Diabetesforskningen rykker sig hele tiden

Hvor diabetesforskningen tidligere havde meget fokus på bugspytkirtlen, er der i dag kommet mere fokus på tarmsystemets betydning for type 2-diabetes.

Da professor og overlæge Tina Vilsbøll var på sin første diabeteskongres i 1998, var der fokus på gener og på bugspytkirtlen, fordi den producerer insulin. De senere år er fokus på bugspytkirtlen blevet mindre, og diabetesforskningen har rykket sig meget. Især forskning vedrørende tarmens betydning for type 2-diabetes har gjort en forskel. Opdagelsen er blandt andet gjort af det prisbelønnede Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital, som Tina Vilsbøll leder.

– Siden 2006 er fokus på insulin trådt lidt i baggrunden, og der er kommet mere fokus på tarmens vigtige funktion i forhold til type 2-diabetes. Tarmen er kroppens største hormonproducerende kirtel og har blandt andet indflydelse på kroppens sukkerstofskifte. Derfor er den interessant, når det gælder diabetesforskning og -behandling. Vi har undersøgt, hvordan tarmhormoner virker i en rask krop, hos overvægtige med og uden prædiabetes, og hos type 2-diabetikere. Konklusionen blev, at nogle type 2-diabetikere laver lidt mindre af tarmhormonet GLP-1, og det, de laver, virker ikke lige så godt som hos raske. Det var derfor et stort gennembrud, da det blev muligt at behandle diabetespatienter med medicin baseret på tarmhormonet GLP-1 som eksempelvis præparaterne Victoza (injektioner) og Januvia (tabletter). Der findes aktuelt ikke en helbredende behandling for hverken type 1 eller type 2. GLP-1-baseret behandling kurerer heller ikke diabetes, men det har gjort en forskel for behandlingen af type 2-diabetes, siger Tina Vilsbøll. Hun ser i øvrigt gerne, at man stopper med at kalde diabetes for sukkersyge, da hun finder ordet misvisende.

– Den eksplosive stigning i type 2-diabetes skyldes primært, at et stigende antal mennesker er inaktive og overvægtige. Når man er overvægtig, nedsættes insulinfølsomheden, og på et tidspunkt kan bugspytkirtlen ikke længere følge med, blodsukkeret øges og forstadiet til type 2-diabetes (prædiabetes) udvikles. Lægger prædiabetikere ikke deres livsstil om og taber sig, udvikler de ofte en lang række sygdomme, herunder type 2-diabetes, forklarer Tina Vilsbøll.

Kan diabetesrisikoen reduceres?

Tina Vilsbøll medvirkede i 2013 i tv-udsendelserne ”U-Turn” med livsstilscoach Chris MacDonald for at forklare, at livsstilssygdomme som type 2-diabetes skal tages seriøst.
– Jeg vil gerne fortælle den brede danske befolkning, at type 2-diabetes virkelig er farlig, hvis man ikke passer på sig selv, går til lægen og bliver godt reguleret. Overlevelsen for visse typer cancerpatienter er højere end for nogle typer af diabetikere med alvorlige følgesygdomme. Dårligt regulerede diabetikere dør for tidligt af blandt andet blodpropper i hjerne og hjerte. Der kræver en stor indsats af den enkelte diabetiker at få et tilfredsstillende langtidsblodsukker, blodtryk og kolesteroltal, men det er ofte muligt. Nogle af vores seneste forskningsresultater viser eksempelvis, at træning tre gange om ugen i kombination med den GLP-1-baserede medicin virker. Deltagerne tabte sig og fik et pænere langtidsblodsukker, udtaler Tina Vilsbøll. Center for Diabetesforskning kører også træningsstudier med mennesker, der er i forstadiet til at udvikle type 2. Man undersøger, om det er muligt at rykke dem fra højrisikogruppen til lavrisikogruppen.

Møder diabetikere i praksis

Udover at forske i diabetes behandler Tina Vilsbøll også diabetespatienter. Derfor ved hun, at det er kompliceret at behandle diabetes, hvilket hun også hører fra de praktiserende læger. Efter interviewet med HELSE underviste hun 60 praktiserende læger i netop diabetesbehandling.

– Diabetesforskningen ændrer sig hele tiden, og mange praktiserende læger synes, at det er en stor udfordring at følge med. Men det er vigtigt, at de er med på beatet, så alle diabetikere kan få den bedst mulige moderne diabetesbehandling. Jeg har en kvindelig patient, der har tabt 60 kg på fem år. Hun indså, at en vægt på 140 kg er farlig, og at et stort vægttab kan gøre underværker for hendes diabetesregulering. Jeg var ”den skrappe læge”, hun skulle overholde aftalen om vægttab med, men det virkede! Jeg ser det lidt som min mission her i livet at forklare patienterne, hvor farligt det er at være dårligt reguleret og overvægtig, men jeg fortæller også, hvad der kan gøres ved situationen. Mange type 2-diabetikere kan forbedre deres blodsukker, kolesteroltal og blodtryk markant, hvis de tager deres medicin, motionerer, og taber sig. Men hvis de falder tilbage i deres gamle spise- og motionsmønster, vil det igen gå ud over deres helbred, siger Tina Vilsbøll. For type 1-diabetikere handler det også om at passe godt på sig selv.
– Det er en stor udfordring for type 1-diabetikerne at skulle stikke sig, men heldigvis kommer der hele tiden nye og bedre insulinpræparater og insulinpumper på markedet, der gør det lettere at medicinere sig selv korrekt. Hvis type 1-diabetikere passer deres sygdom, kan de fleste leve et langt liv uden alvorlige følgesygdomme, smiler Tina Vilsbøll. Smilet kan dog stivne, som da der først var dårlig presseomtale af GLP-1-produkter, og efterfølgende ikke var nær så meget presseomtale, da GLP-1-produkterne blev frifundet for at være ”farlige”.

– Det kan være lige så udfordrende, når medierne udokumenteret stempler et diabetesprodukt som farligt, som når de udråber et produkt til at være helt fantastisk. Overskrifter som: ”Ny diabetesmedicin redder tusindvis af liv” kan i værste fald give læserne indtryk af, at diabetes kureres ved at tage en pille, og det er forkert på nuværende tidspunkt. Over de seneste årtier er prognosen for diabetespatienter bedret markant. Moderne diabetesbehandling omfatter en individuelt ”designet” kombination af blodtryksmedicin, kolesterolmedicin og blodsukkerregulerende medicin, hvilket tilsammen nedsætter risikoen for blandt andet hjertekarsygdom. Den bedste og mest veldokumenterede behandling af diabetes anno 2015 er daglig indtagelse af medicin kombineret med vedvarende omlægning af livsstil. Vi er dog endnu ikke i mål, så kampen fortsættes både i forskningen og i klinikken, understreger Tina Vilsbøll.