Vi er samlet 60 praktiserende læger en aften i december i Kolding og omegns lægeklynge, hvor en kollega reagerer på en oversigt over kolesterol hos klyngens patienter med type 2 diabetes. Lægerne mødes i klyngen fire gange om året, fordi de ønsker at samarbejde om at give deres patienter den optimale behandling.
Denne gang handler det om type 2 diabetes, og der er meget at snakke om. En af byens praktiserende ørenæsehals-læger starter mødet for at fortælle, at op mod 80 pct. af overvægtige type 2 diabetes patienter, lider af søvnapnø. Disse patienter skal undersøges og behandles, fordi korrekt behandling både giver bedre livskvalitet og sexliv for patienterne. Vi er 5 minutter inde i klyngemødet og er allerede blevet klogere på, hvordan vi kan understøtte livskvalitet for disse patienter.
De praktiserende læger overalt i Danmark har organiseret sig i klynger. Faktisk er over 98 pct. af lægerne med i klynger ligesom i Kolding. Jeg er blevet spurgt af en journalist, hvorfor de praktiserende læger er i klyngerne, og om de ikke i stedet burde se nogle flere patienter.
Virkeligheden er, at lægerne deltager frivilligt i klyngerne, de får ingen penge for at deltage, og de mødes i deres fritid og ser lige så mange patienter, som de plejer. Jamen, hvorfor deltager de så, ville journalisten vide. Svaret er ret enkelt. De gør det, fordi det er vigtigt for dem. De ønsker at give deres patienter den bedst tænkelige behandling og vil gå rigtig langt for deres patienter.
Det handler ikke om penge, det handler ikke om at slippe for arbejde. Nej, det handler om relationer. Det gør nemlig en forskel, at vi kender hinanden. De fleste patienter med type 2 diabetes er mennesker, vi kender rigtig godt. Vi kender deres livssituation, deres familie og kan se på dem, når der er noget galt. Det er ikke bare patienter, men det er vores patienter, som vi føler et stort ansvar for at passe på og hjælpe med at leve så godt med deres sygdom som muligt.
I Kolding skrider klyngemødet frem. Vi arbejder i små grupper med forskellige emner. Hvordan finder vi de mest sårbare patienter? Hvordan sikrer vi, at ingen diabetespatienter får medicin, som de ikke kan tåle? Hvor er det nemmest at starte, og hvor får vi den største gevinst for patienterne? Der bliver snakket om stort og småt i grupperne. Der bliver grinet og delt erfaringer fra de forskellige praksis.
Vi slutter mødet af med, at alle lægerne i fællesskab bliver enige om, hvilke initiativer vi skal gå hjem i vores praksis og iværksætte. Ved næste klyngemøde følger vi op på vores indsats og sammenligner data for kvaliteten for at sikre, at vi bevæger os i den retning, som er bedst for patienterne.
På vej hjem i bilen kl. 21.30 tænker jeg på, at vi er heldige i Danmark. Vi er heldige som praktiserende læger, fordi vi arbejder i et land, hvor får lov at give alle den samme gode behandling uanset køn, alder, race eller økonomi.
Inden jeg triller ind i indkørslen, når jeg at tænke, at det heller ikke er så værst at være patient hos praktiserende læger, der kender deres patienter og bruger deres fritid på at gøre det endnu bedre – fordi det gør en forske, at vi kender hinanden.