Der er endnu meget, vi ikke ved om spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser har ofte været opfattet som sygdomme, der udelukkende skyldtes psykisk sårbarhed og miljømæssige faktorer. Men mere og mere tyder ifølge forskere på, at både genetik og den menneskelige biologi også spiller en rolle. For eksempel ser det ud til, at tarmbakterier spiller en væsentlig rolle hos patienter med anoreksi.

Flere og flere danskere rammes af en spiseforstyrrelse. Blandt de 16-24-årige er tallet fordoblet på 15 år. Således blev 3053 unge diagnosticeret med en spiseforstyrrelse i 2007, mens det tal i 2022 var steget til 6132. Ingen kan med sikkerhed sige, hvad årsagen til den kraftige stigning er, og om udviklingen primært skyldes, at flere mennesker rent faktisk rammes af spiseforstyrrelser, eller om stigningen snarere skyldes, at flere søger og får professionel hjælp i det danske sundhedsvæsen.

Loa Clausen, der er psykolog og forsker i spiseforstyrrelser på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og i Børne- og Ungdomspsykiatrien på Aarhus Universitetshospital, bekræfter, at det er svært at sige, hvad udviklingen skyldes.

– Vi ved, at flere diagnosticeres, men om der er flere syge end førhen, ved vi ikke. Der er dog enkelte studier, der peger på, at de øgede tal mere afspejler, at vi er blevet bedre til at opdage psykiske udfordringer hos børn og unge, så de i højere grad henvises, end at der nødvendigvis er flere, der bliver syge. Dog er det vigtigt at hæfte sig ved, at flere børn og unge i dag selv rapporterer, at de mistrives. Så om svaret skal findes det ene eller andet sted, kan vi ikke sige med sikkerhed, siger hun.

De tre store spiseforstyrrelser

De tre største og mest kendte spiseforstyrrelser er anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning – sidstnævnte er også kendt som BED (binge eating disorder). Spiseforstyrrelserne har forskellige sygdomsbilleder og symptomer. Anoreksien er kendetegnet ved, at man spiser for lidt, tvangsmotionerer og har en palet af metoder, man bruger til at tabe sig. Har man bulimi har man problemer med overspisninger, hvor man mister kontrollen og spiser alt for meget i en afgrænset tidsperiode. Herefter får man det dårligt med sig selv og prøver på forskellig vis at kompensere for overspisningen. Det kan f.eks. være ved at kaste op, men også ved at spise restriktivt dagen efter eller indtage vanddrivende midler eller afføringsmidler. For både anoreksi og bulimi gælder det, at man har et forstyrret forhold til sin krop og et vægttabsprojekt. Anderledes forholder det sig med BED, som er en nyere diagnose. Har man BED overspiser man ligesom ved bulimi, men man kompenserer ikke regelmæssigt og har heller ikke diagnosemæssigt en forstyrret opfattelse af kroppen. Det betyder, at man med en BED-diagnose ofte vil blive overvægtig.

– Behandlingen for de tre spiseforstyrrelser er ikke ens, fortæller Loa Clausen. Således er der evidens for, at ældre unge samt voksne med bulimi profiterer bedst af kognitiv adfærdsterapi, hvilket også gælder for personer med BED. Med anoreksi hos børn og unge forholder det sig anderledes. Her har forskning vist, at såkaldt spiseforstyrrelsesfokuseret familieterapi er mest virksomt. Familieterapi betyder, at forældrene til det syge barn eller den syge unge inddrages i behandlingen. Til en start bliver de undervist i, hvordan de hjælper deres barn med at spise og dermed genvinde de tabte kilo. Når det primære fokus ved anoreksi er på vægtøgning, skyldes det, at det er forudsætningen for at kunne arbejde med det, der ligger til grund for spiseforstyrrelsen psykologisk set.

“Det at tabe sig meget giver både fysiske og psykiske symptomer. Har man anoreksi, har man også en atypisk måde at være optaget af kroppen på – og ofte bliver den gruppe patienter enten meget flade eller meget ustabile følelsesmæssigt. Men man skal dog passe på med at sige, at disse piger har en bestemt profil ud fra det sygdomsbillede, for det er ikke sikkert, de var sådan, inden de begyndte at tabe sig. Vi ser, at nogle af dem ­bliver helt ’normale’, når spiseforstyrrelsen igen er væk. Derfor er vi varsomme med at tænke alle mulige ­psykologiske problematikker ind, når barnet eller den unge kommer ind ad døren første gang,” siger Loa Clausen.

– Når barnet eller den unge efter nogle måneder har indhentet de tabte kilo, vil vedkommende typisk være mindre ustabil følelsesmæssigt, og det er på det tidspunkt, at behandlerne kan begynde at sætte mere fokus på den unges sårbarhed og det, der kan have udløst spiseforstyrrelsen. Det kan f.eks. være forældrenes skilsmisse eller et skoleskift. De skal også sikre sig, at der ikke er andre faktorer, der gør, at barnet eller den unge vil få tilbagefald. Der kan f.eks. være andre psykiske lidelser i spil samtidig. Statistikkerne siger, at jo hurtigere et barn eller en ung kommer i behandling, jo større er chancen for at blive helbredt.

– Jo kortere tid, de har været syge, jo hurtigere kan vi vende bøtten. Der er enkelte studier, der tyder på, at vi, hvis vi får fat i de unge inden for et år eller to, efter de er blevet syge, har en succesrate på 75-80 procent. Ellers ses generelt, at mellem 50 og 60 procent bliver helt fri af spiseforstyrrelsen, mens resten vil gå ud og ind af spiseforstyrrelsen periodevist. Så er der en gruppe på 10 til 20 procent, som kæmper med deres spiseforstyrrelse i rigtig mange år, siger Loa Clausen.

Mulig sammenhæng mellem tarmbakterier og anoreksi

For voksne med anoreksi findes der ikke forskning, der entydigt peger på, at en behandling skulle være bedre end andre. Men noget af det, man ved i forhold til voksne, der har haft sygdommen i mange år, er, at det ofte er sværere at blive rask. Det skyldes blandt andet, antager forskerne, at alle kroppens organer og systemer påvirkes. Længere tids sygdom resulterer således i, at mave-tarm-systemet tømmes langsommere, og ofte får man relaterede smerter, som gør det sværere at spise. Man får en mere rigid tænkning og typisk flere negative følelser af ikke at slå til, ligesom hjernen også påvirkes – både strukturelt og funktionelt.

– Blandt andet viser forsøg med mus, som har fået fæcestransplantation fra patienter med anoreksi, at musene taber sig mere og har sværere ved at tage på end mus, der har fået fæcestransplantationer fra raske kontrolpersoner. Og da man undersøgte hjernerne på de mus, som havde fået fæcestransplantation fra patienter med anoreksi, kunne man også se, at der var ændringer i de dele af hjernen, som bl.a. styrer appetitregulering og serotonin-receptorer, siger Loa Clausen. 

Selvom man i dag kan tilbyde behandlinger til alle former for spiseforstyrrelser, mener Loa Clausen imidlertid, at der er lang vej til at forstå spiseforstyrrelser til bunds, og hun pointerer, at der ikke indenfor de sidste 10 år for alvor er sket nyt på behandlingsfronten. Derfor ønsker hun sig endnu mere forskning, der kan lede til, at patienterne kan hjælpes bedre end i dag.

– Jeg kunne godt tænke mig, at man fik foretaget nogle flere behandlingsstudier, hvor man sammenlignede forskellige behandlinger med hinanden for forskellige patientgrupper og så på, hvad der virker bedst. Det, der gør det svært i forhold til anoreksi, er, at det er en sygdom, der ofte kræver en indsats nu og her. Men så kunne man nøjes med at se systematisk på de behandlinger, man giver, og måle på effekten af dem, så man vidste hvilken behandling, der skal tilbydes, når førstevalget ikke er tilstrækkeligt, siger hun.

Derudover peger Loa Clausen på, at hun håber, der kommer mere fokus på, at BED ikke kun er en spiseforstyrrelse, der rammer voksne, sådan som der er en tendens til. For faktisk opfylder én procent af unge under 18 år kriterierne for at få diagnosen, mens tre procent har det subklinisk – det vil sige har en del af symptomerne, men ikke alle. Og sygdommen kan få fatale følger.

– Der er kun to steder i landet, man kan få hjælp, hvis man er under 18 år og har BED, og så er det en sygdom, der udover at påvirke livskvaliteten her og nu også øger risikoen for alvorlige sygdomme som type 2 diabetes, hjertekarsygdom, angst og depression, siger hun.

Kvindesygdom har ikke altid interesseret forskere

– I dag udgøres alle behandlingstilbud inden for spiseforstyrrelser af psykoterapeutiske tiltag. Men noget tyder på, at det ud i fremtiden kan blive anderledes. Der er således forskning i gang rundt omkring i verden og også i Danmark, der tyder på, at man også skal se på den menneskelige biologi. Det er netop behovet for mere og bredere viden om spiseforstyrrelser, der ligger til grund for etableringen af et nyt dansk forskningscenter på Psykiatrisk Center Ballerup, Center for Eating and Feeding Disorders Research (CEDaR), som klinisk professor Nadia Micali er sat i spidsen for. Sammen med kollegaer skal hun forske i en bred vifte af områder knyttet til spiseforstyrrelser, som bl.a. skal gøre os klogere på, hvorfor nogle mennesker udvikler spiseforstyrrelser og andre ikke gør. Og ifølge professoren er det på tide, at fokusset på spiseforstyrrelser øges, for det har langt fra været tilstrækkeligt, mener hun.

– Den manglende interesse for spiseforstyrrelser skyldes til dels, at spiseforstyrrelser primært rammer kvinder, og vi ved, at kvindesygdomme af en eller anden grund altid har været mindre interessante end mandesygdomme. Og så skyldes det også, at der i lang tid har været den misforståelse, at spiseforstyrrelser kun skyldtes sociale og kulturelle faktorer. Det har betydet, at sygdommene er blevet set som mindre vigtige, for hvorfor bekymre sig, hvis det mest handler om piger, der går på diæt og gerne vil se ud som dem i medierne. Den udvikling er heldigvis ved at vende overalt, siger hun.

Nadia Micali peger selv på netop forskningen inden for tarmbiomet som særligt interessant i forhold til spiseforstyrrelser, ligesom hun også fremhæver hjerneforskningen som et område, hvor man begynder at se interessante resultater.

– Og så har der de sidste 10 år været store fremskridt inden for genetisk forskning, hvor vi nu kan se, at spiseforstyrrelser og genetik kan spille sammen. Så en stor del af risikoen for at udvikle spiseforstyrrelser kan altså vise sig at komme fra naturen og ikke kun fra opdragelsen, siger hun.

Nadia Micali understreger, at der er brug for flere håndtag at dreje på i forhold til behandlingen af spiseforstyrrelser, og hun håber, at der fremtidigt støder behandling til, der går ud over de psykologiske terapier, der bruges i dag.

–Terapien virker ikke altid fantastisk, og den virker ikke for alle. Jeg tror, at vi fremover skal se på lidelserne som både fysiske og mentale og på den måde betragte den enkelte patient som en helhed. Og vi skal selvfølgelig bruge de terapeutiske indsatser, vi har, imens vi finder ud af mere om, hvordan og hvorfor spiseforstyrrelser udvikler sig, siger hun.

Hvorfor får flere piger end drenge spiseforstyrrelser?

Der er formentlig flere faktorer, der ­spiller ind på, hvorfor flere piger end drenge får spiseforstyrrelser. Blandt ­andet menes både kropsidealer og hormoner at spille en rolle. Ved bulimi og anoreksi er kropsidealet at være tynd, og man ved, at når piger går i puberteten øges deres fedtprocent – det gør drenges ikke nødvendigvis – de øger i stedet deres muskelprocentmasse.

Der er én dreng for hver 10.-12. pige, der har anoreksi. I forhold til BED er der én dreng pr. hver 2. til 4. pige.