Diabetes udfordrer tandsundheden

Af: Helse-redaktionen

Foto: Scanpix/Iris

Paradentose og tandkødsbetændelse hænger sammen med diabetes. Så, hvis du har diabetes, er det en rigtig god idé at være ekstra omhyggelig med din daglige mundhygiejne og huske at besøge din tandlæge jævnligt.

Undersøgelser har vist, at mennesker med diabetes med langvarige forhøjede blodsukkerværdier oftere får tandkødsbetændelse og paradentose. Tandsygdommene er ofte alvorlige hos folk med diabetes, bl.a. fordi sår i munden kan have sværere ved at hele. Og fordi nedbrydningen af knoglevæv kan være forøget.

Diabetikere kan også opleve andre mundlidelser som:

  • Nedsat spytproduktion
  • svampeinfektioner
  • mundtørhed
  • huller i tænderne.

Smagsforstyrrelser

Der er desuden en sammenhæng mellem alvorlige paradentose-skader og udviklingen af følgesygdomme som nyresygdom og hjertekarsygdom.

En alvorlig paradentose kan være et varsel om andre følgesygdomme som nyre- eller hjertesygdom. Bliv derfor tjekket for følgesygdomme hos din læge, hvis du får konstateret paradentose.

Når du har diabetes, bør du i det hele taget regelmæssigt gå til tjek hos din tandlæge. Her vil tandlægen undersøge din mund og konstatere eventuelle tandsygdomme. Aftal hyppigheden af kontrolbesøg med din tandlæge.

Hvordan kan jeg forebygge tandsygdomme?

Hvis din diabetes ikke er optimalt reguleret, kan den bidrage til udviklingen af tandsygdomme som tandkødsbetændelse og paradentose. Det er derfor vigtigt, at du går til regelmæssig kontrol både hos din tandlæge og læge.

Desuden er tandbørstning altafgørende for en god mundhygiejne. Du bør børste tænder med fluorholdig tandpasta to gange dagligt. Tandbørstning er dog ikke altid nok til at rense helt inde mellem dine tænder. Derfor anbefaler vi, at du dagligt bruger tandtråd, tandstikker eller mellemrumsbørte.

Regelmæssige undersøgelser hos tandlægen er meget vigtige, da kun tandlægen kan give dig de nødvendige tandrensninger, så tandsten og bakterier i tandkødslommerne fjernes. Vi anbefaler, at du går til tandlægen mindst to gange årligt.

Derudover er en god diabeteskontrol med til at holde risikoen for tandsygdomme nede. For at undgå tandproblemer er det derfor helt afgørende at holde et stabilt og fornuftigt blodsukkerniveau og undgå sukkerholdig mad og drikke.

 

Kilde: www.diabetes.dk