C. Auris har kunnet bevæge sig ind på.
Det er en tese, som endnu mangler at blive endeligt bekræftet, men ifølge for skerne bag, må der være faktorer, foruden brugen af azoler i og udenfor hospitals væsenet, som gør, at C. Auris har kunnet sprede sig med en sådan hast og omfang, som den har gjort.
Vi har heldigvis endnu været forskånet for C. Auris udbrud herhjemme og ifølge Jannik HelwegLarsen, er vi også forberedt, hvis C. Auris skulle dukke op.
– Vi er godt forberedt. Vi har hygiejneforanstaltninger til stede, hvis vi skulle få den. En del af de steder, hvor de har haft udbrud, har været på hospitaler, hvor de eksempelvis har haft dårligere ventilation, end vi har herhjemme. Og så har vi gode mikrobiologiske afdelinger, som kan lave artsbestemmelser ret hurtigt, siger han.
Netop artsbestemmelsen har været et stort problem med C. Auris. Den bliver nemlig ofte antaget for at være en anden svamp. Det er både problematisk, fordi det kan give en lang og uvirksom behandling.
Danmark har indtil videre været et smørhul, hvor resistens i sammenligning med andre lande, ikke har været et stort problem. Men bakterier og svampe be væger sig frit over landegrænser, og om vi kan blive ved med at gå fri, kan kun fremtiden vise.