Gadesygeplejerske Dorthe hjælper med at finde den røde tråd

Dorthe Mine Sandholdt er opsøgende gade/-socialsygeplejerske på center for socialt udsatte i Horsens Kommune. Hun griber de ressourcesvage borgere, der er røget gennem det kommunale sikkerhedsnet

– Jeg ser mig selv som brobygger i mit møde med folk, der er røget ud af systemet. Min opgave er at få vedkommende tilbage i det system, hvor han eller hun hører hjemme, forklarer Dorthe Mine Sandholdt, der tager imod Dit Helse i sit kontor på Vesterled i Horsens. Kontoret ligner til forveksling en lægepraksis; den sygeplejefaglige baggrund fornægter sig ikke.

Dorthe har været i stillingen i lidt over et år. Før da var hun hjertemedicinsygeplejerske i mange år, men fysiske begrænsninger tvang hende til at sadle om.

– Og jeg har altid haft en blød plet for de mere specielle patienter. Jeg oplevede, at de fik en dårligere behandling, når de kom ind på sygehuset, fordi de ikke passede ind i de her kasser. De gør ikke, som vi siger, og de reagerer ikke som forventet. Måske går de, før de er færdigbehandlede, siger Dorthe, der mærkede, at hun havde et godt tag på de lidt skæve patienter.

Borgerne, hun nu er i kontakt med, har ofte komplekse problemstillinger, og mange har et misbrug. Tit er den røde tråd for de ældres udsathed ensomhed og psykiske lidelser. Når man træder ud af arbejdsmarkedet, kan det være sidste skub ud i ekstrem ensomhed og udsathed, hvis man i forvejen er ressourcesvag.

– Og de kan ikke finde rundt i systemet. De kan ikke gennemskue det, får sig ikke taget sammen til at ringe til kommunen. Det er jo en jungle! Jeg er ansat ved kommunen, og kan selv have svært ved at finde rundt. Hvem skal man snakke med? Hvad er telefontiden? Man skal faktisk være ressourcestærk for at navigere i det, siger Dorthe Mine Sandholdt.
Hvis man sætter gang i et afklaringsforløb ved kommunen og matcher en kontaktperson med borgeren med henblik på en udredning, kan det løbe ud i sandet, hvis borgeren melder afbud eller ikke viser interesse. Så bliver borgeren formelt afsluttet.
Det sker ikke her. Dorthes hjælp er ikke betinget af, at borgeren for enhver pris er samarbejdsvillig og siger ja til diverse tilbud.

Hendes job er at være vedholdende og fastholde kontakten til borgeren, indtil de igen er godt i vej.

– Det her er jo ikke tænkt som et parallelsystem, hvor de socialt udsatte har deres eget lille sundhedsvæsen. Jeg skal hjælpe dem tilbage i systemet.

Første skridt kan være noget så simpelt som at hjælpe borgeren med at ringe til lægen og overholde aftalen, samt støtte op om, at en eventuel udredningsplan bliver passet.

Vi forlader Dorthes kontor og drager med hende på hjemmebesøg hos en borger, hvis forløb er endt som lidt af en solstrålehistorie. Før Dorthe kom ind i billedet, var 63-årige Jørn på selvmordets rand. Han havde en demenssygdom, en depression og en svær synsnedsættelse, alle lidelser var uopdagede og dermed ubehandlede. I dag er han velmedicineret og får dagligt besøg af hjemmehjælper og hjemmesygeplejerske.

Da Jørn stoppede på arbejdsmarkedet i efteråret 2015, forsvandt meget af hans netværk og mening med livet. Han fik det værre og værre vinteren over, husker han.

– Jeg er ikke en, der er udfarende i min fritid. Jeg havde nok i det sociale på mit arbejde. Så var der pludselig ingenting, fortæller Jørn, der et par år forinden også var blevet skilt.

Børn og svigerbørn forsøgte at hjælpe, men det var ikke let at få Jørn til at indrømme, hvor skidt han havde det.

– Jeg ville jo ikke ligge dem til last, siger Jørn, der sidder i sin sorte læderstol i hjemmet i udkanten af Horsens og fortæller.
Hans øjne er lune og humoren knastør, men øjnene bliver alvorlige, når man spørger, hvor han ville have været uden den opsøgende indsats.

– Det tør jeg slet ikke tænke på, svarer han stille.

Tilbage i starten af Jørns forløb lavede Dorthe en aftale med en visitator hos kommunen, så Jørn kunne få noget hjemmehjælp. Jørn var alene afsted og bagatelliserede situationen til mødet og kunne derfor ikke få hjælp. Det var først, da Dorthe fik visitatoren med hjem til Jørn for at vise, at han boede i kaos, at han alligevel blev visiteret til hjemmehjælp.

Det var også først efter Dorthes vedholdende insisteren, at Jørns syn blev undersøgt. Han ville i lang tid ikke indse, hvor dårligt han faktisk kunne se.
– Det er utroligt, at han kunne passe sit arbejde så længe, når det stod så slemt til, siger Dorthe, inden hun spørger Jørn, om han har været udenfor i dag. Sneen ligger tungt denne torsdag i februar, så der har ikke været vejr til de store spadsereture.

– Jeg har kun lige været ude med skraldet, fortæller Jørn.

Dorthe elsker sit arbejde men indrømmer, at det selvfølgelig også er hårdt.
– Der er så mange skæbner. Jeg ville gerne bygge et kæmpe hjem og tage dem alle ind, men det nytter jo ikke noget. Det handler om at lære dem at gøre tingene selv, og ikke mindst at bygge bro til de andre instanser.

– Når først jeg får dem placeret det rette sted, og de lander godt, så slipper jeg dem igen.