Der skal være liv i livet

Af: Kristine Buske

Foto: Kristine Buske

Personalet på et plejehjem skal sørge for, at de basale ting er på plads hos beboerne. Mad, søvn, hygiejne og sygepleje. Og så er der det ekstra lag. Det, man nogle gange glemmer, men som er afgørende. Livsglæden. Den finder de gennem meningsfulde aktiviteter på specialplejehjemmet, Skovvang i Aarhus

En mand kommer dansende og klappende ind i det store fælles lokale, hvor der er pyntet fint op med farverige duge og blomster. Nogle af personalet har taget blomsterkranse på hovederne. Oplevelsesmedarbejder Heidi har kun lige spillet få toner på klaveret, og de første kroppe giver allerede efter for musikken. Der er dansecafé på specialplejehjemmet Skovvang i den nordlige del af Aarhus. En fast tradition en gang i måneden. Det er det eneste demensplejehjem i byen, og det betyder, at ressourcerne og mulighederne er flere end på kommunens øvrige plejehjem. For her har beboerne demens i den sene fase og har særlige behov.

Kaffen er skænket i kopperne, kagen er serveret på tallerkener, men efter bare et par minutter, har Heidi spillet de første seks beboere ud på dansegulvet til en svingom med personalet. ”La la la,” lyder det. Selvom mange ikke husker teksten, stopper det dem ikke fra at synge med.

En kvinde i en farverig blomstret skjorte smiler, så man ikke kan lade være at smile med, mens hun rokker fra side til side. ”Da jeg var fire år, blev jeg sendt til København for at danse,” fortæller hun en fra personalet. ”Ja, du har det i dig,” lyder det varme svar retur.

En anden husker, at han har gået i skole i midtbyen, hvor han lærte at danse. ”Men jeg kan sgu ikke danse,” siger han ind over skulderen til en kvinde.

Hver sin motivation

Det er frivillig- og pårørende konsulent Marianne Østergaard Jensen, der faciliterer dansecafeen – ligesom de mange andre aktivitetstilbud på tværs af huset, som er i Skovvangs årshjul. For nylig var der blomsterfestival, hvor beboerne havde en vase med hver, og så var der ellers blomsterbuffet. Dog var alle blomster nøje screenet, så giftige arter blev sorteret fra i tilfælde af, at nogle af beboere skulle tage buffeten for seriøst.

Foruden de daglige aktiviteter på afdelingerne, som personalet sørger for, får Skovvang også jævnligt visit af besøgslabradoren, Bastian, som står til rådighed med klap i bytte for kiks. En frivillig cykelpilot og frivillige chauffører tilbyder ture ud af huset. Det er bare nogle af mange aktiviteter. Og i går blev køkkenpersonalet suppleret af en oplevelsesmedarbejder, der er uddannet kok. Han serverede en cremet menu for de inviterede beboere, der nød middagen i Caféen ved opdækkede borde..

– Der var en, som kom, fordi hun blev inviteret på ”restaurant”. En anden havde set kokken i løbet af formiddagen og syntes, han var pæn, så hun skulle i bad og gøres i stand inden middagen. På den måde giver aktiviteterne forskellige motivationer for den enkelte, fortæller Marianne.

Spørger man Marianne om, hvorfor Skovvang har så stort et fokus på aktiviteter til beboerne, kommer svaret uden tøven.

– Der skal være liv i livet, siger hun.

Og nævner man det lidt for brugte ord livskvalitet retter hun det til livsglæde. For det er det, det hele handler om. Det er Diana Schack Thoft enig i. Hun er forsker hos UCN med speciale i demens og brugerinddragelse. Hun bliver glad, da hun hører om tilbuddene på Skovvang.

– Det er vigtigt at kigge på at skabe meningsfuldhed med en sygdom, der er fremadskridende og uhelbredelig. Vi er nødt til at kigge på, hvad kan vi gøre, så livet med demens kan blive så værdigt som muligt

– Men ligesom at mennesker er forskellige, kommer sygdommen også forskelligt til udtryk. Derfor er det vigtigt at have en bred palet af tilbud, så der er noget for alle, og hvor betydningen er individuel. Vi kan ikke bruge one size fits all hos mennesker med demens, siger Diana Schack Thoft.

Plads til alle

Ude på dansegulvet skifter det mellem dans i rundkreds, pardans og solodansere, der stjæler spotlightet, mens de andre nyder kaffen ved bordene. Nogle bliver trygt siddende på stolene, mens andre sidder i deres kørestole og følger med fra tilskuerpladserne. Der er plads til det hele. Personalet agerer med en nonchalant naturlighed blæksprutter, der hele tiden spotter, hvad den enkelte har brug for. For de demente hjerner kan alle indtrykkene nemlig hurtigt blive for meget.

”Nu vil jeg gerne hjem,” lyder det pludselig fra en af beboerne.

Hun er ny på plejecenteret, og selvom hun har været ude og danse flere gange, har hun nu fået nok. En af medarbejderne følger hende hjem længere nede ad gangen. For en stund. For under ti minutter senere er hun tilbage ved sin plads igen.

”Jeg fulgte musikken,” siger hun med et smil.

Der er lavet flere mindre studier over, hvad aktiviteter for mennesker med demens har af betydning for sygdommens udviklingen. De viser ikke, at aktiviteterne kan helbrede, men tegner et billede af flere fordele for mennesker med demens.

– Vi kan se, at nogle aktiviteter stimulerer de fysiske funktioner, mens andre stimulerer hukommelse og kommunikationsevne, fordi de gennem for eksempel besøgsdyr eller kulturelle oplevelser får noget at tale om. Mennesker med demens kan have tendens til at selvisolere sig, eller omgivelserne kan have tendens til at isolere dem for at prøve at beskytte dem

Her kan aktivitetstilbud trække dem ud af isolation og hjælpe med at skabe kontakt med andre mennesker og på den måde skabe oplevelser i deres omgivelser, forklarer Diana Schack Thoft.

Husker med hjertet

Nu lakker dansen mod enden. Der er ingen tvivl om, at Ib Mossins og Peter Malbergs ”Du er min øjesten” og ”Den allersidste dans” af Poul Reichardt har været publikumsfavoritterne. Da Heidi slipper fingrene fra klaveret, bliver der klappet, inden Marianne stiller sig op og siger tak for i dag. Det er tid til at finde tilbage til lejlighederne. Hver bolig har en transparent kasse hængende foran døren med beboernes egne ting. En har nisser stående på kassens hylder. En anden en træhøvl og maratonmedaljer. En tredje har en udstoppet fugl. På den måde kan beboerne nemmere genkende, hvor de bor.

Om fem minutter er det ikke sikkert, at beboerne kan huske, at de har været til dansecafé. Men følelsen og livsglæden bliver i kroppen lidt endnu. Og det er hele målet. For selvom hjernen ikke husker så godt mere, banker hjertet stadig fuld af gnist og lyst.

Alzheimerforeningen anbefaler erindringsdans

Dans har mange fordele for mennesker med demens. Det styrker de motoriske evner, og samtidig skaber det også et andet sprog. Mennesker med demens kan have svært ved at forstå og bruge ord, mens de i bevægelse bruger kropsproget og spejler sig selv i andre. Det kan vække minder fra deres liv, som ikke ville kunne vækkes gennem ord og kan også stimulere den hudsult, som mange kan lide af.

Alzheimerforeningen anbefaler derfor dans til mennesker med demens og har skabt et korps af instruktører i erindringsdans.

Læs mere på alzheimer.dk/aktiviteter/erindringsdans