Smerter, oppustethed og afføringsproblemer. Sådan lyder de typiske symptomer på sygdommen irritabel tyktarm – også kaldet IBS – som omkring 20 procent af befolkningen menes at lide af. Sygdommen er ikke farlig, men fordi folk er både bekymrede for- og belastede af symptomerne, er irritabel tyktarm en hyppig årsag til, at danskerne kontakter deres praktiserende læge.
Ifølge privatpraktiserende speciallæge i medicinsk gastroenterologi, Alice Højer Christensen kan man være ramt af irritabel tyktarm i forskellige grader.
De hårdest ramte har problemer næsten hver dag, mens nogle blot har problemer indimellem. Det er typisk dem med hyppige symptomer, der tager til lægen for at finde ud af, hvad de fejler. En del er bekymrede for, at de har kræft i tarmen. Men det er yderst sjældent tilfældet, og kun ved betydelige smerter og blod i afføringen, skal man have foretaget en såkaldt kikkertundersøgelse for at kunne udelukke det. To enkle prøvetagninger er oftest tilstrækkeligt til, at man kan stille diagnosen irritabel tyktarm.
– Med en simpel afføringsprøve kan vi nemt undersøge, om der er nævneværdig betændelse i tarmen. Glutenallergi, som kan give nogle af de samme symptomer som irritabel tyktarm, kan vi oftest udelukke ved hjælp af en blodprøve. Hvis de to prøver ikke viser noget, så vil man ofte konkludere ud fra udelukkelsesmetoden, at patienten lider af irritabel tyktarm, siger Alice Højer Christensen.
Afføringsmønsteret ved irritabel tyktarm kan se ud på forskellig vis. Nogle døjer primært med forstoppelse og hård afføring. Andre har problemer med vandige afføringer flere gange dagligt, mens det for de fleste gælder, at deres gener er et miks af de to.
Når folk finder ud af, at deres gener skyldes irritabel tyktarm, er de naturligvis lettede over, at der ikke er tale om en alvorlig sygdom, men samtidig har mange det svært med, at der ikke findes et quickfix, der kan kurere sygdommen nu og her, fortæller Alice Højer Christensen.
– Der findes desværre ikke en pille, man kan spise, så man får det bedre. Man skal i stedet forsøge at finde frem til årsagerne til irritabel tyktarm, og her er kost og stress de hyppigste faktorer, siger hun.
Stress skal forstås bredt, understreger Alice Højer Christensen. Det kan således både være arbejdsrelateret stress, men også stress udløst af f.eks. dødsfald i familien. Man kan også fejle noget fysisk, der resulterer i en stresstilstand i kroppen, eksempelvis en diskusprolaps.
– Når man er stresset, får kroppens autonome system ikke får lov at arbejde rigtigt. Man kan sige, at systemet låses. De peristaltiske bølger, som får tarmene til at trække sig sammen, kan på grund af stressen fungere dårligere end normalt, og så vil det påvirke afføringen. Ved stress vil det oftest munde ud i forstoppelse, siger Alice Højer Christensen.
Kosten spiller en stor rolle, når man skal forsøge at afhjælpe de symptomer, der viser sig ved irritabel tyktarm. Ifølge Alice Højer Christensen indtager mange mennesker alt for mange fødevarer, som er uhensigtsmæssige. Vi får ligeledes alt for mange kalorier indenbords i form af junkfood, sodavand, slik og alkohol, som tarmene ikke har nytte af. Tværtimod.
– Vi skal spise meget mere fra planteriget; frugt, grønt, nødder, som er godt for fordøjelsen. Hvis man spiser kød, er det bedst at indtage fisk og fjerkræ. Kød fra firbenede dyr er meget sværere at fordøje. Hvis man har en irritabel tyktarm, er for mange grove grøntsager heller ikke godt. Det gør ikke mikrobiomet dårligere, men det kan give smerter, siger hun.
Der findes desværre ikke en pille, man kan spise, så man får det bedre. Man skal i stedet forsøge at finde frem til årsagerne til irritabel tyktarm, og her er kost og stress de hyppigste faktorer.
Også løg, hvidløg og det hvide fra porrer er godt at udelukke fra sin kost, hvis man døjer med irritabel tyktarm. Og så kan det være værd at prøve at holde nogle pauser i sin spisning.
– Hvis du spiser kl. 19.00 om aftenen, så vent med at spise igen til næste dag kl. 07.00. Tarmen har godt af at blive tømt, fordi det forbedrer fordøjelsen. Det sker ikke, hvis man snacker lidt hele tiden, siger Alice Højer Christensen og peger tillige på, at det ville være godt, hvis ikke det var så ugleset at prutte offentligt.
– Når man har meget luft i maven, som man ikke kommer af med, kan det betyde, at man får meget ondt, siger hun.
Hvis først mavesmerterne har sat ind, er der forskellige muligheder, man kan gribe til for at afhjælpe dem. Movikol og Magnesia er to produkter, som i nogle tilfælde kan løsne op for forstoppelse, og der findes også mange forskellige slags probiotika-præparater på håndkøbsmarkedet, som formentlig vil kunne hjælpe nogle. Men der findes mange, og her må man prøve sig frem, understreger Alice Højer Christensen.
Læs også: Grøn omstilling i tarmen
En del oplever også, at motion kan være med til at hindre irritabel tyktarm, men det er dog ikke sådan, at man kan løbe sin mavesmerter væk.
– Nogle tror, at irritabel tyktarm er noget, man kan få styr på med et snuptag. Men det er det ikke. Du skal ikke på kur, men ændre kurs. Hvis man er bevidst om at leve sundt og særligt er opmærksom på at få ændret sin kost, så vil det hen ad vejen blive bedre og bedre. Men det kan tage tid, siger Alice Højer Christensen.