Finn Nørbygaard: Du risikerer at blive lykkelig af kriser!

Af: Kristine Bindslev

Foto: Ritzau/Scanpix - Nikolai Linares

Tidligere showbisse, nu foredragsholder og terapeut, Finn Nørbygaard har gennemlevet et smerteligt barndomstraume, kolossale kriser og et økonomisk sammenbrud på størrelse med Titanic. Livshændelser mange ville bukke under for, men Finn har formået at presse livseliksir ud af modstanden, genopfinde sig selv og komme stærkere igen. Derfor ønsker han andre tillykke med deres kriser, fordi de knubs, vi får, på mange måder er forudsætningen for udvikling og vækst.

De fleste af os kender ham bedst som den sjove, ravjyske komiker Finn. Som den bøvede figur Karl Ejnar, og som ham, der sammen med Jacob Haugaard i 1980’erne fik flere generationer til at sige: ”Jadak, jadak og jadak” og ”Skvaasss”.

Stein Bagger, It Factory og en gigantisk økonomisk deroute forbinder mange også med navnet Finn Nørbygaard. I 2008 gik Finn fra at være trecifret mangemillionær til at miste hele sin formue på en nat. Men Finn er meget andet end dygtig til at lave ansigter, lave fjollerier og finde på. Han er også klog på livet og mester i modgang.

– Heldigvis kan vi lære meget af at kæntre, komme ud af balance og kaste os fuldt ud i livets kriser frem for at flygte fra dem. I livet starter vi jo også med at kravle. Og prøver at stå og tumler rundt for så pludselig at stå, indtil man atter falder og lærer at rejse sig igen. Jeg plejer at sige, at du kan være så heldig at opleve en større krise.

– Det er mærkeligt udtrykt, men jeg mener det. Nogle vil nok føle det nedgørende, men det er i den grad kærligt ment, når jeg siger ”tillykke med krisen”. Den gør herrenas, men det er i vores livskriser, at vores potentiale er bundet og kan frigøres, siger Finn, mens han eftertænksomt kigger ud over sin vildtvoksende have i Søllerød.

Ikke fremmed over for kriser

At Finn er stødt på en pæn portion menneskelige knock-outs er nærmest en underdrivelse. Dels har han oplevet at gå i total opløsning ved flere eksistentielle kriser og efterfølgende formået at gøre dem til personlige vendepunkter med nye livsmuligheder. Dem kommer vi til om lidt.

Dels har han taget en 6-årig gestaltuddannelse og lever i dag bl.a. af at hjælpe klienter med at udnytte deres modgang konstruktivt. I programmet Finnsk Terapi på Radio 24/7, hvor kendte mennesker inviteres til en dybere samtale om deres indre liv, udøver Finn også en slags “terapi light”.

– Mit eget liv har været forbundet med en total famlen. Det har været det rene blindebuk. Jeg har baldret rundt uden at kunne mærke noget. Da jeg var knægt, ville jeg gerne være køn og klog. Men det gik ikke. Satans også.

– Og så gik der lang tid, før jeg lærte at holde så meget af mig selv, at jeg kunne sige, ”Alt er, som det skal være”. Livet handler om at være omsorgsfuld og overbærende over for os selv. Det er en slags moderlighed, der beskytter os mod livets fortrædeligheder og smerte.

Det startede med en barsk barndom

Moderlig omsorg er netop totalt fraværende, da Finn er spæd. Historien om hans start på livet er ikke for sarte sjæle. Heldigvis er det samtidig en opbyggelig historie om, hvordan hans grundangst for at blive forladt og hans grundfølelse af forkerthed og af ikke at høre til nogen steder har været nøglen til at kigge indad.

De første ti måneder af Finns liv ligger han og skriger alene i tremmesengen med alkohol i sutteflasken og uskiftede lortebleer. Oplevelsen har gjort ham til det menneske, han er i dag.

– Min drivkraft er mindreværd og den lidelse, der er forbundet med det. 30 år som showbisse skyldes, at jeg har talent for at være sjov. Jeg var klassens klovn og har altid været god til at lave ansigter, lave fjollerier og finde på. Men de 30 år i scenelyset skyldes så sandelig også behovet for hele tiden at blive set og accepteret som kompensation for barndommens følelse af utilstrækkelighed.

Timevis af terapi

Finns traumatiske debut i livet planter overbevisningen i ham, at han ikke er god nok. Man misrøgter jo ikke nogen, som er ok, ergo må han være forkert. Ifølge gestaltterapien ligger der heri en potentiel energimængde, forklarer Finn.

– Det er en bundet negativ energi, men det er en energimængde, som kan forløses, hvis oplevelsen bliver mødt med selvomsorg og kærlighed, og du evner at kigge på den lille dreng. Det er blevet min årelange opgave at tage mig af ham. Et såkaldt evighedsprojekt, siger Finn, mens han griner hjerteligt og tilføjer, at han indtil videre har brugt 250 terapitimer.

Starten på at gå i terapi sker i 1984, da Finns daværende kæreste tager tre måneder til Los Angeles. En almindelig hændelse, som får fat i hans barndomstraume 1:1 og genaktiverer den tidlige følelse af at blive forladt.

– Min kæreste tager af sted den 1. september. Den 2. september vågner jeg om morgenen og kan ikke rejse mig. Først tænker jeg, at det er noget influenza, men opdager så, at jeg er helt ude at skide. Jeg har en fuldstændig Tjernobyl-agtig oplevelse, hvor jeg nedsmelter.

– I mit indre univers har en slumrende planet, som hedder forladthed, kredset rundt i fred og ro uden problemer. Og så længe der var ro i mit liv og parforhold, svævede den bare videre. Da en lillebitte kugle, som hedder ”min kæreste tager af sted”, rammer den sovende planet, som er den meget tidligere oplevelse af forladthed, eksploderer den, og jeg rammes af et voldsomt kometnedfald. Det gør så pisse ondt.

Måtte droppe offerrollen

Finn er helt fortvivlet og opsøger professionel hjælp. Mødet med psykologen bliver det største vendepunkt i hans liv. Hos psykologen græder han som pisket, fortæller om de forfærdelige første måneder af sit liv, og hvordan han bliver reddet af en nabo, der ringer til børneværnet.

Finn forventer, at psykologen vil synes, at det er synd for ham. Men det gør hun ikke.

– Til min store overraskelse siger hun: ”Har du nogensinde tænkt på, hvor stærk en stemme du må have, siden du kan skrige så højt og i så lang tid”? Det smadrede jo mit selvbillede totalt. Jeg var jo en forladt stakkel. Jeg kunne godt tænke mig fortsat at være offer. For det var carte blanche til at fucke mit liv op med mere druk og mere hor.

– Så kunne jeg stædigt holde fast i historien om, at: ”Det er ikke så sært, at jeg hutler mig igennem livet”. Offerroller kan være ret så fede og rummer en del tryghed. Men du går glip af den frihed og energi, der ligger i at ændre din historie, give slip på rollen og selv tage styringen i dit liv.

– Psykologen ændrede i et hug min overbevisning ved at få det til at handle om min stemmekraft, og hvordan jeg allerede som spæd ændrede min håbløse situation. På den måde blev det en historie om mine kræfter og ressourcer og ikke mine mangler. Jamen altså, den samtale er mit all time greatest vendepunkt. Som et wake up call fik jeg en helt ny selvforståelse.

Selv Stein Bagger indeholdt lærdom

På sin rejse mod større selvindsigt var mødet med forretningsmanden og svindleren Stein Bagger et stort skridt mod større selvforståelse.

– I 2002 begynder jeg min uddannelse som gestaltterapeut. Vi havde to bøger om psykopati på mit terapikursus. Dem læste jeg ikke. For jeg ville være praktiserende terapeut, og psykopater kommer aldrig i terapi. Så det havde jeg ikke brug for.

– Men tro mig, nu kan jeg de to bøger udenad, for Stein var min største krise. Jeg kan nu se, at jeg blev fuldstændig fortryllet over Stein. Fuck mand, jeg var helt solgt. Jeg mistede mig selv, mistede fodfæste og var ude at svømme.

– Da jeg fik at vide, at jeg var 437 millioner kroner værd, kom jeg væk fra nogle af de grundpiller, jeg er glad for at bestå af. Såsom arbejdsomhed, ihærdighed og at være fokuseret. At være rig var virkelig usundt for mig. Jeg blev doven og energiforladt. Det læderede mine grundpiller.

– Derfor var det økonomiske sammenbrud mit held, selvom jeg mistede alt overnight. Det var med til, at jeg fik noget Gori mod råd og svamp i grundpillerne, så de kunne genopstå, og jeg fik muligheden for at genfinde mig selv. Sagt som en ægte terapinørd, så lå der i den økonomiske opløsning et kæmpe potentiale for personlig vækst.

Vi er aldrig sikre på at bevare os selv

Det med at genfinde sig selv, lære at mærke efter og leve i overensstemmelse med sin indre bestemmelse, oplever Finn også som en udbredt livsopgave hos de klienter, der går i terapi hos ham.

– Selvom vi kan have haft et utrolig solidt udgangspunkt i vores liv, kan livet stadig føre os nogle steder hen, hvor vi alligevel glemmer vores selvomsorg og vores fokus på at holde fast i os selv.

– Mange kæmper med et selvkærlighedstab. Det smutter for os, og så kommer vi ud af sync med det, vi kan mærke, er godt for os. Vi kan blive forelsket i det forkerte eller den forkerte. Og vi kan godt mærke inderst inde at på trods af den tiltrækning, der er, er det ikke godt for os.

På spørgsmålet om alle burde gå i terapi som en form for mental hygiejne a la, når vi går til forebyggende tandrensning en gang om året, svarer Finn:

– Nogle mennesker børster deres tænder skråstreg liv så grundigt og fint, at det er ikke nødvendigt. Jeg kan ikke lide at sige til folk, hvad de har brug for. Det ved man kun selv. Det er heller ikke altid let at sige på forhånd, om folk har brug for en tandrensning hos en terapeut, en længerevarende rodbehandling eller måske en tand, der skal rykkes ud.

– Men jeg er overbevist om, at i smerten ligger kimen til udvikling og vækst. Ligesom fødsler er smerte i den fysiske verden, er mentale fødsler nødvendigvis smertefulde. Det er i lidelsens centrum, du finder dit potentiale. Det kan du så fucke op med en abort. Men ellers er det livsmestring i højeste potens.

Ny mere seriøs form for underholdning

Finn har oplevet en seniorknopskydning, og til efteråret går han ud med foredraget ”Liv – om at få liv i livet”, hvor han har opfundet en ny genre, som han kalder “ faktaiment” (Fakta og entertainment) . Foredraget tager et videnskabeligt udgangspunkt i hans egne livserfaringer og hans virke som terapeut.

Udfordringen er, at publikum kan have en forventning om, at Karl Ejnar dukker op på scenen. Det gør han ikke.

– I foredraget, som bevares serveres på en underholdende måde, åbner jeg op for den venstre del af hjernen og ser, om der ikke også skulle være noget aktivitet der. I foråret 2014 oplevede jeg meget tydeligt, at den åre, som hed min showbiz-åre, der jo hører til i den højre hjernehalvdel, er udtømt.

– Der kom sådan et lille dryp, dryp, og så kom der ikke mere. Men den har fandeme også fosset løs i 30 år. Så det var ok, der var lukket, ligesom når du slukker for et fjernsyn. Bum. Sort skærm.

Finn skal videre med at klippe hækken i den store have. Han indrømmer, at han aldrig klipper den helt ned, for han glæder sig allerede til at skulle beskære den næste gang.

Inden han griber hækkeklipperen, slår han fast, at han sagtens kan blive ramt af en indre atombombe igen. Der er helt sikkert stadig nogle slumrende planeter, som svæver rundt i hans univers, som kan aktiveres ved forskellige omstændigheder.

– Men lige hvor jeg er nu en dag i 2019 på skuldrene af alle de kriser, jeg har haft, så vil jeg sige, at jeg har aldrig haft det bedre!