Det du fokuserer på vokser: Vil du grine eller græde?

Sygdom, død, smerte og lidelse. Det er en del af livet. Men vi kan selv være med til at give det en større eller mindre plads i livet ved at fokusere mere eller mindre på det. Det er budskabet fra Morten Toft, som var en af pionererne bag indførelsen af hospitalsklovnene i Danmark.

Da vi møder Morten Toft i hans hjem lidt uden for Århus, bliver vi modtaget af en mand viklet ind i et langt, eksotisk udseende klæde med en stok i hånden.

– Aloha, er det første ord, der møder os, og vi bliver sandt at sige en anelse i tvivl, om denne mand er ved sine fulde fem. Men det er ingen tilfældighed, for sådan kan Morten Toft godt lide at møde sit publikum – med selviscenesættelse og overraskelse. Han vil gerne udfordre vores opfattelse af det normale og vise os, at der også er værdier at hente andre steder end i “det normale”. Siddende trygt og godt i en sofa med en kop kaffe på bordet, er det nemt at lege med på tankeeksperimentet, men vi er heller ikke Morten Tofts almindelige publikum. Som foredragsholder og coach bruger Morten Toft sin energi på at skabe positive forandringer. Ofte overfor de syge, de lidende og de kriseramte. For dem er det ikke helt så nemt at omstille sig til at arbejde med mulighederne i stedet for begrænsningerne.

– Jeg fik for nylig en tilbagemelding fra en pige, som havde overværet et foredrag, jeg holdt sammen med Scleroseforeningen i Århus, og hun sagde, at hun havde følt det, som om hun var i et stort sort hul, at hendes liv var på standby. Men den aften med mit foredrag, sagde hun farvel til det liv, fortæller han med tydelig stolthed, selv om han er meget opmærksom på, at det ikke kommer lige let til alle. Det kræver noget at omstille sine tanker fra begrænsninger til muligheder, fra uretfærdighed over at man er blevet ramt af en sygdom eller livskrise – til accept af livsvilkår, der måske kræver, at man skaber nyt indhold i livet.

Krise gav lyst til ny inspiration

– Da jeg var ung, havde jeg en kometkarriere, og i en alder af 24 år var jeg ansvarlig for markedsføringen af mere end 120 butikker i hele landet. Jeg kørte derudaf, skabte resultater og festede hårdt i weekenderne. Tog alkohol og smertestillende piller for at koble af, så jeg kunne køre videre næste mandag. Det gik fantastisk, ind til jeg faldt om i en af vores butikker og endte på hospitalet med en livstruende stressdiagnose.

Herefter gik det op for Morten Toft, at han havde haft for meget fart på. Han havde fokuseret så meget på festerne, pengene og resultaterne, at han havde glemt andre værdier i livet. Tid, ro, kærlighed til sig selv og andre. Heldigvis var han en ung mand med mod på livet, energi og selvtillid, så han rejste ud i verden for at hente viden og inspiration. På en af disse rejser mødte han verdens første hospitalsklovn, Patch Adams (eller Hunter Adams, som er hans rigtige navn), og arbejdede som frivillig hos ham et par måneder, inden han rejste hjem og tog initiativ til indførelsen af hospitalsklovene i samarbejde med Foreningen for kræftramte børn, børneafdelingen på Skejby Sygehus og Gøglerskolen i Århus. Ideen var den gang som nu, at det, du fokuserer på, vokser. Hvis der er en sjov klovn på afdelingen, så vokser børns livsmod og –glæde, i stedet for at fokusere på angsten for den næste nål, der skal tappe en blodprøve.

Værdi i alle situationer

Morten Toft er ikke længere personligt involveret i hospitalsklovnenes arbejde, men han har arbejdet videre ud fra de samme principper. Han synes, man skal anstrenge sig for at finde værdi i alt det, livet byder en. Det kan være svært, hvis det er en dødbringende diagnose. Men skulle det ske, er Morten Tofts ønske, at man i stedet for sygdommen fokuserer på, at man har fået lejlighed til at sige farvel til verden og ens nærmeste, at man har mulighed for at bruge tid sammen med dem, der er vigtige eller at gøre noget, man gerne vil, inden det er for sent. Den mulighed har man ikke, hvis man bliver ramt af en bus.

Det handler om at nyde den tid, man har nu, hvilket også var et af budskaberne i foredraget for Scleroseforeningen. Sclerose har ofte en meget uforudsigelig udvikling, hvilket kan fylde så meget hos patienterne, at de har svært ved at nyde den tid, der går godt.

– Det handler om, hvad du fokuserer på. Fokuserer du på nuet, eller en fremtid du ikke kender, eller en fortid du ikke kan ændre, spørger Morten Toft retorisk. Ved at fokusere på nuet, får man mulighed for at handle og gøre det, der betyder noget for en. Man kan ikke vide, om man om seks måneder, seks år eller måske aldrig ender i en rullestol, men man kan få det bedste ud af den tid, der er lige nu.

– Jeg kan også blive fanget i melankoli og triste tanker. Det er helt naturligt, at det sker. Ikke mindst hvis man har fået konstateret en kronisk eller dødelig sygdom, men jeg mener, at det er muligt at gøre noget aktivt, for at det ikke skal fylde hele ens liv, slutter Morten Toft, som dermed også erkender, at der er perioder i alles liv, som ikke føles værdifulde. Der er også tristhed, tvivl, frustration og sorg. Budskabet er alene, at det ikke skal have lov til at udslette de glæder, der trods alt også er.

Få en elektronisk bog gratis

Morten Toft har udgivet flere bøger – blandt andet bogen Ærligt Talt, som er solgt i 10.000 eksemplarer. Du kan hente den gratis på www.forfatterforedrag.dk. Søg efter Morten Wolff-Toft.

Du kan læse mere om Morten Toft og hans arbejde på www.piy.dk

 

Danske Hospitalsklovne

Foreningen Danske Hospitalsklovne blev oprettet i 2003 blandt andet på baggrund af det arbejde, som Morten Toft havde igangsat. I dag er der 22 hospitalsklovne, der besøger indlagte børn på de danske hospitaler.

Souschef Lea Brams Olesen fra Danske Hospitalsklovne fortæller:

– Hospitalet er på mange måder en voksenverden med hvide sterile omgivelser, stilhed og en alvorlig stemning. Vi fokuserer på det raske barn inde i det syge barn, der jo har brug for leg, fantasi og kreativitet, selvom barnet er indlagt.

Det er vigtigt, at det er specialuddannede hospitalsklovne, der er trænet i at observere, lytte og leve sig ind i hver enkelt barns reaktioner og følelser. Hospitalsklovnenes fornemste opgave er at give barnet selvværd og styrke, så barnet kan håndtere sin egen situation bedst muligt.

Hospitalsklovnene bliver finansieret af donationer fra private, virksomheder og fonde, og i 2013 har Danske Hospitalsklovne for første gang modtaget penge fra statens satspuljemidler – en stor anerkendelse af hospitalsklovnenes arbejde.

Har du også lyst til at støtte Danske Hospitalsklovnes arbejde kan du give dem et bidrag via deres hjemmeside www.danskehospitalsklovne.dk eller indsætte et beløb på kontonummer 3201 -3402274786.

Foreningen siger tak for alle bidrag – store som små.