“Du skal have et kæmpe knus, for du skal snart dø!”

Jeg har besøg i konsultationen af en mor med hendes 6-årige barn. Moderen fortæller om hendes svigermor, der har kræft og er terminalregistreret. Der er ikke mere, lægerne kan gøre for hende, og hun er nu hjemme i sit eget hjem, hvor hun ønsker at få lov til at dø omgivet af de mennesker, der er tæt på hende.

Familien har været meget sammen den seneste tid, og hendes datter har været en del af livet omkring sin syge farmor den seneste tid og har på sin egen måde været med til at skabe en fin ramme i en svær situation. Hun har bidraget ved at hente blomster, hente vand og låne sine bamser ud til sin farmor og hun har formået at være nærværende og oprigtig i en svær situation.

Da min patient fortæller om samtalen mellem hendes datter og hendes syge farmor, mærker jeg, hvordan jeg bliver glad over at høre at det lille barn så ubesværet og direkte er en naturlig del af hendes farmors død, uden at det bliver akavet eller pinligt. Hun kan noget umiddelbart med kontakt og kommunikation. Hun har endnu ikke lært, at det kan være pinligt eller flovt at vise sine følelser, hun har ikke lært at være bange for døden og hun har ikke lært at være bange for at vise følelser og blive afvist.

Det får mig til at tænke på en samtale jeg havde med en af mine kvindelige patienter, hvis mand havde fået prostatakræft. Kræften havde spredt sig og de vidste begge at han ville komme til at dø af sygdommen. Hun sad og græd i konsultationen mens hun fortalte hvordan hendes mand hverken ville tale om hvordan han eller hun havde det, hun fortalte hvordan han lukkede i når hun gerne ville tale med ham om det. Hun oplevede det, som om hun gik rundt alene med en tung rygsæk fyldt op af en masse sten, som hun kun kunne få væk sammen med sin mand, men det var som om han ikke ville hjælpe hende. Hun følte sig alene og ensom, selv om de var sammen hele tiden. Hun oplevede, at han havde lukket sig inde i en hule, som hun ikke havde adgang til. Hun ville gerne tale med ham om hans sygdom, om begravelsen, om det at være bange for at blive alene og om at være bange for døden. Hun ville gerne dele tanker og følelser med ham, netop i denne svære tid, hvor hun synes, de burde rykke tættere sammen i stedet for at rykke fra hinanden.

Jeg spurgte, om hun havde fortalt ham, hvordan hun havde det, og hun svarede, ved at sige at det alligevel ikke nytter noget. Hun fortalte, at hun havde forsøgt at tale med ham flere gange, men at hun ikke havde fortalt, hvad det gjorde ved hende, at han ikke ville tale om det. Vi talte om, at det i deres svære situation er vigtigt, at hun fortæller sin mand hvad hun føler og tænker, men også fortælle hvad hun ønsker sig af ham, og hvad hans måde at agere på gør ved hende.

Vi aftalte at mødes til en konsultation, hvor de begge var med. Her fik de begge to lov til at fortælle, hvordan de oplevede situationen. Det viste sig, at hendes mand ikke havde villet tale om den svære situation, fordi han ikke ville gøre hende ked af det og derfor gerne ville give indtryk af at være stærk. Da kvinden havde fortalt, hvordan hun havde det, lagde jeg mærke til, hvordan manden rykkede nærmere og lagde armen om hende. De gik sammen ud af konsultationen med hinanden i hånden.

Både det lille barnebarn og ægtefællen til den kræftsyge mand har forstået noget afgørende. Når en familie rammes af alvorlig sygdom, har vi netop brug for at dele det med hinanden også selv om det ikke for alle, er nemt at tale om. Det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver nemmere at acceptere det grundvilkår at skulle miste en, man holder meget af, men det gør det nemmere at være i en vanskelig situation, når man deler oplevelsen med dem, der er tæt på.