Det bli’r i familien

Familiens ældste er 86, mens den yngste er 2. De bor på samme adresse og spiser sammen hver eneste aften. Helse har besøgt familien Bühlmann, der har valgt en livsstil, som på en gang er helt speciel og ganske almindelig.

Anemette er 28 og Danni er 33. De er gift, ejere af hotel Scheelsminde i Aalborg og forældre til Isabella på 3 og Victor på 2. Deres hjem er på hotellet. Sådan var det også, da Anemette var barn, og dengang som i dag bor der 3 generationer på hotellet. Anemette, Danni og deres børn holder til på hotellets førstesal, mens Anemettes farmor, mammy, som startede hotellet, bor i et hus ved siden af hovedbygningen.

En tryg favn

Familien er samlet. Det er fredag eftermiddag. Vi sidder i et hjørne af foyeren ved et lille hyggeligt bord. Isabella er i børnehave, og Victor sidder på mors skød. Som de fleste to-årige børn bliver han genert med fremmede mennesker omkring sig. En tydelig ro fortæller dog, at det på ingen måder er uvant for ham. Han sidder bare der og kigger en kort stund. Så kommer mormor, som også har boet på hotellet sammen med morfar. De har nu givet plads til den yngre generation, men de bor ganske tæt på. At nærheden til mormor er noget særligt, hersker der ingen tvivl om. Der går ikke mange sekunder, før Victor skifter plads og trygt falder i søvn – midt i et hektisk hotel med mormors trygge arme omkring sig.

Indre ro på et hektisk hotel

Indre ro er måske ikke det, man forbinder med at vokse op på et hotel. Ikke desto mindre er det Anemettes højeste ønske for sine børn. De er en del af hotellet, og det hænder, at Isabella sidder og tegner hos receptionisten eller er med til et møde med farver og papir.

– Måske tænker andre, at det er for hektisk for børn at vokse op på et hotel. Det kan det måske også være, men sådan var det ikke for mig, og sådan skal det ikke være for vores børn. Hvis vi nu havde et karrierejob ude i byen, kom vi sikkert sent hjem. Vores børn er en del af det hele, de ved, hvor vi er, og får vores kærlighed. I dag er mange individualister, og mange hjælper hinanden på distancen. Med mormor og mammy tæt på får børnene utrolig meget kærlighed, og det er det vigtigste, siger Anemette.

Da Anemette var barn, spiste hun og den øvrige familie sammen med personalet. Sådan er det også i dag. Hun og Danni går ind for en fri opdragelse, men holder på, at der er nogle basale ting, der skal være i orden. Børnene skal fx lære at sidde pænt ved bordet, hvilket de hurtigt har lært, fordi de er så mange mennesker samlet til hvert aftenmåltid.

For at opleve roen skal Isabella og Victor ligesom alle andre børn også have faste rammer, så de ved, hvad de kan forvente. Når de har spist, er det derfor mor, der går med børnene op og lægger dem i seng. Som i enhver anden familie kan hun blive forhindret, og så træder mormor til.

– Men de skal have en godnathistorie hver aften. Det er fast, siger Danni.

Mammy er midtpunkt

Nu kan det lyde som om, børnene er det centrale hos familien Bühlmann. Sådan er det ikke. Med smil i stemmen og glimt i øjet siger Danni, at det faktisk er mammy, som egentligt hedder Alosia, der er midtpunktet. Det er fx hos mammy, familien samles, og hun kan lide at have dem alle omkring sig.

– Jeg synes, vi kunne mærke det på dig, da vi flyttede ind her og fik Isabella og Victor. Det var, som om du blomstrede op, siger Danni til hende.

En udtalelse, som mammy smilende bekræfter med, at hun føler sig yngre med de små omkring sig. Vanskeligt er det også at mærke, at hun er 86 år. Det kan næsten ikke passe. Sådan har hun det også selv.

– Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er så gammel. Så jeg kalder altid de små for mine børnebørn. Oldebørn lyder helt forkert, og jeg kommer også nogle gange til at kalde Danni for min svigersøn, siger mammy smilende.

Danni griner og siger:

– Faktisk tror jeg, at jeg kender dig bedre end min egen bedstemor, og det rører mig virkelig, når jeg ser dig gå rundt ude i parken med Victor eller Isabella i hånden.

Mammy elsker at have de små børn omkring sig og følge med i deres liv. Victor, som bliver passet af en au pair-pige, er derfor altid to timer hos hende hver mandag formiddag.

– Men det er også en tryghed for mammy, at vi her. Vi holder jo øje med, om hun kommer herover, og er tæt på, hvis der er noget galt, siger Anemette, der er vokset op sammen med sin farmor, som hun også har rejst meget sammen med.

Ærlighed, kærlighed og klare rammer

Det lyder næsten for perfekt. Men kan det ikke være vanskeligt at være så tæt som familie? Hele familien kender spørgsmålet og lægger ikke skjul på, at der kan være uenigheder.

– Nu har vi jo alle sammen temperament, og selvfølgelig opstår der uenigheder. Men så er det med at få tingene sagt, så vi kan komme videre, siger mormor, der også hedder Mona.

Svigersønnen Danni supplerer smilende:

– Det handler om at respektere og give plads til hinanden. Jeg skulle lige bevise, at jeg også kunne. Det tog ca. et halvt år, så var jeg inde i varmen.

Alle er de enige om, at det både handler om at give og tage. Og deres bedste råd til andre er at sætte klare grænser fra starten, respektere hinanden og sige fra. Det gør de hver især.

Når døren til mammys hus fx er låst, er det fordi hun vil have fred og ro. Sådan er det. På samme måde værner Anemette og Danni også om ugens eneste fridag, som er søndag. Her tager far, mor og børn ofte væk fra hotellet. Som enhver anden familie kan de også lide at være sig selv. De føler på ingen måde, de er bundet af, hvordan tingene var engang, selvom de ældre generationer er tæt på. Nogle af traditionerne bliver fulgt. Samtidig skaber de deres egne.

For evigt?

At bo og leve som familien Bühlmann giver dermed praktiske fordele, tryghed for alle og masser af kærlighed. Det er svært at forestille sig, at de overvejer andet.

– Vi har da haft det oppe at vende, siger Anemette og kigger på Danni.

Når de i perioder overvejer det, er det, fordi de savner en have lige uden for døren. Lige nu er de bare glade for at kunne besøge mammy i hendes hus, fordi de holder af hende, hun samler familien og kan give gode råd.

– Der skulle lige finpudses, men nu driver de hotellet på deres måde og har udviklet det. Vi holdt fx aldrig konferencer. De unge mennesker har hurtigt vist, at de kan klare både hoteldrift og børn. Det er dejligt at følge med i. Det er jo et livsværk, der bliver givet videre, slutter mammy.