Diagnose-pres på læger

Sygedagpenge eller førtidspension kræver stadig oftere en diagnose. Og derfor kan læger føle sig tvunget til at give borgerne en diagnose, mener Det Etiske Råd.

Når læger skal diagnosticere borgere med psykiske lidelser, står de ofte i et svært dilemma. Lidelserne kan nemlig være så slemme, at borgeren har behov for en pause fra arbejdsmarkedet, men ikke slemme nok til, at der kan sættes en bestemt diagnose på. Men uden diagnosen vil borgerne med stor sandsynlighed ikke få tildelt sygedagpenge, og derfor må lægen vurdere, om han skal give en diagnose, som borgeren egentlig ikke har.

Dilemmaet beskriver et af de største problemer ved at anvende diagnoser i dag. Sådan lyder det i en rapport fra Det Etiske Råd. For når psykiske diagnoser som depression flyttes over i andre systemer som det kommunale, får de pludselig afgørende betydning for, hvilken hjælp borgerne kan få, siger Steen Vallentin, formand for rådets arbejdsgruppe om anvendelse af diagnoser og lektor på Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School.

-ifølge lovgivningen må en diagnose ikke være tungen på vægtskålen i tildelingen af sociale ydelser. Men diagnoser er med tiden blevet et let kriterium at træffe beslutninger ud fra i kommunerne. Enten har du fået en bestemt diagnose, som f.eks. depression, eller også har du ikke, og hvis du ikke har, er der sociale ydelser, som du ikke kan få tilgang til. Virkeligheden er bare ikke så sort-hvid, og derfor kan læger føle sig pressede til at sætte en label på borgerne. Men en label, som ikke passer til vedkommende, siger Steen Vallentin til Kristeligt Dagblad.

Rapporten fra Det Etiske Råd bygger blandt andet på nyere forskning og workshops med fagpersoner og patienter, hvor der ifølge Steen Vallentin er udtrykt et ønske om mere helhedsdækning i anvendelsen af diagnoser.