At dødeligheden er høj skyldes især, at kræft i æggestokkene typisk opdages meget sent i forløbet. Det skyldes, at symptomerne er meget svage og diffuse i de første stadier. I de sene stadier er æggestokkræft uhelbredelig. Kun lidt over en tredjedel af kvinder med kræft i æggestokkene er i live efter fem år.
De fleste symptomer på æggestokkræft er mangetydige – og nogle, som de fleste ville sige ”pyt” til. Nogle gange mærker de ramte kvinder slet ingen ting. Det gør æggestokkræft til en sygdom, der er svær at opdage – især i begyndelsen.
Læs også: Sygdomme, der især rammer kvinder
Nogle gange er tegn på sygdom ikke til at tage fejl af. Og man ved straks, at man skal reagere. Sådan er det slet ikke med æggestokkræft. Ud over at symptomerne er vage, så stammer de fra maven – og ikke underlivet. Så oplever du, at din mave driller mere, end den plejer. Så kan det være tegn på æggestokkræft – men også tegn på meget andet.
Patientforeningen KIU, Kræft i underlivet, har, fordi det er så svært at diagnosticere æggestokkræft i tide, udviklet et slogan OPDAG og en test, som du hurtigt kan tage. Og som gør det lettere at mærke efter. For det er vigtigt, at du reagerer hurtigt, går til læge og er tro mod det, du selv mærker.
Læs også: Bag ethvert kræftforløb gemmer der sig en personlig historie
Hvis din mave driller – så tag OPDAG testen på www.opdag.nu – her kan du også se en video om symptomer på æggestokkræft.
Du kan få råd og vejledning hos:
KIU – Patientforeningen Kræft i underlivet – info@kiuonline.dk og Kræftlinjen, Kræftens Bekæmpelse – tlf.: 80301030.
Du kan også læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk
O – Oppustet mave, som varer ved
P – Påfaldende træthed
D – Daglige mavesmerter, tyngde i maven
A – Appetitløshed, madlede
G – Gå til lægen, hvis du har et eller flere symptomer.
Hyppig vandladning, ændret afføringsmønster og rygsmerter kan være andre symptomer, du skal reagere på.
Blodprøven CA 125 – (giver i sig selv ikke et sikkert svar. Men kan være en god indikator at gå videre med i udredningen.)
Gynækologisk undersøgelse
Ultralydsscanning.