Diabetikere skal ikke kun sørge for at have et pænt langtidsblodsukker. De skal også leve med en kronisk sygdom, der kan kræve meget af psyken.
Der er et stort dagligt arbejde forbundet med at have diabetes. Det konstante behov for egenkontrol kan udmatte og føre til diabetes-stress, der øger risikoen for en egentlig depression. Psykolog Anne Hvarregaard Mose, der siden 2003 har behandlet type 1-diabetikere på Aarhus Universitetshospital i Skejby, forklarer:
– Det kan være trættende hele tiden at skulle tænke frem og tilbage og planlægge, hvornår der er mad. I en travl hverdag, hvor vi ofte befinder os på vej fra A til B, duer det ikke at få lavt blodsukker i bilen, eller at være på farten i timevis uden spisepauser. Nogle type 1-diabetikere vælger derfor at have lidt for højt blodsukker hele tiden for at undgå at få lavt blodsukker, men det medfører jo dårlig diabetesregulering på langt sigt. Dårlig regulering giver træthed, humørsvingninger, manglende koncentration og overblik – for ikke at nævne en konstant dårlig samvittighed, og kommer man først ind i den onde cirkel, kan læsset hurtigt vælte.
Man får typisk type 1-diabetes som barn eller ung. Nogle type 1-diabetikere oplever en ekstra udfordring i forhold til deres sygdom, når de flytter hjemmefra.
– Der kan opstå et oprør mod kontrol og vejning af mad i teenageårene, og når mor giver slip, kan det gå helt galt. I 15-25-års alderen vil man bare gerne være som alle andre, og type 1-diabetikere har flere sårbare perioder end type 2-diabetikere, fordi de får sygdommen tidligere i livet. Man prioriterer måske jobbet og/eller børn og familien før sin diabetes. Problemet er, at diabetes altid rammer dig i nakken – for når man er dårlig reguleret, har man mindre overskud til børn, familie og arbejde, siger Anne Hvarregaard Mose. Hun spørger altid nye patienter, om de i det hele taget gerne vil være bedre reguleret.
– De vil naturligvis gerne have et pænere blodsukker, men det kan føles uoverskueligt at opnå det. Jeg spørger, hvad der blokerer for en bedre regulering. Det kan være alt fra angst for lavt blodsukker, og at man ikke vil vise, at man har diabetes, til almindelig travlhed og så videre. Nogle gange foreslår jeg, at de kan begynde at måle blodsukker regelmæssigt UDEN at kigge på tallet. For hvis tallet er for højt, har de ikke lyst til at måle igen og få dårlig samvittighed. Når de er blevet vant til at måle blodsukker, synes de ofte, at det er fjollet ikke at kigge på tallet, og derefter lægger vi en plan for, hvordan tallet kan blive pænere. Det handler om at få nogle vaner og rutiner, der kan ligge i baghovedet. Folk har ofte modstand mod den rytme, fordi de frygter, at det fylder meget, men det fylder faktisk mere at være dårligt reguleret, for så bekymrer man sig og føler, at diabetes styrer ens liv og tager al for meget af ens energi. Det er en form for diabetes-stress, vi gerne vil undgå, da det øger risikoen for depression, understreger Anne Hvarregaard Mose.
Det hjælper patienterne at sparre med en psykolog om den egenomsorg, diabetes kræver. Derfor ville Anne Hvarregaard Mose ønske, at adgang til psykologhjælp bliver en integreret del af diabetesbehandlingen.
– De ”værktøjer” diabetikerne får hos en psykolog, kan de både bruge nu og senere i livet. I stedet for at føle, at diabetes styrer dem, vil de opleve, at de styrer deres diabetes. Hvis man hverken har lyst til at benytte en psykolog eller at møde andre diabetikere i en fysisk diabetesgruppe, kan man prøve at sparre med andre diabetikere på internettet. Der findes gode diabetesgrupper på Facebook, hvor man opmuntrer og støtter hinanden. Det kan nemlig godt lade sig at gøre at få et godt liv med diabetes, især hvis vi fokuserer på det hele menneske og ikke overser den betydelige arbejdsindsats og den mulige psykiske belastning ved diabetes.