Sammenhængen mellem diabetes og tandsundhed

Af: Tandplejer Camilla Pilsgaard, privatpraktiserende, Mundvigen Tandklinik, Roskilde

Foto: Scanpix/Iris

Hvis du har diabetes, har dine tænder behov for ekstra opmærksomhed og pleje. Et velreguleret blodsukker er også vigtigt for din tandsundhed.

Diabetes er en kronisk sygdom, der skyldes et for højt sukkerindhold i blodet. Dette kan føre til en række følgesygdomme i f.eks. hjertet, øjne, fødder, men også i mundhulen.

Du har større risiko for at få:

  • Mundtørhed
  • Huller i tænderne
  • Parodontitis
  • Svampeinfektion

Dit blodsukkerniveau er vigtigt for sygdomsbilledet i din mund. Hvis dit blodsukker ikke er velreguleret, har du endnu større risiko for sygdom i munden. F.eks. parodontitis vil have et hurtigere og mere alvorligt forløb, som kan ende med tandtab. Omvendt kan dit blodsukkerniveau blive nemmere at holde velreguleret, hvis din parodontitis bliver behandlet regelmæssigt.

Mundtørhed er en kendt følge af diabetes. Mundtørhed giver bakterier bedre vilkår til at formere sig, og derfor er der en øget risiko for huller i tænderne, tandkødsbetændelse og svamp.

Hvad kan du gøre?

Det er vigtigt, at du går regelmæssigt til tandeftersyn, så eventuelle problemer bliver opdaget og behandlet i tide.

Din mundhygiejne er også meget vigtig.

  • Børst tænder to gange dagligt, gerne med en el-tandbørste.
  • Brug en fluortandpasta med et fluorindhold på 1450 ppm. Evt. tandpasta uden skummemiddel, hvis du har tørre eller sarte slimhinder.
  • Brug mellemrumsbørster hver dag.

Ved mundtørhed, skal du holde dig fra sukkerholdige drikke. Brug i stedet sukkerfrit tyggegummi eller sukkerfrie sugetabletter. Apoteket har også forskellige produkter, der kan hjælpe dig, hvis du er meget mundtør.