Døden behøver ikke altid at lade vente på sig

 “Du skal ikke på sygebesøg alligevel – patienten er død.”

Der er stille lidt, mens sekretæren ser spørgende på mig.

“Sletter du selv tiden i kalenderen?” Der er flere konkurrerende tanker, der blander sig med hinanden, og der går derfor lidt tid, før jeg svarer.

Jeg er tidligere på formiddagen blevet ringet op fra et plejehjem, hvor én af mine patienter bor. I flere år har han fået sværere og sværere ved at kommunikere og genkende personer. Han er blevet tiltagende dement, og det seneste år har han været sengeliggende.

Nu til formiddag er han blevet rigtig dårlig.. Han er ukontaktbar og har hurtig vejrtrækning. Han er døende. Det er dramatisk, men ikke uventet. Vi har forberedt os på denne situation. Jeg har talt med ham og hans kone, da han var mindre syg og kunne svare for sig selv. Han har frabedt sig livsforlængende behandling og indlæggelse. Han har ønsket at få lov til at dø på plejehjemmet, hvor han bor. Nu har han symptomer på en stor blodprop i hjernen. Jeg spørger plejehjems-personalet, om de har fået fat på hans kone, og det viser sig, at hun netop er ankommet til plejehjemmet for at besøge ham.

Jeg taler med hende i telefonen, og hun er naturligvis påvirket af situationen og spørger, hvad hun skal gøre. Jeg fortæller hende, at hans symptomer kan tyde på en livstruende blodprop. Vi taler om, at han netop selv har taget stilling til, hvad der skal ske i denne situation, og vil bliver enige om at respektere hans ønske. Hun fortæller, at det er vigtigt for hende, at han ikke skal være bange eller have smerter, og jeg lover hende at hjælpe ham så godt, jeg kan.

Jeg bestiller en tryghedskasse på apoteket, der indeholder den medicin, der kan være brug for. Jeg aftaler med kommunens akutteam, at de kommer ud til patienten og foretager en vurdering, mens jeg afslutter de patienter, der venter, før jeg selv vil tage ud til patienten.

Inden jeg når at forlade praksis, kommer sekretæren og fortæller, at han er død. Jeg havde ikke selv forventet, at det ville gå så hurtigt. Jeg ville gerne have været der for at sikre mig, at han ikke havde smerter eller var bange, som jeg havde talt med hans kone om. Jeg forsøger forgæves at ringe til hende.

Jeg tænker på de fine oplevelser, vi har haft sammen. Han har været min patient gennem otte år, og jeg husker ham derfor fra tiden, inden han blev dement. Han har altid været fuld af humor. Når han kom for at få kontrolleret sit blodtryk, var det som om, at hans egentlige ærinde var at fortælle eller samle på gode historier og oplevelser.

På vej hjem i bilen hører jeg lydbogen, “Det ender godt” af Johannes Møllehave. Bogen handler netop om det at blive gammel og skulle dø. Han bliver i bogen spurgt om, hvordan han har det med døden og siger: Vi er ikke færdige med livet, før livet er færdig med os og mener dermed, at hver dag er en gave, og at livet selv med begrænsninger kan rumme indhold og mening, selv om det er svært. Samtidig beskriver han, at han ved sin egen mors dødsleje har oplevet det så pinefuldt, at han tænkte på at tage hendes liv for at befri hende eller sig selv for den smertelige oplevelse, det var at se hende lide. Han gjorde det ikke. Han er imod aktiv dødshjælp og siger samtidig, at han har oplevet situationer, hvor han har tænkt, at døden ikke behøver at lade vente på sig.

Næste dag ringer jeg til plejehjemmet og får at vide, at min patient sov stille ind, og at det var et godt forløb. Lettet ringer jeg til hans kone for at kondolere. Hun er ked af det men siger, at det var godt, at han fik fred. Jeg er enig med hende og genkender Johannes Møllehaves oplevelse af, at døden i visse situationer ikke behøver at lade vente på sig.

Om Henrik Prinds Rasmussen:

Henrik Prinds Rasmussen er praktiserende læge i Lægehus Nord i Kolding. Ud over at være speciallæge i almen medicin interesserer Henrik sig for led-, muskel- og skeletsygdomme, akupunktur og kognetiv terapi.
Henrik arbejder desuden med udvikling af kvalitetssikring i almen praksis