Martin Buch: Det er jo dét her, som er livet

Filmaktuelle Martin Buch blev far i en sen alder. Egentlig troede han, at det løb var kørt, men så dumpede skæbnen ned foran ham på et metrosæde og forandrede hans liv. Og selvom forældreskabet kan være benhårdt, er det samtidigt noget af det mest meningsfulde, der er hændt ham. Netop nu kan han opleves som alene-homofar i Charlotte Sachs Bostrups nye dramakomedie ‘Mødregruppen.’

Martin Buchs 30’ere var ok. Uddannelsen var i hus, der var teaterjobs i kalenderen, livet kørte sådan set derudad. Han var på ingen måde ulykkelig, men det var alligevel, som om der manglede et eller andet:

– Jeg havde sådan en følelse af: “Er det det her, det handler om? Livet – er det nu?” Det føltes ikke rigtigt, som om jeg helt var landet der, hvor jeg skulle være.

Men det ændrede sig, da han trådte ind i 40’erne. Karrieren tog fart, men vigtigst af alt mødte han den kvinde, som han ret hurtigt fik to børn med. Og med forældreskabet kom følelsen af at være landet i livet:

– Efter jeg har fået børn, har jeg virkelig fået det sådan, at: “Det er jo dét her”. Der er kommet en retning på mit liv på en anden måde end før. Det at have fundet ud af at lave de her to børn sammen med et andet menneske, det synes jeg er fantastisk, siger skuespilleren, der netop nu kan opleves som singlefar i biograffilmen ‘Mødregruppen’.

I filmen, der har Danica Curcic i hovedrollen, spiller Martin Buch den homoseksuelle Mons, hvis kæreste er skredet fra ham og deres fælles adoptivbaby. Selv er Martin Buch far til to på nu syv og fem år, og dem er han dybt taknemmelig for:

– Da mine venner begyndte at få børn, og det ikke rigtigt skete for mig, begyndte jeg at se det lidt som et vilkår. Jeg har aldrig haft særligt let ved parforhold, så jeg tager mig nærmest dagligt i at tænke: “Hold da kæft, tænk, at jeg nåede at få de børn”. Det kan jeg stadig knibe mig lidt i armen over, siger han.

At blive far har med hans egne ord ‘betydet alt’. Og selvom det kan være benhårdt i de første år med to børn født så tæt på hinanden, er det også fascinerende at se dem vokse op og opleve deres personlighed folde sig ud:

– Min søn minder ret meget om mig. Vi er begge ordensmennesker, og så er han ret genert, lige som jeg selv var som barn. Hvis vi møder en bekendt på gaden, som jeg falder i snak med, gemmer han sig bag ved mig, præcis som jeg gjorde, da jeg var lille.

– Jeg tror først, jeg tog telefonen derhjemme, da jeg var 12 eller sådan noget, og jeg åbnede kun munden uden for den nærmeste familie, når jeg var fuldstændigt sikker på, at det, jeg havde at sige, enten var rigtigt eller sjovt.

Og sjov, det var han faktisk. Allerede i skolen opdagede han, at han var ret god til at få kammeraterne til at grine. Det var dog først som voksen, han fandt ud af, at den evne kunne kultiveres til noget, man kunne leve af:

– Efter gymnasiet brugte jeg et lille års tid på at arbejde og rejse og tog så på højskole. Der fik jeg en kæreste, som tog drama, så det gjorde jeg også. Og fik nærmest en åbenbaring: Jeg opdagede, at man virkelig kunne noget med det, og blev bidt af den kraft, der ligger i at dykke ind i et andet univers og blive en anden. Og folk omkring mig syntes oven i købet, at jeg var god til det.

Hans dramalærer opfordrede ham til at gå videre med skuespillet, så hjemkommet fra højskole søgte han ind på teaterskolen. Og kom næsten ind:

– Jeg kom ret langt i prøverne, og det gav så meget blod på tanden, at jeg brugte det næste år på at dygtiggøre mig. Gik på kurser og var med i noget semiprofessionelt teater, mens jeg hentede min bistandshjælp oppe på rådhuset. Det kunne man jo dengang.

– Den var nok ikke gået i dag, og jeg har tit tænkt på, om det var gået en anden vej for mig, hvis jeg ikke havde haft den mulighed. Og jeg må give min gamle konservative far, at der altid har været full support hjemmefra, selvom der i familien var en vis undren over, at generte Martin ville være skuespiller.

Anstrengelserne bar frugt, og året efter kom han gennem nåleøjet til Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Her lærte han metieren fra grunden, og det var også her, han rendte ind i den mand, der skulle blive hans faste partner in crime, Rasmus Botoft.

De fandt hinanden i teatrets kantine og lagde sammen kimen til det, der siden skulle blive til satiresuccesen ‘Rytteriet’:

– Jeg gik et par årgange over Rasmus og havde som færdiguddannet fået en rolle i en af teatrets forestillinger. En lillebitte dødssyg rolle, så jeg brugte ret meget tid på at gå og kede mig og hænge ud i kantinen. Der mødte jeg Rasmus, som jeg swingede med, og vi begyndte at udvikle nogle jokes sammen.

– Det startede som noget pjat, vi bare havde sammen, hvor vi for sjov skrev sådan nogle fiktive breve til hinanden som to sportsfolk, der delte deres tanker om noget unævneligt, der var sket i et omklædningsrum under et stævne. Og så udviklede det sig.

På et tidspunkt begyndte de to spasmagere at optræde med deres sketches, og over årene blev det, der startede i det små som et hobbyprojekt, til en ganske indbringende butik:

– I dag er Rytteriet vores hovedindtægtskilde og det, der tillader os at vælge de opgaver ved siden af, som vi selv har lyst til at lave. Det giver en stor karrieremæssig frihed, og jeg er utroligt taknemmelig for den biks, vi har sammen. Vores arbejdsmetode er stadig sådan, at meget opstår af noget sjov, vi har.

– For eksempel er snobberne vokset ud af, at vi i lang tid gik rundt og snakkede sådan til hinanden: ‘Du er sød’, ‘Ja, men du er sødere end mig’, ‘Nej, nu er du sød!’ Vi er ret forskellige som personer, men vi griner meget ad de samme ting og har opbygget en fælles pærevælling af sprog og tematikker, som vi synes er sjove.

Rytteriet er sjov og ballade og groteske situationer, der får os til at grine. Men under de groteske optrin og karakterer løber tit også en understrøm af omverdens-kritik og stillen spørgsmål ved danskens måde at indrette sit liv på. Derfor er det ikke overraskende, at makkerparret også har valgt at engagere sig i det samfund, de er en del af.

Blandt andet har de stillet op i kampen mod madspild, og siden 2012 har de været ambassadører for Folkekirkens Nødhjælp:

– Det er jo blevet ret almindeligt, at kendte mennesker lægger ansigt og stemme til en sag, de synes er vigtig. Vi valgte at gå ind i det her, fordi vi gerne vil hjælpe og gøre en indsats med det, vi nu kan, siger han og uddyber:

– Vi har været afsted med Folkekirkens Nødhjælp to gange, til Uganda og Cambodja. Det er ret vildt at se med egne øjne, hvilken forskel det gør, at en familie for eksempel får tre høns og en hane, og så efter nogle år har de et reelt indtægtsgrundlag.

– De starter med at bo i et lille usselt skur oppe på nogle lave pæle, hvor vandet strømmer ind, når det er regntid. Efter nogle år med hønsehold har de så et i vores optik stadig primitivt hus, men nu på høje pæle, seks gange så stort og med et ordentligt tag. Et ordentligt liv, ikke?

– Og det er ligesom hele pointen med vores indsats der: At kommunikere videre, hvor meget det betyder at give en ged eller et hønsehold til en familie på den anden side af kloden.

I november fyldte Martin Buch 50 år. Selvom det halve århundrede ikke er noget, der skræmmer ham fra vid og sans, er han dog begyndt at tænke lidt ekstra over, at kroppen skal holdes ved lige:

– Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal træne resten af livet. Min gamle far døjer med sin ryg, og det får jo én til at tænke lidt. Så et par gange om ugen tager jeg en times træning i noget, der hedder reformer, som er en form for pilates. Det er rigtig god coretræning og styrker selvfølgelig også resten af kroppen, fortæller han.

Efter træningen sætter han gerne prikken over i’et med en tur i Øresund. Også i de kolde vintermåneder, hvor mødet med bølgerne får det til at gibbe i kroppen:

– Altså, det er ikke ligefrem en nydelse at komme ned i det der psykokolde vand, men jeg får det virkelig godt af det bagefter. Jeg er medlem af en vinterbadeklub, der holder til ved Amager Strand. Der er hilsepligt, og det gør noget meget fint ved stemningen. Man behøver ikke snakke om alt muligt, men kan godt bare sidde for sig selv i saunaen og stirre ud på havvindmøllerne og et skib, der sejler forbi.

– Jeg plejer at tage to-tre gange i vandet og øver mig i at trodse den der panikreaktion og blive dernede så længe som muligt. Cirka 20 sekunder kan jeg vel klare for tiden. Sammen med træningen er vinterbadningen blevet mit krops-vedligeholdelses-mantra, smiler han.

Saunaens kropslige nøgenhed er ikke noget problem for den ellers blufærdige Martin Buch. Det er mere på andre parametre, at hans lidt sky temperament slår igennem – for eksempel bryder han sig stadig ikke om at tage telefonen, hvis han ikke ved, hvem der ringer.

Med tiden er han dog vokset så meget fra barndommens generthed, at han i dag kan forestille sig noget så eksponeret som at holde tale – vel at mærke som Martin Buch og ikke bag et filter af fiktionalitet.

For nylig var han til 50-års fødselsdag hos en barndomsven, og bagefter faldt det ham ind, at det egentlig kunne have været fint at holde en tale for vennen:

– Jeg kunne have fortalt nogle historier fra vores venskab, som ville have passet fint i det selskab. For eksempel kunne jeg have fortalt den sjove ting, at min ven faktisk har en aktie i, at jeg mødte moderen til mine børn. Det var nemlig på hjemturen i metroen efter en rejse sammen med ham, at jeg traf hende.

– Hun satte sig på sædet over for mig, og så faldt vi i snak. Tre et halvt år senere havde vi to vidunderlige børn sammen. Og det er jeg helt vildt taknemmelig for i dag.

Kort om Martin Buch

• Født 1968 i Kgs. Lyngby.
• Uddannet skuespiller i 1996 fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
• Har medvirket i en lang række teaterforestillinger, men er først og fremmest kendt for makkerskabet med Rasmus Botoft i satireuniverset ‘Rytteriet’. Har desuden haft fremtrædende roller i flere film- og tv-produktioner, bl.a. ‘Bankerot’, ‘Tordenskjold og Kold’, ‘Swinger’ og senest ‘Julemandens datter’. Er aktuel til februar i Charlotte Sachs Bostrups nye spillefilm ‘Mødregruppen’ og til marts med ‘Rytteriet’ i Tivoli.
• Bor på Amager med sine to børn på syv og fem.