Det sidder i hovedet – den mentale “doping”

At snyde i sport har aldrig givet den store mening for mig. Med min forstand kan jeg godt forstå fristelsen, når der er store penge på spil.

Men glæde og personlig tilfredsstillelse må være svær at føle, når gevinsten er hentet ved bedrag. På væggen i mit kontor er udspændt en stålwire fyldt med medaljer, jeg hver især har kæmpet mig til og fået overrakt med ære. At modtage en medalje ved ”urent trav” ville aldrig kunne give mig den følelse, som jeg får ved at have kæmpet mig til hæderen på ærlig vis.Jeg er født i 1959 og er maratonløber, absolut på motionsplan. Den sport, jeg hidtil kun havde haft hovedrysten til overs for, blev ved en forunderlig tilfældighed min skæbne, da jeg i en alder af 40 år løb mit livs første maraton på den kinesiske mur. Siden har sporten i almindelighed og The Great Wall Marathon i særdeleshed været en stor del af mit livs kærlighed.

Jeg er den eneste i verden, der har løbet The Great Wall Marathon hver gang, det har været afviklet. I maj gennemførte jeg løbet for 16. gang. Jeg har løbet maraton på alle verdens syv kontinenter.

Det skal erkendes, at jeg har været i krise flere gange. Jeg har været tæt på tidsgrænser, løbet i dårlig form og deltaget på tidspunkter, hvor skader og sygdom har ligget tæt på.

Man skal ikke forklejne træningsprogrammer, kostplaner og fornuftig livsførelse i det hele taget. Udover dette har jeg en ”hemmelighed”: I 2014 udgav jeg bogen, Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet.

Bogen er ikke en traditionel løbebog, men en personlig beskrivelse over de mest fantastiske rejser på hele kloden. Den er fyldt med anekdoter, billeder, og ikke mindst den gode morale om, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i sit hjerte.

For mig betyder fokusering, viljestyrke og tro på mig selv mere end alverdens træning. Ønsker man at spise en elefant, er det en god idé at gøre det i små bidder. Sådan er det med målsætning i det hele taget.

Da jeg i maj i år stod ved startsnoren til det årlige maraton i Kina, havde jeg ikke løbet i to måneder pga. en skade i baglåret. Men jeg gennemførte det i skarpt trav fra start til mål. Det var virkelig hovedet, der bragte mig igennem, og det endda i en relativ flot tid.

I juni 2013 mistede jeg uden varsel pludselig bevidstheden. Efterfølgende skete det to gange mere, og jeg måtte på hospitalet. Det var hjertet, der havde tabt slag, og inden jeg fik set mig om, var jeg pacemaker-patient.

– Der kan du se, hvad du har ud af alt det sport, du dyrker, tordnede mine børns mormor.

På ingen måde er jeg holdt op med at dyrke sport, og jeg er ganske uenig i mormoderens teori. Tværtimod tror jeg, at netop min fysiske form kan være årsagen til, at jeg slap nådigt igennem dette sygdomsforløb.

Jeg har nu løbet fem maraton med pacemaker. Dette gør mig nu hverken unik eller speciel. På mine rejser rundt i verden har jeg mødt løbere, der var ramt af astma, sklerose, kræft, blinde, døve, hjertetransplanterede og benamputerede. Budskabet er ikke, at man kan løbe maraton efter enhver personlig krise. Budskabet er, at man kan komme videre med den rette personlige målsætning. Der er altid en vej mod det, man søger, hvad enten det er inden for sport, karriere, interesser, familie eller kærlighedslivet.  If you can dream it, you can do it!

Henrik Brandt

Forfatter og maratonløber, der er kendt som “Mr. Great Wall” – som den eneste i verden har Henrik Brandt løbet maraton på Den Kinesiske Mur 16 gange. De fem med pacemaker.