Den professionelle danseinstruktør og direktør Elisabeth Dalsgaard har sagt farvel til de bonede dansegulve og perfekt udførte dansetrin for i stedet at udvikle dansekoncepter til syge og deres pårørende. Med livsglæden som fortegn.
At livsglæden er blevet et vaskeægte arbejdskoncept for den professionelle danseinstruktør og direktør Elisabeth Dalsgaard er tydeligt fra begyndelsen. Hun trækker sine helt egne dansespor ud dér, hvor der ellers ikke er meget, der svinger med livsglæde og fandenivoldskhed.
I mødet med Elisabeth Dalsgaard står det lysende klart, hvorfor hun har succes. Hun er selv fuld af nærvær, medmenneskelighed og lysten til at lære andre at danse for livet. Uanset, hvilke tunge byrder, vi slæber rundt på.
Om lidt begynder to timer med ‘Dans med Parkinson’, hvor mennesker, der er ramt af den alvorlige neurologiske sygdom sammen med deres pårørende kan få nogle livgivende timer.
Vi er i en sportshal lidt uden for Odense. En lørdag formiddag sidst i august. At Elisabeth selv glæder sig til sin instruktørrolle, selvom hun har prøvet det tusindvis af gange før, er soleklart. Inden vi kommer så langt, skal hun dog lige fortælle om, hvorfor hun har valgt glitter, pailletter og højhælede dansesko fra.
Om, hvorfor hun har sagt farvel til et højprofileret danseliv, hvor hun flere gange har vundet danmarksmesterskaber og deltaget i VM. Om hvorfor hun har udskiftet de bonede dansegulve med at udvikle dansekoncepter, som kan lette hverdagen for sygdomsramte mennesker og deres pårørende. Det korte svar er, at hun elsker at få livsglæden frem i mennesker, der har det svært. At hun føler sig meget privilegeret, fordi hun har fået sin egen passion udviklet til at kunne blive et levebrød.
Selv hendes ord danser, når hun fortæller om, hvor meget hun får igen, når hun ser, hvad dans kan gøre for selv de hårdest ramte. Og hun har masser af eksempler at øse af. Der var manden, der knap kunne gå pga. Parkinson, og efter et danseforløb stolt sagde til sin kone: ”Så du, jeg var flyvende?”
– Det var han jo ikke, men bare det, at han havde den fornemmelse, er det hele værd, fortæller Elisabeth Dalsgaard og beretter videre.
Om brandmanden, der tidligere havde været fysisk stærk og altid havde følt sig meget maskulin. Efter at have fået Parkinson følte han selv, at han havde mistet sin mandighed. Men på dansegulvet med sin kone fik han den igen.
Elisabeth Dalsgaard fortæller om andre, der knapt kunne bevæge sig, men nærmest kunne løbe, når et danseforløb efter et par timer bliver rundet af med Elvis musik i højttalerne.
– Jeg bliver simpelthen høj, når jeg underviser Parkinson-ramte og ser, hvad der sker med dem, siger Elisabeth, der nu har rejst sig fra sin stol i interviewlokalet for med hele kroppen at illustrere den magiske proces.
At dansen og Elisabeth Dalsgaards instruktion gør en meget væsentlig forskel i mange Parkinson-ramte familiers liv står ret klart. Nogle har faktisk figur-tro plancher af hende stående i deres garage, så de hurtigt lige kan flytte Elisabeth ind i stuen til en daglig svingom.
Hun har stået for den dansefaglige udvikling af Parkinsonforeningens projekt ‘Dans med Parkinson’ støttet af Trygfonden og som på årets Folkemøde på Bornholm vandt prisen for ”Årets initiativ”, indstiftet af Sundhedsparlamentet.
Nogle vil måske spørge, hvorfor en professionel danser med flere medaljer om halsen havner her. Men i Elisabeth Dalsgaards tilfælde forekommer det dansende let at forstå.
Siden Elisabeth var 6 år, har hun vidst, at hun ville være danselærer. Men hun vidste også fra den spæde begyndelse, at hun havde et udviklings- og forretningsgen i sig. Og ikke mindst lysten til at gøre en anderledes forskel med sin dans.
Det brød frem allerede i ungdomsårene i barndomsbyen Vinderup mellem Holstebro og Struer, hvor hun tilbragte masser af tid i Jytte og Jørgen Rasmussens danseskole i Struer, hvor hun også blev uddannet.
Efter at have set filmen Dirty Dancing, vidste hun, hvad hun ville. Hun ville undervise på The Kellerman’s, og bad den lokale bibliotekar om at finde adressen på stedet, der underviste i social dance, så hun kunne sende en ansøgning. Bibliotekaren fandt naturligvis ud af, at The Kellerman’s fra filmen ikke fandtes i virkeligheden.
Men hun fandt noget andet, som Elisabeth kunne bruge. Nemlig Club La Santa på Lanzarote, som senere skulle vise sig at blive et fixpunkt i Elisabeths dansende arbejdsliv.
Hun vidste ikke meget om La Santa – og slet ikke, at det var et sportssted, og derfor mødte hun første gang op i plisseret nederdel og stiletter, som dog hurtigt blev udskiftet med sportstøj og gummisko, efterhånden som La Santa og Elisabeth blev knyttet tæt sammen i et professionelt arbejdsfælleskab.
Elisabeth blev instruktør for alle de mange par blandt gæsterne, som havde fået smag på at danse efter at have set tv-serien ‘Vild med Dans’. Det varede ikke længe, før Elisabeth Dalsgaards udviklingsgen brød igennem.
Under sine instruktørtimer på La Santa, kunne hun se, at der var mange kvinder, der dansede med fra sidelinjen. De havde ingen dansepartner, og derfor deltog de ikke. Det var en skam, tænkte Elisabeth og gik i gang med at udvikle sit eget dansekoncept ‘Ballroom Fitness’, der bygger på de ti klassiske ballroom danse, men med motion og det at have det sjovt som det vigtigste element. Og deltagerne behøver ingen dansepartner. Konceptet, som Elisabeth Dalsgaard siden tog patent på, har hun solgt til flere lande.
Før ‘Ballroom Fitness’ og ‘Dans med Parkinson’ havde hun for længst grundlagt sit danseimperium ‘Swingtime’ i Farum. Det skete for 17 år siden, og herfra har hun i alle årene drevet danseskole med flere lokale afdelinger.
Også dengang var det forretningsgenet og en vilje til at udleve sin drøm, mens det stadig var muligt, der var drivkraften. At det var nu, hun skulle blive selvstændig, stod klart for Elisabeth, mens hun i tv så tvillingetårnene styrte i grus i New York 11. september 2001.
– Den tragedie blev virkelig et vendepunkt for mig. Da fik jeg en dyb forståelse af, at vi skal gå efter vores drømme, mens vi kan og ikke udsætte dem.
Få år efter hun blev selvstændig forretningskvinde, blev Elisabeth Dalsgaard skilt og blev dermed alenemor med to små drenge. Hun understreger, at hun har et godt samarbejde om drengene med deres far, og at det har givet hende den ro, der skal til for at kunne udleve sin erhvervsmæssige passion fuldstændigt.
Oveni har hun desuden taget en bachelor i idræt og har også taget hul på en overbygning i psykologi, som dog pt. er sat i bero. Det er vigtigt for hende, at hun har forskningen og videnskaben med sig i sit job som danseinstruktør. Derfor stiller hun også store krav til de instruktører, hun uddanner.
– Man skal ikke bare lige kunne komme ind fra gaden og så tro, at man kan gå i gang, siger hun.
Elisabeth Dalsgaard har for nyligt solgt sine danseskoleafdelinger fra for i stedet at koncentrere sig om events, danserejser, foredrag og ikke mindst at udvikle koncepter for sygdomsramte og deres pårørende. I støbeskeen er dansekoncepter for demensramte, psykisk syge, folk med sklerose og hjerteproblemer, overvægtige og mange andre.
Men lige nu er det ‘Dans med Parkinson’ og udbredelsen af konceptet, som har hendes fulde bevågenhed. At hun fik forbindelse med Parkinsonforeningen skyldes faktisk hendes veninde og medinstruktør i ‘Ballroom Fitness’ samt ‘Vild med Dans’-deltager, Anne Mette Rasmussen. Den tidligere statsministerfrue var blevet tilknyttet Parkinsonforeningen og ville gerne have en danseaktivitet udviklet til denne.
– Så Anne Mette spurgte mig, om jeg ville gå i gang med at udvikle et dansekoncept. Og det ville jeg jo gerne.
I første omgang blev dansekonceptet til Parkinson-ramte udmøntet i danseuger på La Santa og i Barcelona, og siden blev det videreudviklet, så alle kunne være med uden at skulle rejse sydpå.
Så er tiden inde. Dans med Parkinson er kommet til Korup Kultur- og Idrætscenter ved Odense, og vi skal i gang.
Dagens deltagere har længe passeret forbi bordet, hvor Elisabeth Dalsgaard og jeg sidder og taler. Mange forventningsfulde blikke og hilsner til Elisabeth er sendt gennem lokalet.
Vi tager plads i den store sportshal, hvor omkring 25 efterhånden melder deres ankomst. Mange kender hinanden i forvejen. Nogle har også deres børnebørn med. Der er stor forskel på, hvor ramte deltagerne er. Hos nogle par er det svært at gætte, hvem der er ramt af Parkinson – et retvisende billede af, hvor forskelligt Parkinson kan udvikle sig.
Elisabeth Dalsgaard har klædt om, byder velkommen og kommer med et par indledende instrukser: ”Husk, at her er det herrerne, der fører – den rolle vil kvinder jo gerne tage, når der skal danses”.
– Ikke bare der, det gør de jo altid, lyder det fra en af de mandlige dansere.
Efter noget opvarmning instruerer Elisabeth i første dans, og inden længe er der godt styr på grundtrinnene.
– Nu kan I allerede mere, end Allan Simonsen kunne efter mange uger i ‘Vild med dans’ – lyder det fra den energiske instruktør, der har stor indlevelse og hele tiden har øje for dem, der skal have en hjælpende hånd til at slå rytmen og kroppen an.
Den kolde hal er blevet varm. Så skal der danses samba:
– Nu er vi ikke i Korup, men i Rio de Janeiro, lyder det fra Elisabeth, og som med en tryllestav får hun og musikken vores dansende fødder og kroppe bragt fra den fynske muld til sambaens brasilianske hjemland.
– Husk at gøre det samme derhjemme med jeres kære – bare ti minutter hver dag gør en kæmpe forskel.
Som meddanser oplever jeg forvandlingen. Dem, der havde svært ved at gå og måtte støtte sig til deres pårørende i begyndelsen af de to timers forløb, danser nu rundt uden det store besvær – ikke bare kroppen, men ansigtsudtrykkene er blevet tøet op. Smil og glimt i øjnene er blevet tændt. En magisk forvandling, som jeg har tænkt meget på, siden jeg var meddanser.
En ganske almindelig lørdag i en ganske almindelig sportshal ved Odense – med Parkinson som bænkevarmer og livsglæden som følgesvend.
Parkinsonforeningen gennemfører med støtte fra TrygFonden et landsdækkende treårigt projekt, som kobler kvalificeret danseundervisning, musik, rytme og motion med en ofte overset sygdomsgruppe – nemlig Parkinson-ramte og deres familier samt venner.
Parkinsonforeningen har et ambitiøst ønske om at flytte fordomme og hjælpe til at skabe et mere nuanceret og positivt billede af de, der kæmper med Parkinson.
Målet med projektet er at samle landets Parkinsonfamilier i et fælles projekt centreret omkring dansetræning, musik og livsglæde. Parkinsonforeningen har uddannet danseinstruktører i store dele af landet i ‘Ballroom Fitness’ og dansetræning, inspireret af den amerikanske PD-dansemetode, der særligt henvender sig til Parkinson-ramte.
Selve dansemetoden er bygget op sådan, at den styrker deltagernes bevidsthed om bevægelsernes dynamiske kvaliteter.
Projektet skal også være med til at understøtte den forskning, som har dokumenteret, at dans og bevægelse har en gavnlig virkning hos Parkinson-ramte.
Ballroom Fitness er pardans uden partner. Konceptet byder op til dans i motionsform. Du lærer de traditionelle danse, som man ser i ‘Vild med dans’: