Det meste er, som det plejer

KOL er en alvorlig og livstruende sygdom, men med rette behandling, behøver det ikke at være så slemt at leve med KOL. Det er Kirsten Drehn-Knudsen et godt eksempel på.

Kirsten er mor til fire voksne børn, hun er bedstemor, bor i en villa fra 70’erne sammen med sin mand, passer sit fuldtidsarbejde som socialpædagog – og så har hun kun lidt over halvdelen af den forventede lungefunktion tilbage. Kirsten har KOL. Men ellers fortsætter livet, som det plejer.

Når Kirsten fortæller om sin sygdom, er det på engang helt almindeligt og helt utroligt. Ofte hører vi om KOL, som er invaliderende og livstruende, men for Kirsten er det også bare hverdag.

Kirsten har røget, siden hun var ganske ung. Hun vænnede sig til at være i dårlig form og til at hive efter vejret. Hun skrantede lidt med hoste og fik lungebetændelse, som ikke ville gå over, og til sidst endte hun på hospitalet. Da hun blev udskrevet og kom til kontrol hos sin egen læge, fik hun målt sin lungefunktion, og den lød på skræmmende 47 procent af det forventede.

– Da jeg gik ind af døren til lægen, var jeg rask, og da jeg gik ud var syg, siger Kirsten om det besøg. I bagklogskabens ulideligt klare lys, kan Kirsten godt se, at der havde været mange tegn, men alligevel havde hun svært ved at tro det.

– Jeg fik taget pusteprøver hver uge. Jeg blev ved med at tro, at det var lungebetændelsen, men det ændrede sig ikke.

Svær erkendelse

Det tog tid for Kirsten at forstå, at hun var syg, og sådan var det også for hendes mand.

– Det har taget lang tid for mig at tage det alvorligt. Jeg har haft lidt svært ved at tro på, at hun var syg, for hun virker ikke syg, fortæller Torben Drehn-Knudsen.

Både han og Kirsten var rygere, men mens Torben har dyrket motion, har Kirsten i højere grad taget sig af hjemmet, børnene og haven, hvor konditionen ikke bliver trænet i samme grad. Derfor troede de også begge, at Kirsten var i dårlig form, da hun begyndte at skulle stoppe på vej op af trapper og bakker for at hive efter vejret.

– Jeg tænkte, at nu måtte hun snart gøre et eller andet. Nu er det altså for skidt med den form, siger Torben.

Vendepunktet kom, da Kirsten erkendte, at hun havde udviklet KOL. Både hun og Torben holdt op med at ryge, og efter et par måneder deltog hun i kommunens rehabiliteringsprogram.

– Til at begynde med sagde jeg pænt nej tak. Det havde jeg ikke brug for. Men så blev jeg alligevel nysgerrig.

På kurset lærte hun at tage sin medicin korrekt, fik viden om KOL, gode råd til hverdagen med KOL og begyndte at træne sammen med andre KOL patienter.

– Træning har aldrig interesseret mig, men lige pludselig var der nogle mennesker i samme båd, og vi hev alle sammen efter vejret og hostede. Men jeg kunne jo mærke, at det hjalp.

Glemmer sygdommen

Og træningen, medicinen og rygestop har haft sin virkning på Kirstens KOL. Hendes lungekapacitet er øget til 57 procent af det forventede, og hun fungerer fint i hverdagen, passer sit fuldstidsjob, nyder sin familie og passer sin træning. Man kunne næsten glemme at hun var syg, og det gør de også indimellem.

– Kirsten har tacklet det rigtig godt, så i det daglige tænker jeg ikke så meget over det. Efter hun fik diagnosticeret KOL, gjorde hun enormt meget for at komme i form. Så til daglig lægger man ikke så meget mærke til det, siger Torben og lægger ikke skjul på, at han er stolt af sin kones indsats.

Kirsten kan også have svært ved at huske, at der er begrænsninger i et liv med en lungekapacitet, der er næsten halveret.

– Nogle gange glemmer jeg det lidt, og så kommer det til mig. Sidste år var jeg til koncert sammen med nogle kolleger. Vi skulle gå langt for at komme ind på koncertpladsen, og jeg hyperventilerede. Det var simpelthen så ubehageligt. Jeg skal ikke til koncert igen lige foreløbig, det var bare for hårdt.

Kirsten bliver ked af det, når hun mærker de begrænsninger og står og hiver efter vejret, og det er noget af det, der har været sværest for hende med sin sygdom. Og tankerne og følelserne der følger med en kronisk sygdom.

– Jeg har lige fået et nyt barnebarn, og der er et fjerde på vej. Så tænker jeg på, om jeg kan løfte på dem. Jeg troede, jeg skulle være sådan en bedstemor, der kunne det hele. Nu tænker jeg, at jeg ikke bliver så gammel. Jeg er ved at tude bare ved at sige det. Det kan godt være, at jeg bliver 80 – men alligevel. Jeg er mere grådlabil og sårbar. Det er en del af det, siger Kirsten.

Torben tænker ikke på fremtiden på den måde. Hendes KOL er stabil, og han kan ikke se nogen grund til, at den skulle blive værre, for Kirsten gør jo alt det rigtige. I stedet priser han sig lykkelig over, at hun kom til læge i tide, for han er ikke i tvivl om, at hun kunne være blevet meget mere syg, hvis der var gået to år mere med lungebetændelser og cigaretter.

– Jeg vænner det meget indad, for jeg har jo røget. På en eller anden måde er det mere legalt at have en hjertesygdom, siger Kirsten. Torben synes ikke, at hun skal skamme sig over sin sygdom.

– Nej, jeg synes ikke, det er flovt. Vi er opvokset i en tid, hvor det var meget almindeligt at ryge, og vi var ikke så oplyste. Al den viden, den er kommet i løbet af få år. Det er ikke mange år siden, jeg kunne finde på at ryge en cigaret ud af vinduet, mens jeg underviste i skolevognen, hvis jeg vidste, at eleven også var ryger. Det er svært at forklare ikke-rygerne, men sådan var det, siger Torben. Det han skammer sig over, nu hvor han ved så meget om, hvor farlige cigaretter er, er, at de har røget i hjemmet, mens de havde små børn, men de vidste ikke bedre.

Kirsten lyttede til Malte Langes CD Rygestop – røgfri på en time, da hun stoppede med at ryge.