Diabetes: En sygdom ude af kontrol

Af: Britt Nørbak

Diabetesforeningen kæmper for at forbedre vilkårene for mennesker med diabetes. Det er en vigtig opgave, da hver 18. dansker i dag har diabetes.

Med jævne mellemrum er der historier i pressen om, at vi har en diabetes-epidemi i Danmark. Men har vi noget, der reelt kan kaldes for en ”epidemi”, og hvad betyder det i så fald? Det ved Henrik Nedergaard, der er administrerende direktør i Diabetesforeningen.

– Vi HAR en diabetes-epidemi i Danmark. Det var faktisk Diabetesforeningen, der fik sat fokus på, at sygdommen er ude af kontrol. I 2007 undersøgte vi, hvorfor der ikke var politisk fokus på en sygdom, der rammer så mange mennesker. Det viste sig, at kræft og hjertekarsygdomme lå øverst på opmærksomhedsbarometeret, og at diabetes først kom nede på 10.-12.-pladsen. Diabetes er en ”stille dræber”, så det er vigtigt for os, at sygdommen bliver taget seriøst af både politikerne og befolkningen, forklarer han. Diabetesforeningen lancerede derfor den første store diabeteskonference, Diabetestinget, i 2008, for at opnå en større forståelse for diabetes. Initiativet blev godt modtaget, og der har siden været en konference hvert andet år. I 2014 havde konferencen fokus på, hvordan man forebygger følgesygdomme hos diabetikere og sikrer dem det bedst mulige liv med diabetes.
– En diabetesdiagnose kan være en stor omvæltning for både patienten og de pårørende. Diabetes kan forringe livskvaliteten, og det kan være svært at passe sit arbejde, hvis man har mange følgesygdomme. Vores beregninger viser, at diabetes koster 31,5 milliarder kroner om året, svarende til otte-ni procent af det samlede sundhedsbudget, så rent økonomisk er det også i samfundets interesse, at diabetikerne har det så godt som muligt så længe som muligt, understreger Henrik Nedergaard.

Mange udfordringer ved diabetes

Diabetesforeningen vil gerne rumme alle diabetikere, uanset alder og livssituation. Derfor har foreningen mange forskellige tilbud til type 1- og type 2-diabetikere og deres pårørende, hvad enten de efterspørger eksempelvis motivationsgrupper, rådgivning og støtte eller diabetesvenlige opskrifter.

– Vi er meget opmærksomme på, at der er mange udfordringer ved at have diabetes. Det er én situation, hvis man har et barn med diabetes, en anden når diabetikeren er teenager, en tredje når man stifter familie, en fjerde når man er ældre og så videre. Vi vil gerne tale på alle diabetikernes vegne, og vi føler, at der er opnået en vigtig forståelse for diabetes i Sundhedsministeriet. Vi vil også gerne have hr. og fru Danmark til at forstå, hvad diabetes er for en sygdom, og hvorfor den kan være livsfarlig. Som diabetiker kan og bør man gøre meget selv for at have det godt, og det skal formidles i øjenhøjde, at en sund livsstil har en meget stor betydning for både type 1- og type 2-diabetikere.

Så mange danskere har diabetes

  • 320.545 danskere har diabetes – det svarer til 5,7 procent af befolkningen.
  • Type 2-diabetes udgør cirka 80 procent af alle tilfælde.
  • 200.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes.
  • 750.000 danskere skønnes at have forstadie til diabetes (prædiabetes).
  • Antallet af diabetikere i Danmark er fordoblet på 10 år. Tallet forventes at fordobles igen frem til år 2025, så der til den tid vil være over 600.000 danskere med diabetes.
  • Diabetes koster det danske samfund omkring 86 millioner kroner om dagen.(Kilde: diabetes.dk)

Sygdommen markeres hvert år

I 2006 vedtog FN at udnævne den 14. november til Verdens Diabetes Dag. Diabetesforeningen støtter Verdens Diabetes Dag med en landsdækkende markering. I 2014 oplevede foreningen, at dens hjemmeside gik ned, fordi over 5.000 danskere ville testes for, om de var i risikogruppen for type 2-diabetes.
– Vores mål er at få fat i de cirka 200.000 danskere, som har en uopdaget type 2-diabetes samt de cirka 750.000 danskere, som er i risiko for at udvikle diabetes. Det gør vi ved at tilbyde blodsukkermålinger og risikotests ved arrangementer over hele Danmark. Sidste år var der en enorm interesse for vores test inde på hjemmesiden, hvor man hurtigt kan tjekke, om man er i risikogruppen for at udvikle type 2 og derfor bør gå til sin læge og blive tjekket. Jeg kan varmt anbefale testen, for hvis man har diabetes eller forstadier til sygdommen, er det bedst at finde ud af det så hurtigt som muligt, så man enten kan forebygge sygdommen med sund kost og motion eller få behandlet sygdommen, så man undgår følgesygdomme, siger Henrik Nedergaard.