Der er hjertestop, jeg løber!

Af: Clara Edgar

Foto: TrygFonden

Hurtig hjælp er afgørende ved hjertestop. Derfor er det også vigtigt at ringe 1-1-2 med det samme. Men der kan gå vigtige minutter, før en ambulance er fremme, og i den periode kan du være med til at redde liv, hvis du melder dig som hjerteløber.

Sidst på dagen en fredag for knap to år siden kommer Klaus Hedegaard hjem fra en løbetur. Han har netop sat sig for at hvile, da han hører en alarm fra sin telefon. Den er ellers på lydløs, som den altid er, og derfor reagerer han også hurtigt på den insisterende hylen.

På mobilskærmen kan han se, at det er den hjerteløber-app, han downloadede kun få uger forinden, der står bag larmen. Der er hjertestop i området. Klaus kvitterer hurtigt på meldingen og når lige at råbe til sin kone, som står i køkkenet og er ved at lave mad, at der er hjertestop, inden han farer ud ad døren.

Klaus har, som mange andre, tilmeldt sig som hjerteløber. Deres opgave er at hjælpe til i den mellemliggende periode fra hjertet går i stå, til redderne når frem.

Det kan være ved at give førstehjælp, finde en hjertestarter, tage imod ambulancen eller være støtte for pårørende. Det kræver ikke en særlig baggrund eller kurser at melde sig. Alle myndige personer kan downloade appen og yde den hjælp, de er i stand til i den givne situation.

Via et kort kan Klaus se, hvor uheldet er ude, men da han når frem til huset, er han alligevel lidt i tvivl.

Små glimt af liv

– Der er meget stille ved huset, og der står en kartoffelkoger på trappen, så jeg vælger at banke på og ikke bare brase ind. Jeg tænker, at det måske kunne være en fejl, siger Klaus.

Men det var ikke en fejl. Han bliver vist ind i soveværelset, hvor en mand rigtigt nok ligger på sengen med hjertestop. Klaus vurderer hurtigt, at manden skal ned på gulvet, før han kan begynde at give hjertemassage. Mandens kone og Klaus hjælpes ad, og han går i gang med den livreddende førstehjælp.

Hele vejen igennem er alarmcentralen i røret, og Klaus beder konen om at gå ud og tage imod ambulancen.

– Hun kommer ind flere gange, men jeg bliver ved med at sige, at hun skal forlade rummet, fordi jeg ikke synes, hun skal se sin mand på den måde. Det er ret voldsomt, for han er blå i hovedet, og man trykker ret hårdt til, når man giver hjertemassage, siger han.

Klaus mister tidsfornemmelsen.

Han får senere at vide, at der nok er gået et kvarter fra han kom til huset, og til ambulancen var der. I løbet af den tid er der flygtige glimt af liv i manden, hvor det virker som om, han prøver at trække vejret selv. Men lige så pludseligt, som livet er tilbage i ham, lige så pludseligt forsvinder det igen.

Da Klaus har været i gang i omkring ti minutter, dukker en anden hjerteløber op.

Støder flere gange

Meldingen om hjertestop bliver nemlig ikke kun sendt til en løber, og flere kan også godt melde sig til at hjælpe. Klaus er blevet alarmeret flere gange siden den første i huset, og hver gang har flere end blot ham selv responderet på kaldet.

– Pludselig står der en anden i døren, og han har en hjertestarter med, siger Klaus.

Den har han med nede fra det lokale bibliotek, og Klaus beder ham starte den op. De får sat elektroderne fast på den livløse mands brystkasse. For hvert skridt fortæller maskinen, hvad de skal gøre, og den foretager selv en scanning, inden den støder. Det når den at gøre et par gange, før ambulancefolkene kommer ind i rummet og tager over.

– De kan hurtigt se, hvor vi er i forløbet og tager den hjertestarter, vi har brugt, af og sætter deres egen på.

Den overflødige hjertestarter beder Klaus den anden løber om at tage tilbage til biblioteket, hvor han havde den fra. Men det var en fejl. Ambulanceredderne ville nemlig gerne have haft den med, så de kunne trække data fra den og sørge for, at den blev genopladt. Klaus når at køre ned til biblioteket for at se, om den er blevet returneret og komme tilbage, inden ambulancerne er kørt mod hospitalet. Han fandt den dog ikke.

Han klarede den

Fra Klaus forlod sit hus og til han var tilbage igen, vurderer han, at der er gået tre kvarter, selvom det føles som ingenting.

– Det var enormt surrealistisk, men også fantastisk at være med til at gøre en forskel, og jeg havde indtrykket af, at manden nok skulle klare den.

Efterfølgende fandt Klaus ud af, at manden faktisk kom sig helt uden mén, og de to har stadig kontakt den dag i dag. Det ved han dog kun, fordi han har fået det at vide fra ægteparret selv. Der er nemlig ikke muligt for hjerteløbere at følge op på situationen via appen, når først deres arbejde er overstået.

– Man risikerer at stå på fortovet og ikke vide, om ens hjælp har gjort en forskel, og jeg er glad for at have haft kontakten med parret, men jeg vil altid træde til, hvis jeg kan, også selvom jeg ikke er sikker på at få udfaldet at vide, siger Klaus, der spekulerer over, hvordan han vil have det, hvis han en anden gang finder ud af, at en, han har givet hjertemassage, ikke overlevede.

For det er en risiko. Derfor bliver der også fulgt op på hjerteløbere, der har været til stede ved et hjertestop, og via appen bliver de tilbudt hjælp til at bearbejde oplevelsen, hvis de har brug for det.

 


 

Hjertestop i tal

Cirka 4000 mennesker får hjertestop uden for et hospital hvert år i Danmark.

Hvis almindelige mennesker træder til med hjertelungeredning, stiger chancen for at overleve fra 1 ud af 30 til 1 ud af 8.

I 2016 modtog 67 pct. af dem hjertelungeredning, inden ambulancen nåede frem.

i 4,4 pct. af tilfældene blev en hjertestarer brugt.

I 2001 var 1,4 pct. i live 30 dage efter hjertestop. 15 år senere var tallet steget til 10,4 pct.