Det skal mærkes, at vi lever

Det er titlen på en samtalebog skrevet af Karen Thisted i 2003 mellem Johannes Møllehave og Benny Andersen. Jeg er begyndt at genlæse bogen for kort tid siden og kommer til at tænke på bogen, da jeg sidder med en patient på 35 år med svær migræne.

Hun beskriver, hvordan hendes anfald begynder med synsforstyrrelser, der efter en halv times tid efterfølges af dunkende hovedpine i venstre side af hovedet ledsaget af kvalme og opkastninger. Hendes anfald varer normalt fra seks til otte timer, og hun har migræne fire til fem gange om måneden.

Men det er ikke ”bare” migrænen, hun lider af. Hun er også naturligt psykisk påvirket af den invaliderende situation. Jeg spørger hende, om hun kan fortælle noget mere om sygdommen, og hun fortæller, at det begyndte, da hun fik sit første barn for fem år siden. At det i begyndelse var relateret til hendes menstruation, men gennem det seneste halve år, er det taget til i hyppighed og intensitet. Hun bliver mere og mere psykisk påvirket af situationen. Selv når hun ikke har ondt, er hun ikke rigtig glad, at hun ikke kan passe sit arbejde ordentligt, og at hun føler, at hun svigter både professionelt og privat. Alle de dage, hun ikke er syg af migrænen, ærgrer hun sig over det, den har ødelagt for hende, og hun frygter, hvornår den kommer igen, og hvad den kommer til at ødelægge næste gang. Hun mærker i den grad, at hun lever, men ikke på den positive og livsbekræftende måde. Hun oplever, at sygdommen efterhånden fylder så meget, at hun er ved at miste oplevelsen af mening og sammenhæng i sit liv.

I bogen taler Johannes om sorg, afmagt og tabt energi, da han citerer filosoffen Villy Sørensen for at have sagt ”Det var godt, vi fik det bedre, men det var bedre, hvis vi fik det godt.” Jeg kan godt lide citatet, fordi det siger noget om, at sundhed er mere end fravær af sygdom. Det, at have det godt, er svært at sætte på formel, men alligevel giver det rigtig god mening og er afgørende for god trivsel. Det er en følelse, der er let at genkende, og som vi ikke er i tvivl om, når vi mærker den.

Jeg spørger hende, hvornår hun sidst har haft det godt. Hun tænker lidt og begynder at græde, før hun siger, at hun ikke kan huske, hvornår hun sidst har haft det godt. Jeg siger til hende, at jeg godt kan forstå hendes følelser, og at min oplevelse er, at hun reagerer naturligt på en unaturlig situation. Noget af det, der koster mest psykisk energi, er kontroltab. Hun oplever i den grad kontroltab, både når det handler om hendes fysiske og psykiske helbred. Der er ikke noget unaturligt over hendes måde at reagere på, men mængden og tyngden af de belastninger, hun er udsat for, betyder, at hun ud over sin migræne nu også har symptomer på belastningsreaktion og mulig begyndende depression.

Jeg henviser hende til neurologisk afdeling, hvor der er et hovedpinecenter med speciale i håndtering af migræne. Hyppigheden af hendes migræne betyder, at hun formentligt kan have glæde af forebyggende behandling, der kan være med til at nedsætte hyppigheden af hendes migræneanfald. Jeg giver hende desuden nogle psykometriske test og aftaler en opfølgende tid til samtale om hendes psykiske helbred.

Både Benny Andersen og Johannes Møllehave har haft en depression. De har oplevet at miste følelsen af mening og sammenhæng. De har mærket livet, når det gør mest ondt. I bogen mindes de om de mange nuancer i det at mærke livet og beskriver, hvordan det er at komme ud på den anden side. Jeg håber, at jeg også kan hjælpe min patient ud på den anden side.