Der er ensomt i migræne-land

Annette Ascanius har, siden hun var 16 år, haft to til tre migræneanfald hver måned. Det har store omkostninger for særligt hendes sociale liv. Men hun har besluttet at leve livet fuldt ud de dage, hvor migrænen ikke hersker.

Hun gaber. Ikke bare en enkelt gang eller to, men konstant og igen. Så kommer kvalmen snigende og kort efter den dunkende smerte i den ene side af hovedet. Et nyt migræneanfald har ramt Annette Ascanius. Hun bliver overfølsom for alle lyde, og lyset gør ondt i øjnene. Hun kaster op og kan næsten ikke stå på sine ben. Forude venter minimum et døgn i sengen for nedrullede gardiner.

Sådan er det et par gange hver måned for 50-årige Annette Ascanius fra Silkeborgegnen, og sådan har det været, siden hun var 16 år. Hun lider af en kronisk migræne, som er hormonelt betinget. Når hun skal have sin menstruation og har ægløsning, er det lige så sikkert som amen i kirken, at hun må rive et til to døgn ud af kalenderen. Selvom hun har prøvet det mange gange før, har hun aldrig vænnet sig til anfaldene.

– Jeg ville hellere føde igen, end jeg vil have et migræneanfald. Jeg har aldrig lært at styre smerten, og jeg bliver bange for den hver gang. ”Er det nu en hjerneblødning denne gang?”, kan jeg tænke, selvom jeg godt ved, at det er migræne. Men jeg kan ingenting, når jeg har et anfald – kan knap stå på mine ben og må følges, hvis jeg skal på toilettet, siger Annette Ascanius.

Lettere underdrevet kalder Annette Ascanius migrænen for en kedelig følgesvend med mange følgevirkninger. For hende personligt er det – ud over de forfærdelige smerter – omkostningerne for det sociale liv, hun synes, er værst.

– Det koster rigtig meget på den konto. Jeg er sådan én, man aldrig rigtig kan regne med. Jeg kan melde mig til meget, men i sidste ende kan man ikke være sikker på, at jeg kommer. Jeg har måttet forlade bryllupper og blive hjemme fra barnedåb, fordi jeg fik et anfald. Da min datter blev konfirmeret for et par år siden, var jeg rigtig nervøs for, at jeg skulle risikere at gå glip af det. Men det skete heldigvis ikke, siger hun.

Der er ensomt i migræne-land, siger Annette Ascanius, for ingen ud over de allernærmeste ved, hvor syg hun er, når anfaldet står på. Hun har aldrig et anfald, hvor hun kan være bare lidt oppegående – under alle anfald ligger hun i sin seng og har mange opkastninger. Når hun atter kan stå ud af sengen, føles det som om, hun har vendt vrangen ud på sig selv, og de første dage efter et anfald er hun meget træt og går lidt ved siden af sig selv.

– Men jeg er jo heldig i forhold til mange andre. For jeg dør jo ikke af den her sygdom. Og jeg har en familie, der hjælper og tager hensyn. Men jeg tænker på, hvordan det må være for enlige forældre. Det kan jo næsten ikke fungere, siger hun.

På skolen, hvor Annette Ascanius arbejder som lærer, ved ledelsen og kollegaerne godt, at hun lider af kronisk migræne. Og heldigvis oplever hun ikke, at der bliver set skævt til, at hun engang imellem har en sygedag på grund af et migræneanfald.

– Jeg har været meget åben omkring det og har selv taget initiativ til at fortælle ledelsen om det. Jeg er sådan en, der helst vil gøre alting 100 procent, så de ved også godt, at når jeg har været syg, så knokler jeg bare ekstra på et andet tidspunkt. Heldigvis er jeg heller aldrig syg med andet, siger hun.

Generelt føler Annette Ascanius ikke, at andre møder hende med fordomme som følge af, at hun lider af hyppige migræneanfald. Men til tider kan det være lidt belastende, at andre skal kloge sig på, hvorfor hun mon fik et migræneanfald netop nu.

– Med årene er jeg blevet mere afslappet omkring de mange kommentarer, folk kommer med. ”Tror du nu ikke, at du har været for stresset?”, kan de sige. Så siger jeg bare, at det kan da godt være, men at nu har jeg haft det i over 30 år, så jeg tror godt, at jeg ved, hvorfor det kommer, siger hun.

Annette Ascanius har besluttet sig for, at hun vil have det bedste ud af livet på trods af den kroniske migræne. Hun tæller derfor heller ikke, hvor mange dage hun ”spilder” om året på sine anfald. Derimod gør hun en indsats for at suge alt det gode ud af de dage, hvor migrænen ikke har overtaget.

– Man kan let komme til at tænke, at der røg igen lige to dage af mit liv, som kunne være brugt til noget andet. Men det gider jeg ikke. Jeg har lært at sætte pris på de gode dage, og ens livskvalitet kommer til at handle om mange små ting. Der skal slet ikke så meget til, før det bliver en god dag for mig, siger hun.

Netop nu skal Annette Ascanius til at have ny medicin. Den, hun hidtil har fået, udgår. Den har ikke været meget bevendt – engang imellem har den hjulpet, men det har været for sjældent. Hun har også prøvet alt muligt andet for at få bugt med migrænen; zoneterapi, fysioterapi, akupressur, akupunktur, kiropraktik og forskellig slags medicin og vitaminer. Intet har hjulpet for alvor. Derimod ved hun, at der er visse ting, hun skal undgå for at fremprovokere et anfald.

– Jeg drikker stort set ikke alkohol. Rødvin har jeg ikke rørt, siden jeg var 21 år. Hvis jeg sidder i et varmt lokale og samtidigt drikker noget alkohol, er det stensikkert, at jeg får et anfald. Jeg skal også have et ordentligt søvnmønster og sørge for at få en rimelig sund kost, ellers trigger det også et migræneanfald. Og så dur det heller ikke, at jeg sidder i samme stilling for længe og bliver anspændt i kroppen, det kan også være med til at udløse migræne, siger hun.

Annette Ascanius tror ikke rigtigt på, at hun nogensinde slipper af med sin migræne. Hun har hørt om en ny slags medicin, der netop er blevet godkendt, men hun har ikke meget tiltro til medicin.

– Men jeg håber da. Og så har jeg også hørt fra andre, at anfaldene stopper, når de kommer i overgangsalderen. Det kunne være dejligt. Men nej, jeg tør nok ikke tro på det, så jeg nøjes med at håbe, siger hun.