”Der er ikke noget, der er så slemt, at det ikke godt kan blive værre”

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Tidligere familieadvokat Anja Cordes blev i maj 2017 opereret for en hjernetumor. I dag, mere end tre år senere, lider hun stadig af fysiske og mentale følgevirkninger og kæmper for at komme så meget tilbage til sit gamle jeg som muligt. Det er en hård kamp, og der er meget, hun savner, men heldigvis har hun også meget at glæde sig over og trøster sig ved, at hun kunne være værre stillet, end hun er.

– Kan du læne dig lidt forover og frem mod mig?, spørger fotografen, som skyder billeder af Anja Cordes til denne artikel.

Anja sidder på en stol i sin kæmpe have ved sommerhuset i Tisvildeleje. Ved siden af hende står den stok, hun støtter sig til, når hun bevæger sig rundt. For fysikken er ikke længere, som den var, inden hun for mere end tre år siden blev opereret for en hjernetumor. Derfor må Anja også svare, at hun ikke kan læne sig frem i stolen, som fotografen beder om. Hendes balanceevne er simpelthen ikke til det.

I mange år troede Anja, at sygdom var noget, hun ville være forskånet for. At hele den del af tilværelsen på en eller anden måde ville vige udenom hende. For hun havde aldrig set mennesker i sin familie døje med langvarige sygdomsforløb og indlæggelser, og med undtagelse af en enkelt tur på hospitalet for blindtarmsbetændelse som barn, havde hun også selv været forskånet. Derfor var det også et kæmpe chok for Anja at finde ud af, at hun havde en tumor i hjernen.

Det startede med at være en dag som så mange andre. Anja tog ind mod sin selvstændige advokatpraksis, men fik det dårligt og måtte tage hjem. Her lagde hun sig i sengen for at tage en lur. Da hun vågnede, vidste hun ikke, hvor lang tid, der var gået. En time? En dag? Flere dage? Det blev tydeligt for hendes mand, at der var noget galt, og han kontaktede en af parrets venner, som er læge. Herfra gik det stærkt. Diagnosen blev stillet. Det var en kræfttumor. Det betød først en operation og efterfølgende stråling og kemoterapi. Som følge af operationen blev Anja lam i venstre side, og i starten var hun meget usikker over, hvordan hendes liv ville komme til at se ud fremadrettet. En del af den usikkerhed hænger stadig ved.

– Jeg startede i kørestol, og nu kan jeg gå ture på mere end seks kilometer, når jeg bare har min stok med. Jeg har fået at vide, at jeg har mere udviklingspotentiale, men hvor langt jeg kan komme, er der ikke nogen, der kan sige med sikkerhed. Jeg håber på at kunne gå selv på et tidspunkt og få mere af min selvstændighed tilbage, siger hun.

Læs også: Senfølger rammer halvdelen af kræftoverlevere 

”Du må lære at klare dig selv”

I tiden efter operationen lå Anja først indlagt i en måned på Rigshospitalet, hvorefter hun blev overflyttet til rehabiliteringscentret Vigerslevhus i Valby. Hun var nemlig ikke akut syg nok til fortsat at have en seng på Riget, og kørte derfor dagligt med ambulance fra Vigerslevhus til hospitalet for at modtage strålebehandling. Og blandt de mennesker, hun mødte i den periode, både i og udenfor ambulancen, oplevede hun stor venlighed og omsorg.

Hun fortæller, at der altid er nogle nitter imellem, blandt andet mindes hun en nattevagt, som sagde til Anja, at hun måtte se at lære at klare sig selv. På dette tidspunkt var det kun hendes ene ben, der virkede, og hun var ude af stand til selv at komme over i kørestolen, der skulle tage hende ud på toilettet. Så det husker hun som en hård melding, der har indprentet sig hos hende. Men overordnet set har hun kun ros til overs for det personale, der hver dag arbejder med at få folk tilbage til livet.

– De var så søde og omsorgsfulde. Både læger og sygeplejersker. Jeg har kun ros til overs for vores sundhedssystem – og hvor får vi meget for vores skattekroner, det må jeg bare sige.

Der er naturligvis altid ting, der kan blive bedre. Især i genoptræningsforløbet følte hun, at der var mangler. For efter et forløb som hendes, med operation i hjernen, som havde givet noget hjerneblødning, er genoptræning et helt essentielt aspekt i at få sin førlighed og sit liv tilbage. Og Anja havde hørt mantraet til bevidstløshed. Genoptræning, genoptræning, genoptræning. Men da det kom til stykket, var der ikke meget genoptræning at hente. Hun følte, at hun blev for hurtigt smidt ud af den kommunale genoptræning, og derfor afsøgte hun mulighederne for at finde andre veje.

– Lige i forhold til denne del af mit forløb, synes jeg, at der mangler lidt hjælp fra systemet. At man kun kan få en time om ugen er ikke tilstrækkeligt. Men jeg er meget glad for de tilbud, jeg selv har fundet, og det er meget kompetente mennesker, fra det specialiserede Neuroform i Taastrup, der hjælper mig nu, siger Anja, som selv betaler for behandlingen.

Men én ting er omvæltningen i at gå fra at være en aktiv, rask kvinde, som kunne lide at stå på ski, svømme og cykle, til nærmest over natten at være hæmmet af sin fysik, og blive en del af et system, man aldrig har forestillet sig. En anden ting er den mentale omstilling til et helt nyt liv.

Læs også: På Vejle sygehus vejleder man kræftpatienter i alternativ medicin 

For tidligt farvel

Anja er i dag 65 år gammel. Et tidspunkt i livet, hvor mange enten har eller er på vej til at sige farvel til arbejdsmarkedet. Men som selvstændig karrierekvinde med egen praksis, ville det egentlig være helt op til Anja selv, hvornår hun ville begynde at geare ned eller trække stikket helt. Overvejelser, hun så småt havde, allerede inden hjernetumoren blev en realitet.

– Jeg var begyndt at se på, om livet kunne se anderledes ud. Min mand har været pensionist i 10 år, så jeg tænkte da, om det var på tide at arbejde lidt mindre. Men jeg var ikke klar til at sige helt farvel til livet som advokat, siger hun.

Hun blev uddannet jurist i en alder af 24 år, og selvom det ikke var en pigedrøm at skulle praktisere loven, er hun glad for, at det var den vej, hun endte med at gå.

– Min mor er også uddannet advokat, hvilket nok har haft en indflydelse på mig. Men da jeg stod som 18-årig og skulle beslutte, hvad jeg ville med mit liv, var det ikke den første indskydelse. Jeg overvejede både medicin og journalistik. Men Journalisthøjskolen lå i Århus, og jeg var ikke så stærk i fysik, og så endte det med at blive jura, som jeg har praktiseret i 30 år og trivedes med, forklarer hun.

Så arbejdet blev en passion. Ikke en pligt. Og det føltes rigtigt for hende, når hun tog ind på kontoret om morgenen og havde en rolle, hvor hendes viden betød noget for andre. Hun nød også at omgås sine kolleger og hele det fagligt sociale aspekt ved jobbet. Men efter operationen stod det klart, at hun ikke ville komme tilbage til en tilværelse som advokat. Det var et hårdt slag. Som hun forklarer, så er der mange, som føler, at arbejdet står i vejen for deres fritid. Sådan har hun aldrig haft det. Arbejdet har været hendes hobby ligeså meget som hendes erhverv, og hun anerkender, at hendes tre børn måske vil mene, at hun har arbejdet for meget i perioder. Men det gjorde hende glad, og hun styrede selv omfanget og tempoet. Anderledes svært tror hun, det ville have været, hvis hun havde været underlagt en anden chef end sig selv.

For hvis der er noget, Anja er, så er det viljestærk. Det har hun været gennem sin karriere, og hun har været det i kølvandet på sin indlæggelse. For hun kunne nemt have ladet sorgen over alt det, hun ikke kan mere, overmande hende. Savnet af arbejdet, overskuddet, den fysiske aktivitet. Der er mange ting, hun i højere eller mindre grad har måttet affinde sig med, ikke kan lade sig gøre i samme omfang, som det tidligere har kunnet. Og i lyset af det, er det nemt at blive sur og bitter. Men Anja har besluttet sig for, at hun ikke vil ende sådan. At hun i stedet vil fokusere på det, hun kan og det gode, hun har i livet, fremfor alt det, hun har mistet.

Gider ikke spilde en aften på et dårligt teaterstykke

– Jeg synes, der er mange mennesker, som er gode til at fokusere på det negative. Og jeg kunne da også bare have lagt mig på sofaen og trukket tæppet op over ansigtet eller banket hovedet ind i en væg, men det får jeg jo ikke noget ud af. Så jeg besluttede mig for at komme videre. Det kan man jo godt, siger Anja.

Hun har altid haft et lyst sind og en ja-siger-mentalitet, hvilket hun bestemt tror har hjulpet hende i den proces. Men hun er dog også ret sikker på, at mange mennesker vælger at fokusere på de forkerte ting. De drænende ting, som de ikke kan gøre noget ved, og bruger deres energi forkert. Netop energien er blevet et vigtigt begreb i Anjas liv. For hendes energiniveau er ikke, hvad det har været. Hun elsker at være social – det har hun altid gjort – og hun prioriterer også sit sociale liv højt. Men fordi hun hurtigere bliver træt og drænet, vælger hun også nøje, hvad hendes energi skal kastes efter. Hun gider ikke dvæle rundt i små ligegyldigheder og bagateller. Hun gider ikke bruge sin tid på ting, der virker ligegyldige for hende. Hun gider ikke småskænderi og unødig negativitet. Hun har simpelthen ikke overskuddet til det.

– Min tolerancetærskel har nok rykket sig på nogle områder. Der er ting, jeg affandt mig med tidligere, som jeg ikke gør længere. Min mand og jeg kan godt lide at gå i teatret, men hvis vi er inde og se et stykke, og det keder mig, så går vi i pausen. Det gjorde vi ikke tidligere. Men jeg vil simpelthen ikke spilde en aften på noget, jeg ikke finder interessant, siger hun.

Det er også blevet mere klart for hende, hvad der er vigtigt. Især familien. Anja og hendes mand har sammen tre voksne børn og flere børnebørn, som det er vigtigt for hende at have tæt på. For på trods af stokken og sine fysiske udfordringer, kan hun stadig være en mor og bedstemor, hvilket hun er meget taknemlig for. Som hun forklarer, så kunne hun nemt have endt med at miste evnen til at tale eller se og stå med andre langt større udfordringer, end hun gør nu. Derfor gør hun også alt, hvad hun kan, for at udnytte de muligheder, hun har, for at være tæt på familien, og hun kan også mærke, at de har samme behov. For ligesom Anja gennem hele sit liv aldrig har været vidne til lange sygdomsforløb eller indlæggelser blandt nogen i sin familie, har hendes egne børn også gået gennem livet forskånet for mødet med døden. I hvert fald indtil foråret 2017.

– Jeg tror, de blev bevidste om, at vi jo skal dø. Det er ellers ikke noget, vi har brugt meget tid på at tænke over tidligere. Det har der jo ikke været nogen grund til, siger Anja.

I tiden efter operationen var hun også selv nervøs for, at der skulle ske hendes børn noget. Hver gang de skulle rejse, var hun bange for, at flyet ville styrte ned. Men langsomt fik hun lagt en afstand til sine nye følgesvende – frygt og død – og fandt tilbage til troen på livet og håbet.

Det er ikke en gave at blive syg

Nedlukningen af Danmark som konsekvens af coronaepidemien har været hård for Anja. Særligt at være adskilt fra sine nærmeste har været svært. Men også det at vinke farvel til større komsammener og kulturelle begivenheder, har givet anledning til afsavn. Men på trods af alt det, som både hun og alle vi andre, har måttet aflyse, udskyde eller skyde en hvid pil efter, har vi som mennesker også en fantastisk evne til at prøve at lave lemonade ud af citronerne.

Mange har nok brugt den nye virkelighed til at se indad og undersøge, hvad der virkelig betyder noget. Den sjælesøgning har Anja ikke været igennem, fordi hun allerede tog det indre opgør for nogle år tilbage. Og det ser hun mange gode ting ved. Men – for der er et men – hvor glad hun end er for at kunne bruge mere tid med familien, at hun stadig kan nyde et godt glas rødvin, at hun kan spise frokost med sin mand og dyrke yoga i haven i sommerhuset i Tisvildeleje, så mener hun ikke, at livet er bedre nu, end det var før.

– Jeg er så træt af at høre på de mennesker, som er blevet syge og så måske raske, og taler om, at de har fået en helt ny indsigt, har lært så meget og har fået det meget bedre. Altså for nogle er det måske rigtigt nok, men det er det i hvert fald ikke for mig, siger hun.

Læs også: Der gemmer sig en personlig historie bag ethvert kræftforløb

Anja ville gerne have været sygdommen foruden. Hun ville gerne have fortsat med at stå på ski, arbejde som advokat, omgås med sine kollegaer og have mange bolde i luften. Men sådan skulle det ikke gå. Og når nu virkeligheden er, som den er, så vælger hun at fokusere på det gode og at være glad og taknemlig over det liv, hun har. Og når man sidder i haven i Nordsjælland, på en varm dag, med danske jordbær på bordet og fuglefløjt fra alle trækroner, er det da også svært at være utilfreds.

– Der er jo skønt her, og jeg har en masse håb for fremtiden. Både i forhold til min fysik og min evne til at arbejde i en eller anden form, og så siger jeg til mig selv, at der jo ikke er noget i mit liv, der er så skidt, at det ikke godt kunne blive værre, og varmer mig ved den tanke.

Kort om Anja Cordes:

Født 24. november 1955 i København
Uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1981 og beneficeret advokat tre år senere.

Formand for Danske Familie advokater fra 2004 – 2011
Uddannet mediator i 1997
Tidligere underviser i familieret ved Århus- og Københavns Universitet og advokat med egen praksis
Gift med Knud Reckweg med hvem hun har tre voksne børn.