Den sidste tid

Af: Henrik Rasmussen

Jeg er på sygebesøg hos Mogens og hans kone, som jeg har kendt i mere end 10 år. Jeg besøger dem, fordi Mogens er blevet terminal. Det betyder, at han er uafvendeligt døende, og at der ikke er flere behandlingsmuligheder på sygehuset.

Da jeg ankommer, er det en yngre kvinde, der åbner døren. Hun er deres datter og har af forældrene fået lov til at være med til samtalen. Hjemmesygeplejersken er også tilstede.

Jeg bliver budt på kaffe, og vi sidder omkring spisebordet i stuen. Mogens sover, og vi aftaler, at han får lov til at sove videre. Jeg kender ham godt. Han har været min faste patient og besøgt mig mange gange til årskontrol i lægehuset. På det seneste er det blevet mig, der besøger ham i stedet.

Når man bliver terminalregistreret, er målet med behandlingen ikke længere at helbrede men i stedet at lindre. Den syge og den syges familie står i en meget vanskelig situation, som kræver, at både egen læge og det øvrige sundhedsvæsen er til rådighed på en særlig måde. På sygehuset får man normalt en stamafdeling, der er den afdeling, der er specialiseret inden for den sygdom, som den døende har. Her kan man have en åben indlæggelse, så man ikke behøver at kontakte lægevagten eller egen læge for at komme ind på sygehuset, men i stedet kan kontakte afdelingen direkte og blive indlagt, hvis der er brug for det. Medicinudgifter betales af sygesikringen, så den syge og dennes familie ikke selv skal betale for behandlingen. Udgifter til medicin kan være store i denne fase, hvor der ofte er brug for både beroligende og smertestillende behandling. Patientens egen læge, er normalt den læge, der kender patienten bedst. Det gør en forskel, at vi kender hinanden og særlig i en svær situation som denne. Det er derfor vigtigt, at ens egen læge rykker tættere på og hjælper med både fysiske og psykiske udfordringer. Denne gang er det mig, og vi har derfor aftalt at mødes i dag, for at tale om, hvad Mogens har brug for.

Jeg starter med at spørge, hvad de ønsker at tale om. Mogens kone ser på sin datter, der tager over. Hun kigger på en blok, hun har liggende foran sig, og jeg kan se, at der er flere punkter på dagsordenen. Hun kigger op: ”Vi har forberedt os lidt, og jeg har sammen med min mor skrevet ned, hvad vi gerne vil tale om.”

Der er en afslappet og rolig stemning. Vi taler om praktiske ting, som medicin, fysioterapi, smerter, nattesøvn og flere andre ting, som de har brug for at få styr på. Da vi er færdige med de punkter, som datteren havde på sin blok, bliver der stille i stuen, og lyden fra uret på væggen træder i forgrunden og sætter regelmæssigt vores møde i perspektiv. Tiden går, og for Mogens og hans kone er den på det sidste gået meget stærkt.

Mogens kone piller lidt ved sin serviet og siger, at hun gerne vil tale med mig alene. Datteren går ind i den anden stue, og vi er alene. Det er svært for hende, og jeg kan mærke, at hun tager tilløb til at sige det, hun har på hjerte. Hun bruger servietten til at tørre sig i øjenkrogen og gør sig klar. Vi har levet et langt og godt liv sammen. Jeg vil ham det bedste, men jeg kan jo godt se, hvilken vej det går. Når han nu ikke kan helbredes, håber jeg, at du vil hjælpe med, at den sidste tid bliver så god som mulig. Hun fortæller, at de har talt om, at han gerne vil have lov til at dø derhjemme, og at hun håber, at jeg vil hjælpe med medicin, hvis han bliver meget bange eller har stærke smerter i den sidste tid.

Inden jeg går, bliver vi enige om, at vi tales ved om en uges tid for at følge op på vores aftaler.