Dit liv – dit valg!

For et halvt år siden besluttede Anne-Marie Palludan, 32, at oprette et livstestamente. På det tidspunkt havde hun gennem to år været vidne til begge sine forældres kræftforløb.

I 2009 begyndte Anne-Marie Palludans mareridt. Med blot otte måneders mellemrum blev begge hendes forældre diagnosticeret med uhelbredelig lungekræft – først faren og derefter moren, hvis sygdom var meget aggressiv og hurtigt bredte sig til hjernen.

Forældrene havde ikke oprettet livstestamenter, og derfor blev Anne-Marie i løbet af de næste to år blandt andet vidne til sin fars irrationelle beslutning om at forlænge morens liv mest muligt, og sidenhen selv bedt om at træffe beslutning om farens livsforlængende behandling, da han lå for døden.

Det var især svært for Anne-Marie at opleve, hvilke konsekvenser det havde, at hendes far – midt i sit eget sygdomsforløb – skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med hendes mor. Selvom lægerne fortalte, at moren måske kun kunne få et par måneder mere at leve i, valgte han, at hun skulle holdes i live længst muligt.

– Jeg synes, min fars beslutning var utrolig egoistisk. I de sidste måneder af hendes liv kom hun til at ligge på et plejehjem, som kom til at fungere som et hospice – og her døde hun. Det var ikke en værdig død. Det eneste min fars beslutning medbragte var, at min mors pine og død blev trukket ud. Personalet var selvfølgelig fuldt ud eksemplariske i deres håndtering af situationen, men hun skulle have haft lov til at få fred noget før og med mere værdighed, siger Anne-Marie.

Fred til far

Da Anne-Marie kort tid efter morens død skulle træffe beslutninger om sin fars forløb, følte hun det som en umenneskelig opgave.

– Det var forfærdeligt – jeg var gået ned med svær stress, svær depression og svær angst. Jeg følte afmagt og var ødelagt efter min mors sygdomsforløb, fortæller hun.

Anne-Marie var dog ikke et øjeblik i tvivl om, hvad hun ønskede for sin far. Han var koblet til slanger og maskiner med en lungefunktion, som var nærmest ikke-eksisterende og med en fuldstændig ødelagt psyke efter morens død – et liv, som i Anne-Maries øjne, ikke længere var værd et leve.

– Min fars liv var ødelagt af sygdom og svær sorg, det ville være umenneskeligt at holde ham i live for min skyld, han fortjente at få fred, siger hun.

Da han gik i koma, var beslutningen taget i samråd med overlægen: Hendes far skulle ikke modtage livsforlængende behandling. Han døde i februar 2011.

Et selvstændigt valg

Alle i Danmark kan oprette et livstestamente. Heri kan man på forhånd frabede sig en livsforlængende behandling i en situation, hvor man ikke har udsigt til bedring eller lindring i sygdommen – men kun til en mindre livsforlængelse.

Med et livstestamente får du indflydelse på din behandling, hvis du skulle komme i en situation, hvor du er så syg, at sundhedspersonale og pårørende ikke længere – og aldrig igen – vil kunne komme i kontakt med dig – og hvor du derfor ikke selv kan ytre dig om dine ønsker længere.

Anne-Marie havde længe, og også før forældrenes sygdom, tænkt over at oprette et livstestamente, da hun går ind for aktiv dødshjælp og mener, at et livstestamente er det, der kommer tættest på. At se sine forældre gå gennem kræftforløbene, bekræftede hende kun i, at et livstestamente var en naturlig og vigtig beslutning for hende.

– Da jeg så, hvad mine forældre gik igennem, blev jeg meget forarget over at opleve, hvordan man holder mennesker i live for enhver pris. Jeg synes, at det er individets ret at have indflydelse på, hvornår man vil dø og hvordan, siger hun og fortsætter:

– At oprette et livstestamente handler for mig om, at man i det mindste har en mulighed for selv at træffe det selvstændige valg og sige “nu er det nu”, og “nu er det nok”.

Anne-Marie oprettede sit livstestamente på sundhed.dk. Her loggede hun ind med sin digitale signatur og tilkendegav sit ønske med et kryds.

Glad for beslutning

Anna-Marie er glad for, at hun selv har oprettet et livstestamente og dermed truffet valget om, at hun ikke selv ønsker livsforlængende behandling, hvis den tid skulle komme – for hun vil ikke byde sig selv og andre at gå igennem det, hun har oplevet.

– Jeg har ingen pårørende nu, og hvis jeg havde, ville jeg ikke have, at de skulle stå med sådan en tung beslutning. Jeg vil ikke sætte min familie i den situation. Det er mit liv og mit valg.