Det handler om at være tro mod sig selv

Effektiv træning er sammen med varieret kost, visualiseringer og venskaber vejen til høj præstation for Lillan Sindahl Glümer. Med flere podiepladser deler hun her ud af sine erfaringer.

Frem til 2010 var Lillan flittig motionsløber, havde løbet maraton og ellers bare cyklet til arbejde, men så oplevede hun den første ironman i København.

– Jeg blev så fascineret af stemningen, stillede op i 2011 og vandt i min aldersgruppe, siger hun.

Siden er det blevet til medaljer ved såvel DM som EM på ironmandistancen, og to gange har Lillan kvalificeret sig til Hawaii. Motion er blevet til konkurrence, og hver uge står den på træning. Lillan er ikke stødt på doping i de miljøer, hvor hun træner, men siger, at det findes sikkert i triatlonverdenen. Det interesserer hende bare ikke.

– Det vigtigste for mig er at være tro mod sig selv og sporten. Det tager år at blive god, og det er det interessante, siger hun.

Hvad er godt for mig?

Ud over at planlægge en træning, hvor restitutionen er central, har Lillan fokus på sin kost – uden dog at være fanatisk.

– Jeg tænker på at give mig selv det, der gør, at jeg får noget ud af træningen. Kroppen skal ikke bruge unødvendig energi på at nedbryde noget, den ikke har brug for, siger hun.

Derfor spiser hun masser af grøntsager, bær og broccoli. Sidstnævnte bilder hun sig ind, at hun er ret vild med, men måske kun fordi hun ved, det er kernesundt. Det bliver også til gode fedtstoffer fra f.eks. nødder og fisk. Og så går hun ikke udenom brød og pasta, fordi hun kan mærke, at hendes krop er god til at omsætte det til energi. Op til en konkurrence forandrer hun ikke sin kost væsentligt og siger:

– Er det varmt, spiser jeg en is aftenen før, fordi fedt og kulhydrat er godt at arbejde med for kroppen. Kaffe går jeg uden om i ugen op til, fordi jeg sover bedre uden. Så sørger jeg for ikke at være sulten, fordi det er ikke godt for kroppen at mærke sult op til et løb.

Visualiseringer virker

Er der noget, der virkelig er præstationsfremmende for Lillan, er det visualiseringer. I dagene op til et løb visualiserer hun, hvad der skal ske. Hun lægger sig og tænker i scenarier: Hvordan er det at være i skiftet, når hun skal have svømmedragten af og op på cyklen, hvordan føles det at ligge i bøjlen, når hun cykler, hvad skal hun tage af energi på turen, og hvilke væskedepoter, skal hun stoppe ved.

– Visualiseringerne er vigtige for mig. De gør, at jeg har skabt en tryghed for mig selv, og at jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, så jeg på dagen kan levere det, jeg skal, siger Lillan.

Fællesskab motiverer

Som triatlet skal man kunne træne alene, fordi man kæmper alene. Trods det, er venskaber og fællesskab noget af det, der betyder mest for Lillan under træning og til konkurrencerne.

– Det er vigtigt at træne sammen med nogen, der har samme ambitionsniveau som en selv, for der er dage, hvor det bare er op ad bakke, siger hun og fortsætter:

– Og så handler min sport for mig i bund og grund om oplevelser, som jeg kan dele med andre. Det er først, når oplevelsen bliver til fortællinger, at den virkelig betyder noget for mig.

 

5 gode råd til at forberede en stor præstation

*Få sovet og hvilet

*Visualisér

*Få meget væske og sørg for ikke at blive sulten i ugen op til

*Gør det, der virker, frem for at gøre det, andre folk fortæller, at man skal

*Spis is aftenen før

Lillan Sindahl Glümers præstationTredobbelt Danmarksmester på den lange distance i 2011, 2012, 2013.

Europamester (halve distance) i 2013.

Europamester (lange distance) 2014.

Hawaii i 2013 og 2014.

Kvalificerede sig til VM i Østrig i august med en 2. plads (efter et voldsomt styrt) ved verdens største halve Ironman på Mallorca i maj 2015.