I slutningen af september søsatte EU-kommissionen anden del af en rygestopkampagne, der skal opildne i stedet for at skræmme.
“Ex-smokers are unstoppable” eller “Eksrygere er ikke til at stoppe” er overskriften på en EU-kampagne, der særligt er rettet mod europæere i alderen 25 til 34 år. I modsætning til tidligere kampagner vil det nye tiltag hellere fortælle om de positive sider ved at holde op – i stedet for at skræmme med billeder af rygerlunger og dødsstatistikker. Rygerne skal ikke skræmmes til at stoppe. De skal opildnes.
Kampagnen blev indledt i sommers, hvor man via Facebook fandt 27 “ambassadører”, der skulle repræsentere de 27 EU-lande. I september kunne sundhedskommissær John Dalli lancere kampagnen for pressefolk fra hele Europa.
Han fortalte blandt andet, hvorfor kampagnen er særligt rettet mod de 25-34-årige. Tallene er skræmmende: Hvert år dør 650.000 europæere af følgesygdomme, der kan knyttes til rygning. 13 millioner bliver alvorligt syge. Sundhedsomkostningerne menes at løbe op i nærheden af 970 mia. kroner. Selvom antallet af rygere i de fleste aldersgrupper er på tilbagegang, er rygning i aldersgruppen 25-34 år i fremmarch på europæisk plan.
Kampagnen drives frem af de 27 “ambassadører” fra hele EU. De er alle eksrygere – eller på vej til at blive det. Den danske repræsentant er den 29-årige Herit Helgadottir, der arbejder som socialrådgiver i Tårnby. Som navnet antyder, stammer hun fra Færøerne. Hendes budskab er meget lig de 26 andre ambassadørers: Hun har røget, siden hun var 15, men nu skal det være slut. De penge, hun før brugte på tobak, kan sagtens finansiere en udlandsrejse i ny og næ – og hun vil hellere sidde på en sydhavsø end forurene sig selv med cigaretter. Så overskriften på Herits T-shirt på portrætfotoet er “Ex-smokers travel more” (eks-rygere rejser mere).
Det er sådan, kampagnens udtryk er bygget op. Hver af de 27 ambassadører har et slogan, der knytter sig til den enkeltes historie om at kvitte tobakken. Iulia fra Rumænien har et slogan, der hedder “eksrygere smiler mere” med reference til de hvidere tænder, hun fik. Ekaterina fra Malta siger, at “eksrygere er bedre mødre”, fordi hun føler sig som et bedre forbillede for sin nyfødte datter, og Signe fra Lithauen er efter eget udsagn blevet en bedre elsker, fordi rygestoppet gav hende mere selvtillid.
Kampagnens omdrejningspunkt er “iCoach”, hvis navn er udviklet med en indiskret skelen til Apple. “iCoach” er et interaktivt online-værktøj, hvor rygere kan få coach-støtte til at holde op. Det er gratis og findes også på dansk. Programmet analyserer brugerens rygevaner, og det sender automatisk daglige e-mails med individuelle råd til brugeren. Hver måned får brugeren en rapport om udviklingen og undervejs er der et væld af minitests, der kan animere og hjælpe rygestoppet på vej. Du kan finde iCoach på hjemmesiden exsmokers.eu.
Hvor mange rygere herhjemme, der kan putte et “eks-” foran den udskældte titel som følge af kampagnen, må tiden vise. Sikkert er det dog, at “iCoach” er et fint redskab, der kan bruges af rygere i alle aldersgrupper.