Din partner kan have indflydelse på, om du rammes af type 2-diabetes

Nyt studie blandt par, hvor den ene har type 2-diabetes, skal bidrage til bedre at kunne identificere personer i risiko for at udvikle sygdommen. Håbet er, at forebyggelse og behandling af type 2-diabetes kan bedres i fremtiden.

Det kan godt betale sig at finde en livsledsager med et godt helbred, hvis man gerne selv vil forholde sig sund og rask. I hvert fald, når det handler om folkesygdommen type 2-diabetes, som omkring en kvart million danskere er diagnosticeret med. Det har forskning allerede vist, fortæller læge og ph.d. Omar Silverman, der forsker i type 2-diabetes på Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet og har lavet ph.d. om familierelationers betydning for udvikling af type 2-diabetes.

– Vi ved, at man har større risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvis det i forvejen er i familien. Har din mor eller far type 2-diabetes er risikoen for, at du også udvikler sygdommen dobbelt så stor som andre, hvis forældre ikke har type 2-diabetes. Men i min ph.d. fandt jeg ud af, at det ikke kun handler om, hvorvidt en af dine forældre har sygdommen. Det viste sig også, at jo yngre dine forældre er, når de bliver diagnosticeret med type 2-diabetes, jo højere er risikoen for, at du selv udvikler sygdommen, forklarer han.

Men det er ikke kun ren genetik, der afgør, om det enkelte menneske udvikler type 2-diabetes. Sociale, adfærds- og miljømæssige forhold spiller ligeledes ind – også i de enkelte familier, hvor der ofte kan findes de samme sociale og adfærdsmæssige mønstre igennem generationer.

Sover og spiser du samtidig som din partner?

I sin postdoc-afhandling, som han netop har fået tildelt støtte til fra Danish Diabetes Academy, vil Omar Silverman atter ser nærmere på familieforbindelser og -relationer på befolkningsniveau som en fortsættelse af sit ph.d.-projekt. Ved at analysere data fra forskellige sundheds- og socialregistre er målet at få et bedre kendskab til, hvordan mere viden om familiernes sygdomshistorie – ikke kun diabetes, men også mental sundhed og kronisk sygdomshistorie – sammen med familiens socioøkonomiske faktorer kan forbedre identifikationen af personer med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Men den landsdækkende registerundersøgelse er kun den ene del af hans postdoc-afhandling. Omar Silverman fortæller, at den skal kobles med en såkaldt tværsnitsundersøgelse, hvorigennem han vil indsamle viden om livsstil hos par, hvor den ene part har type 2-diabetes.

– Jeg vil se på parrenes daglige aktivitetsmønstre – hvordan de spiser, træner og sover. Og ikke nok med det. En del af projektet er også løbende og eksternt at forsøge at tracke dem for at finde ud af, om de gør tingene synkront. Hvor koordineret er deres søvn, deres fødeindtag og fysiske aktivitet? Deres blodsukker og puls vil løbende blive målt, så vi kan se, hvordan de er synkroniseret, siger han.

Når det er vigtigt at se på synkroniteten af parrets adfærd, er det fordi, synkroni er en målstok for koordination. Og koordination fører til samarbejde ifølge Omar Silverman.

– I dette særlige tilfælde er synkronisering vigtig, fordi den kan hjælpe os med at identificere specifikke tidspunkter, hvor par er synkrone eller asynkrone i deres adfærd. På den måde kan vi sætte ind med parbaserede tiltag, der er tilpasset deres synkroni. Forestil dig, at vi for eksempel kan identificere et specifikt øjeblik, hvor den ene partner er fysisk aktiv, og den anden er stillesiddende. Måske kan vi målrette disse specifikke asynkrone tidsvinduer for at motivere den stillesiddende partner til at slutte sig til den aktive partner, siger han.

Dobbeltgevinst

Med studiet håber Omar Silvermann at tage det første skridt henimod det, han kalder par-forebyggelse.

“Hvis du rammer de her par, hvor den ene allerede har type 2-diabetes, og den anden er i risiko for at udvikle sygdommen, så kan du få en dobbeltgevinst ved at arbejde med forebyggelse hos den ene og behandling hos den anden.”

Den nuværende tilgang til forebyggelse af type 2-diabetes er oftest fokuseret på den individuelle patient. Men selvom livsstilsforebyggende interventioner har vist sig at være effektive, falder den langsigtede bæredygtighed og effektivitet over tid. Omar Silverman vil tænke i en anden retning.

– Med min forskning forsøger jeg at ændre dette paradigme. Jeg tror på, at ægtefælle-, familie- eller sociale netværksinterventioner til diabetesforebyggelse og -pleje kan føre til mere bæredygtige interventioner, siger han og fortæller, at resultaterne af hans undersøgelser vil være klar om cirka to år.