Efterveerne

For mange kvinder er fødslen ikke den lykkelige begivenhed, som omverdenen helst vil høre om. Op mod 20.000 danske kvinder oplever hvert år en traumatisk fødsel, og Lene er én af dem. Fødselstraume og posttraumatisk stresslidelse kommer også med storken.

”Jeg kan ikke mere,” skriger Lene, men pludselig bliver alt stille omkring hende. Efter at have presset aktivt i seks timer forstummer skriget, og hun betragter de to jordemødre ved fodenden, mens hun knuger sin mands hånd. Men hun er ikke kun i sengen. Det føles som om, at en del af hende forlader kroppen, og fra vinduet kan hun se sig selv på sengen. Hun vrider sig i smerte. Hun ser også sin mands ryg og de to jordemødre ved fodbøjlerne. I et minut er der ro. Måske to. Da ro atter bliver til kaos, er hun tilbage i sig selv igen. 35-årige Lene Jørgensen ligger på sengen en varm eftermiddag i august 2010 og venter på, at mand, mor og moster kommer hjem til huset i Munkebo. Hun har barsel fra skolelærer-jobbet, og fostervandet er lige gået. I fem år har de forsøgt at blive gravide, og tanken om, at deres lille pige snart har fødselsdag, gør hende lykkelig.

– De tilbød mig en epidural-blokade, men hvad skulle jeg bruge den til midt i presseveerne? I stedet lagde de en pudendus-blokade i skeden med en lang kanyle. Den skulle mindske smerterne under pressetrangen, men havde ingen effekt overhovedet. Og jeg følte det som et fysisk overgreb at blive stukket af en sprøjte inde i min krop. Jeg kunne simpelthen ikke mere, og så kom følelsen af at forsvinde ud af min egen krop.

Redningsmanden og kejserinden

Klokken er 8.15 om morgenen, og Lene har haft 200 presseveer på syv timer. Lenes mand har gentagne gange spurgt, om der ikke snart er nogen, der kan tage stilling til noget. Overlægen bliver redningsmanden, der tager stilling og konstaterer:  – Barnet står skævt i bækkenet, hun må jo slet ikke presse! En vaginal fødsel er udelukket, og Lene græder, da hun bliver kørt mod operationsstuen, hvor en horde af kittelklædte mennesker står klar til kejsersnittet. Men samtidig er hun lettet. Den ve-hæmmende medicin har gjort en ende på de fysiske smerter. Kroppen er færdig, men nu skal den i det mindste ikke arbejde mere. Hjernen heller ikke. Nu kan hun stoppe bekymringerne, om babyen mon overlever. Lægen forsikrer hende om, at alt er godt.  – Efter to minutter var Julie født, og de viste hende kort til mig, men jeg fik hende ikke i armene. Da jeg var blevet syet sammen, kom de ind med hende igen, men jeg fik stadig kun lov til at kigge. Først fire timer senere fik jeg lov til at holde hende for første gang. Forklaringen var, at ingen jordemødre havde tid til at gå med babyen over til opvågningen, hvor jeg lå.

De bliver indlagt på grund af Lenes status som kejsersnit-patient, men de har svært ved at tale sammen på afdelingen. Lige uden for deres dør er håndværkere i gang med at brække gulv op med et betonbor.  – Vi blev nødt til at råbe til hinanden. Det var fuldstændig grotesk at skulle få amningen op at køre i sådan en larm. Da håndværkerne var gået hjem om eftermiddagen, kunne jeg pludselig høre alle de bippende tilkaldealarmer. De bippede konstant. Og om natten kunne der altså gå lang tid, før en sygeplejerske kom og slukkede. Jeg var rigtig stresset over hele situationen.

Efter et døgns indlæggelse vælger Lene at lade sig udskrive, da en ny patient skal flytte ind på den trange tomandsstue. Overlægen fortæller Lene, at de på morgenmødet har talt om det barske fødselsforløb, og at det vil være godt for hende at tale med nogen om det. Med den besked tager hun turen hjem til duften af hjemmebag og et års barsel i sigte.

Bristet barselsboble og PTSD

– I den første måned efter fødslen havde jeg det fint. Jeg havde travlt og forholdt mig ikke til mig selv. Men i løbet af et par måneder begyndte jeg at få flashbacks. Billeder af at ligge magtesløs i sengen, billeder fra ambulancen, billeder af at blive skåret op og billeder af kanyler i min krop. Jeg havde flashbacks både dag og nat, og det gik ud over min i forvejen afbrudte nattesøvn.

Lene gennemgår journalen med hjemmefødsels-jordemoderen, som får forløbet til at lyde helt normalt. Sundhedsplejersken affejer også Lenes bekymringer om fødselsforløbet, men til otteugers-undersøgelsen hos lægen forsøger Lene alligevel igen at beskrive, hvor forfærdelig fødselsoplevelsen har været for hende. Da hun forlader konsultationen, tænker hun, at sådan er det åbenbart at føde. For alle professionelle negligerer hendes bekymringer. Barslen bliver herefter ren overlevelse, og Lene forsøger at gøre alt, hvad hun skal som nybagt mor, men mentalt er hun helt koblet fra.

Femten måneder efter fødslen får Lene diagnosen kronisk PTSD (posttraumatisk stresslidelse) som følge af det voldsomme forløb. Hun har allerede sagt sit job gennem 10 år op og kæmper dagligt med flashbacks, træthed, syns- og høreforstyrrelser.

– Det er meget vigtigt, at den praktiserende læge ved otteugers-undersøgelsen også lytter til, hvad der bliver sagt. Psykologen, der testede mig sagde, at tilstanden var blevet kronisk, fordi jeg gik ubehandlet i så lang tid. Tænk sig, hvis de havde lyttet til mig. Så havde jeg haft et normalt liv, været på arbejdsmarkedet og fået flere børn. Bare tanken om at skulle føde igen gør mig bange. Rigtig bange!