Svære konflikter og brud mellem voksne søskende er ikke ualmindeligt. Forfatter og sanger Elisabeth Gjerluff Nielsen har oplevet den store sorg, det er ikke at kunne nå ind til sine søskende. Mennesker hun som udgangspunkt burde have allermest til fælles med. Det har været smertefuldt, men også befriende at kigge nærmere på familieglansbilledet, for vi skal ikke være tætte på vores søskende for enhver pris.
Endelig stopper skybruddet, og en lav, rødgylden sol laver lange, livfulde skygger ned ad Kartoffelrækkerne i København, hvor Helse besøger forfatter og sanger Elisabeth Gjerluff Nielsen.
Vi skal en tur ned ad barndommens tilgroede stier, snakke om hvor besværlige søskendeforhold kan være og måske kaste lys over fortidens skyggebilleder.
Mens Elisabeth brygger kaffe i det hyggelige køkken, undrer hun sig over, at der findes Mors Dag, og at vi fejrer sølvbryllup efter 25 års ægteskab, hvorimod søskendeskabet hverken har sin egen dag eller hyldes som et vigtigt, livsvarigt forhold.
I hendes tilfælde er det heller ikke sikkert, at der er så meget at fejre. For det har til tider været kompliceret at være søskende i musikerfamilien Nielsen, hvoraf mange vil kende til de to brødre, der i 1966 dannede gruppen Gnags.
– Det har været en sorgfuld erkendelse, at vi som søskende ikke har kunnet nå hinanden som voksne trods fælles og gavmild opvækst. Hvordan ender man dér, hvor man næsten ikke længere kan tale sammen? Jeg har ledt efter svaret, men jeg kan ikke finde det.
– Det er trist at skulle indse, at man ikke har kontakt med mennesker, der har kendt én, siden man blev født. Men vi vælger ikke selv vores søskende. Og der er intet, der på forhånd siger, at de har et sind eller personlighed, som får det bedste frem i dig, siger Elisabeth, der selv har gjort succesfuld karriere på den danske musikscene siden sin start som frontfigur i bandet Voxpop.
Elisabeth vokser op som den yngste af en søskendeflok på fire i en solid, kærlig jysk storfamilie med sunde, kristne værdier og rigelig mulighed for at udfolde sig kreativt.
Det lå faren på sinde at opdrage børnene til at kere sig for og passe på hinanden, og selvom Elisabeth, som den mindste i flokken, ind imellem føler sig udenfor, husker hun en lykkelig barndom.
Efter begge forældre går bort i 1998 med kun 10 dages mellemrum, dæmrer det dog langsomt for Elisabeth, at der måske slet ikke er et ”udenfor” i søskendeflokken.
– Efter mine forældres død bliver det tydeligt, at vi søskende ikke har et rigtig etableret fællesskab, så der er egentlig ikke noget at være uden for. Jeg kan i teorien få øje på dét, der skal holde os sammen. Tag f.eks. Peter og jeg, vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde, har sunget samme Brorson-salmer og hørt samme Beatles-plader.
– Vi har delt pladeselskab, studie og profession, og vi har været gift med hver sin tvilling fra samme tvillingepar. Vi har fulgt hinandens bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter. Men i praksis fungerer fællesskabet ikke.
Da Elisabeth falder om med en blodprop i 2007, året efter hun er blevet skilt efter 28 års ægteskab, bliver skrøbeligheden i søskenderelationerne atter tydeliggjort. På hospitalet bliver hun bedt om at udfylde feltet med pårørende.
– Der lå jeg 49 år gammel, chokeret og med en blodprop. Og så kunne jeg ikke komme på nogen pårørende i familien. Det kunne ikke være mine børn, der på det tidspunkt var for små, eller min eksmand, og jeg havde slet ikke en oplevelse af, at det var mine søskende.
– Det var tankevækkende at komme i tvivl om, hvem ens pårørende er, når man er livstruet. Men man kan i en familie lave en kultur, der hedder, at det virker taberagtig, hvis man beder om hjælp. Sådan tror jeg, det har været i min søskendeflok. I modgang skulle man bare se at komme op på hesten igen.
Det med at være stærk og ikke vise svaghed over for hinanden gjorde sig gældende allerede i barndommen, husker Elisabeth. Hun tager en slurk af den mørke kaffe blandet med blødt mælkeskum, mens hun genkalder sig barndommens usynlige strategier og ubevidste spil.
– I vores søskendeflok har det nok været alles kamp mod alle. Vi fire børn har selvfølgelig alle villet elskes af vores forældre, og uden at tænke over det har vi konkurreret om kærligheden helt efter psykologilommebogen.
– Min mor satte pris på, at man var et stille barn, som kunne passe sig selv, mens min far nok hellere så, at man aktivt præsterede. Hvor min far gik mere op i resultater, var min mor mere interesseret i fordybelse og begavede spørgsmål. Vi har sandsynligvis alle haft angsten for ikke at være ligeså værdsat af mor og far som de andre.
– Angsten har skabt splid mellem os.
Elisabeth har gennem årene forsøgt at tale med sine søskende om de uheldige mønstre fra barndommen og adressere, hvorfor de stadig i voksenlivet bærer rundt på stridsøkser og krampagtigt holder på hver sit verdensbillede.
– Jeg synes jo, at jeg har forsøgt at få kontakt til mine søskende, i håb om at vi sammen kunne undersøge, hvorfor vi ikke er i stand til at fralægge os vores snærende og forældede barndomsroller og i stedet opdyrke en bedre, indbyrdes relation som voksne.
– Men som regel har jeg fået en ny skuffelse i forsøget. Det har afstedkommet en følelse af ensomhed forbundet med sorg og stor frustration.
I 2013 inviteres alle fire søskende til en støttefest i barndomsbyen Skjern, hvor man vil opføre en bro opkaldt efter deres far. Elisabeth håber, at der her byder sig en mulighed, hvor de kan bygge bro over oprørte vande. Men kun storebror Peter vil med til Skjern.
Efterfølgende inviterer Elisabeth ham til at lave en bog sammen. Det fælles bogprojekt er tænkt som et forsøg på hver især og sammen at kigge bag barndommens røgslør og blive klogere på deres både givende og eksplosive storebror/lillesøsterforhold. Måske endda bringe dem nærmere hinanden.
I stedet bliver det et voldsomt eksempel på et kuldsejlet forhold, hvor sammenstød og afstand optræder. Og i sidste ende bryder Peter en underskrevet forlagsaftale og springer helt fra projektet.
– Jeg blev enormt vred og ked af det. Værst af alt var, at forsøget på at nærme os hinanden var mislykkedes. Det kaldte på mine dårlige sider. Jeg blev hævngerrig. Heldigvis ved jeg, at den slags følelser skal jeg give tid.
Da Elisabeth ikke længere er i sine følelsers vold, tager hun sagen i egen hånd og skriver i stedet erindringsbogen ”Store børn”, der udkom i august. Overvejelserne er mange med ondt i maven og mange søvnløse nætter, for skriveprocessen bringer hende tæt på hovedstolen.
– Det har været skamfuldt og tabubelagt at sige højt: Jeg kan ikke med mine søskende. I årevis har det tynget mig at skulle svare høfligt, når folk kom hen til mig og sagde: ”Hils din søster” eller ”jeg har lige hørt din bror spille”, for jeg kunne ikke få mig selv til at sige: ”Kære ven, jeg har ikke rigtig kontakt med mine søskende”.
– Derfor har det også været en lettelse endelig at fortælle min version. En version ingen kan brodere på, og som ikke kun maler et skønmaleri med nemme her-og-nu-løsninger. Vores tid er jo meget til psykologi og selvhjælpsbøger á la: ”Sådan finder du din indre gode lillesøster frem på to dage og spiser kålrabi til”, men så enkelt er det langt fra i virkeligheden.
Elisabeth har bestræbt sig på ikke at hænge nogen ud i bogen. Alligevel har hun mødt nogle få, der har sagt: ”Ej, kan man nu skrive om nogen, der lever endnu, og endda i en familie med kendte mennesker?”
Til det siger hun:
– Berøringsangst. Mit formål er ikke at bidrage til myten om det perfekte familieliv. For mig var det vigtigt at komme med min version af barndommen og vores svære søskendeforhold. En version, der fortæller, at mit forhold til mine søskende er en uforløst kærlighed.
– Jeg ville ønske, at jeg kunne give mine søskende noget mere end det, jeg kan give dem. Men de vil ikke have det, jeg har. Det er ikke særlig yndigt, men jeg har aldrig haft brug for glansbilleder. Og jeg synes, det er vigtigt at fortælle andre, at de ikke skal være kede af det, hvis der heller ikke hersker rosenrød idyl i deres familie.
– Det er ikke en betingelse for at blive et lykkeligt menneske, at du er tæt på dine søskende.
De mange breve fra læsere, som Elisabeth har modtaget efter bogen udkom, bekræfter, at der er en befrielse i at bryde familietabuet. Det i sig selv har gjort, at bogen har været det hele værd, også selv om chancen for, at søskendestridighederne nu kan begraves, nok er blevet mindre sandsynlig.
– Jeg er ikke færdig med nogen, og min dør står stadig åben, men jeg har passeret et punkt, hvor det ikke fylder på samme måde, som det har gjort. Der er klart en sorg og et tab, men det er også et tab af illusioner eller forventninger til, hvad jeg engang troede, det ville sige at have en søster eller en bror.
– Lidt ligesom når du som helt ung finder ud af, at prinsen på den hvide hest, han kommer altså heller ikke nødvendigvis uden problemer. Det er en illusion. Og et tab bærer man jo altid rundt på, selvom man kommer videre. Det gør du også i en skilsmisse, bærer rundt på det, du har mistet eller aldrig fik.
At Elisabeth har bearbejdet de svære familiekonflikter er ikke ensbetydende med, at hun i dag er ligeglad med sine søskende.
– Jeg ville stadig ønske, at vi kunne mødes og lære at tolerere hinandens måde at være mennesker på. Jeg kunne ønske, at vi som familie havde modet til at vise sårbarhed og længsel. Og jeg kunne drømme om at mødes som venner uden magtkampe, hierarki og underlæggelse.
– Men der er grænser for, hvor mange knuder, jeg skal gøre på mig selv, og hvor mange afvisninger, jeg kan leve med. Jeg vandt ikke kampen for at komme mine søskende nærmere, men jeg føler, jeg har vundet en kamp for at komme nærmere mig selv, komme fri og komme videre.
Født 16. august 1957 i Skjern.
Har tre ældre søskende.
Uddannet i DR, hvor hun arbejdede fra 1978-1980.
Dannede i 1980 bandet Voxpop.
Har siden 1984 været solist og udgivet adskillige albums, senest ”Rettidig ømhed” i 2017.
Har bl.a. hittet med ‘En sømand som dig’, og har skrevet ‘Holder øje med dig’, ‘Mandagsstævnemøde, og ‘Jeg vil la’ lyset brænde’ til andre artister.
Har sideløbende med musikken skrevet børnebøger og kronikker samt udgivet albums med sange for børn.
Har to voksne børn, som hun fik med sin eksmand filminstruktør Kristoffer Nyholm.
Erindringsbogen ”Store børn” udkom august i år.