Dennis Knudsen: Lever med de sorte dage

Kendisfrisøren Dennis Knudsen har i mange år levet med depressioner og angstanfald, og kan stadig opleve hvad han kalder for ‘sorte dage’. Men han har lært at leve med dem.

Vi kender alle kendisfrisøren og make-up artisten Dennis Knudsen fra ugebladenes glittede sider. Altid med et smil på læben, altid i begivenhedernes centrum. Han er 49 år gammel, men velholdt som en 30-årig. Han er direktør for et selskab med 20 ansatte, har frisør- og skønhedssalon i Københavns fineste kvarter, og en personlig make-over, udført af mesteren selv, koster mere end en uges ferie til Spanien.

Han er de kendtes foretrukne frisør og make-up artist. Sætter lokkerne på flere medlemmer af den kongelige familie samt tv- og filmstjerner. I 2012 var han chef for sminketeamet på tre internationale storfilm, instrueret af Bille August, Lars von Trier og Susanne Bier. Da vi mødes i hans vidunderlige to-etagers lejlighed på Københavns havnefront, er han næsten lige kommet hjem fra et langt arbejdsforløb med Lars von Triers kontroversielle “Nymphomaniac”, der næsten med sikkerhed vil blive dette års mest omtalte filmpremiere – ikke bare herhjemme.

Dennis Knudsen arbejder 60 timer om ugen – eller rettere, han arbejder alt det, der er brug for, og det er meget. For udover de nævnte aktiviteter producerer han også to hårplejeserier og en make-up serie. Han har en ugentlig klumme i ugebladet Ude & Hjemme, giver adskillige foredrag rundt omkring landet, og han er flittig gæst, når tv-stationerne skal have en ekspert i studiet til at fortælle om de kendtes dårlige hårdage eller næste sæsons trends.

Og sådan har det været i mere end 25 år. Der er fart på Dennis Knudsen. Fuld fart. Både på jobbet, og når han bruger sin sparsomme fritid til at træne sig op til at gennemføre den hårde sportslige udfordring, en vaskeægte Ironman. En Ironman er et vanvidsrace, der består af 3,8 kilometer svømning i åbent hav, 180 kilometer cykling og til sidst et maratonløb på 42,195 kilometer.

Mere end ‘bare’ stress

Med det program er det kun naturligt, at Dennis Knudsen på et eller andet tidspunkt blev så stresset, at han bukkede under. Og da det skete, var det nok også et symptom på for ‘meget om ørerne’, men også det første udbrud af en egentlig depression, som formentlig er arvelig, og som har fulgt ham lige siden.

– Der er altid en hårfin balance mellem ‘stress’ og ‘depression’, fortæller Dennis Knudsen. – Det beskrives ofte som noget positivt, at være ‘stresset’, for det er jo på en måde synonymt med ‘at have succes’. Mens at have en ‘depression’ er noget, man går meget stille med. Psykiske lidelser som depression er tabu. Stress opfattes som en ‘successygdom’, men stress kan føre til depression, som igen kan føre til angst. Og angst er sådan noget diffust noget, som er svært at forklare og forstå. Angsten fjerner alle klare tanker og udvikler fysiske symptomer. Symptomer som hjertebanken, svedeture, diarré og simpelthen angsten for at blive sindssyg.

– Jeg lever jo et meget udadvendt liv og kommer meget ud, og da jeg var allermest syg, oplevede jeg flere gange, at sidde på en restaurant i godt selskab og føle, at alle de glade mennesker omkring mig sad og grinede af mig. Inde i mit hoved var det mig, de sad og grinede af, det var ganske forfærdeligt.

Første gang

Dennis Knudsen oplevede første gang en depression som 29-årig.

– Jeg var 29 år gammel. Tæt på min 30 års fødselsdag. Jeg kørte derud af med 120 kilometer i timen. Havde succes. En nat blev jeg ramt af et akut panic attack. Jeg lå i sengen med en kæreste, og pludselig hallucinerer jeg. Jeg så min afdøde far i ham. Jeg gik helt i chok. Fik voldsom hjertebanken, og akut diarré. Det er det samme, man kan opleve, hvis man har taget stoffer, men jeg har aldrig taget stoffer. Jeg tænker, at jeg måske kan have fået et eller andet i en drink. Derefter var jeg syg i meget lang tid. I et års tid gik jeg til psykolog, og det varede et par år, før jeg fik angsten på afstand, fortæller han og fortsætter.

– I årenes løb har jeg haft mindre anfald, men jeg har en stærk viljestyrke og har indtil videre klaret mig uden medicin. Jeg turde ikke tage medicin. Jeg ville være i kontrol over mig selv, mit sind og mit liv.

Dennis Knudsen har erfaret, at depressioner og angst kan være arvelige. Hans far og hans farmor led af det, dengang kaldte man det ‘dårlige nerver’, og man anede ikke, hvad man skulle gøre ved det. Efter Dennis blev ramt af sin første depression, blev også hans bror, Dion, ramt.

Ti år efter

Ti år efter sit første møde med angsten og hallucinationerne, og efter kun at have haft få, sporadiske anfald, bliver Dennis igen ramt af et alvorligt anfald. Det var i forlængelse af, at han havde været make-up chef på Lars von Triers film “Dogville”.

– Ligesom første gang var jeg midt i en enormt hektisk periode af mit liv. Jeg var lige fyldt 40. Var på toppen af min karriere. Samtidig med at have åbnet egen salon, stod jeg i spidsen for et make-up team på ti, og arbejdede med nogle af de største filmstjerner. Det var alt for meget!, fortæller han og fortsætter:

– En dag jeg sad med min mor og lavede momsregnskab, knækkede filmen. Jeg kunne pludselig ikke lægge to og to sammen. Jeg var helt blank. I to uger lå jeg på min sofa og lavede intet. Jeg kunne overhovedet ikke rumme mennesker i mit liv. Jeg led af de forfærdeligste mareridt, og husker at jeg skrev på min hånd med tusch ‘husk, at det går over’. Så jeg hele tiden blev mindet om det, husker han.

Motion som lykkepiller

– I samme periode havde jeg også selvmordstanker. Jeg boede aldrig højere oppe end 1. sal på hoteller, fordi jeg var overbevist om, at hvis jeg gjorde, ville jeg springe ud. Jeg havde en angst i angsten. Dels en angst for at dø, og samtidig en angst for livet. Det er et paradoks, at man kan være bange for at være i livet og på samme tid frygte, at man tager sit eget liv.

Dennis Knudsen nægtede fortsat at tage medicin mod sine angstanfald. I stedet kastede han sig over motionen. Han havde tidligere dyrket en del motion for at holde sig i form, men nu blev motionen en livsstil. Han trænede svømning, cykling og løb og satte sig for at klare en Ironman.

Motionen blev hans ‘lykkepiller’, som han dengang fortalte i flere interviews. Samtidig med at han begyndte at dyrke motion i nærmest ekstrem grad, valgte han at tale åbent om sin sygdom. Åbenhed er vigtigt, siger han stadig. Man må ikke lade depressioner være et tabu.

– I en periode prøvede jeg mange forskellige, alternative behandlingsmetoder; Tankefeltterapi og coaching. Noget af det bruger jeg stadig. Jeg benytter en metode, der hedder Hard Team, der har fokus på vejrtrækning og som sætter en i en nærmest meditativ tilstand. Jeg går til det et par gange om ugen og har stor gavn af det, siger han. Dennis Knudsen er også flyttet fra sit dejlige hus i Tårbæk med udsigt over vandet, til den lyse lejlighed ved havnen i København.

– Huset er pragtfuldt, men om vinteren er det mørkt og dystert. Det er ikke befordrende, når man har et tungt sind. Derfor var det vigtigt for mig, at få lys.

Efter sit seneste store sygdomsudbrud opsøgte Dennis Knudsen også psykiateren Christian Frøkjær. Han troede selv, at han var ved at blive skizofren, men psykiateren overbeviste ham om det modsatte.

– Jeg var meget insisterende og blev ved at sige at jeg VAR skizofren, og på et tidspunkt spørger Christian mig, om jeg kan se, om hans hår er tykt eller tyndt? Ja selvfølgelig svarer jeg. Jeg er jo for pokker frisør, ikke! Så kiggede han på mig og sagde: ‘Ok, jeg har arbejdet med psykiatriske patienter i ti år, og jeg ved, hvornår en patient e
r skizofren eller ej, præcis som du ved, hvordan kundens hår er. Det overbeviste mig, og gav mig tillid til ham. Han skrev en recept på medicin i mod depression og angst, men overbeviste mig samtidig om, at jeg kunne klare det uden medicin. Mit sygdomsforløb dengang varede halvandet år, og jeg har endnu ikke taget medicin, siger Dennis Knudsen, som stadig har små tilbagefald, fortæller han.

Vil ikke tøve med medicin

– Jeg har lært, at det ikke er forkert, at have en ‘sort dag’ eller to. Nogle gange når jeg er ude og holde foredrag, og jeg ikke føler mig på toppen, så siger jeg det åbent til publikum. Det giver mig ro i sjælen, og gør mig mere afslappet, at publikum ved, at hvis jeg ‘taber tråden’, så er der en årsag, siger han.

De to første alvorlige depressioner kom begge i forbindelse med Dennis’ runde fødselsdage; først da han fyldte 30, siden da han lige var fyldt 40. Til sommer fylder han så 50 år. Er han bekymret for, om der igen skal komme en depression i forbindelse med et skelsår?

– Jeg er meget opmærksom på det forhold, siger han. – Og jeg må indrømme, at skulle det ske igen, vil jeg ikke tøve med at ryge på medicin. Jeg kan ikke klare halvandet år mere som de første gange. Men jeg tror ikke, at det sker igen. Jeg føler, at den proces, jeg er i gang med, styrker mig. Hard Team, masser af motion og åbenhed. Det er nøglerne! Jeg har en ambition om at gennemføre endnu en Ironman til sommer omkring min fødselsdag. Så jeg har sagt nej til at lave film hele foråret, og optrapper træningen herhjemme og på Lanzarote. I modsætning til tidligere passer jeg på mig selv nu, siger Dennis Knudsen.