Elitefokus i idrætten jager motionister væk

Af: Anette Prehn

Foto: Shutterstock

Vi er mange der nyder, når de rød-hvide farver vinder medaljer til Danmark. Vi hepper, vi jubler, vi føler sammenhold. Der er meget godt at sige, om det at have en stærk sportslig elite i et så lille land som Danmark. Men taberne er desværre mange af vores børn og unge.

Der er nemlig ”gået elite” i motionistkulturen her til lands. At spille håndbold som 11-årig indebærer for eksempel, at man træner tre gange om ugen og spiller kamp i weekenden. Noget lignende gælder en række øvrige idrætsgrene, såsom svømning og springgymnastik.

Hvis man ikke magter – eller ønsker – at dedikere  meget af sin vågne tid til én sportsgren, kan man reelt skyde en hvid pind efter den. Dels løber de andre hurtigt fra dig i deres udvikling, dels vil du blive opfattet som en, der ”shopper” og ikke vil fællesskabet.

I en underlig higen efter at skabe atleter, der kan klare sig internationalt og hente sportslige sejre hjem til Danmark, er værdien af en bred motionistkultur tilsyneladende gået i glemmebogen.

Jeg møder ofte forældre, der stiller sig opgivende overfor dette massive pres: ”Hvor er der plads til børn, som gerne vil lege og hygge, mens de motionerer? Som vil gå til deres idræt en gang eller to om ugen?” Svaret er: ”Ingen som helst steder. De kan blive hjemme og glo på deres skærm, kan de!”

Undersøgelser viser, at et øget fokus på elite rent faktisk skaber mindre breddedeltagelse i idræt og sport. Der eksisterer ikke en såkaldt ”trickle-down effect” på dette område. En tankevækkende undersøgelse, som jeg perspektiverer i min bog ”Afledte effekter”, er fra Australien efter OL i Sydney i 2000. Den viser, hvordan eliteprioritering ligefrem kan spænde ben for breddeengagement. Her skete der en dokumenteret tilbagegang i breddedeltagelsen i de olympiske sportsgrene i kølvandet på OL. Det var især tydeligt i forhold til svømning, som ellers var den mest højtprofilerede og succesfulde olympiske sportsgren i Australien overhovedet.

En elitegjort motionistkultur er med andre ord ikke spor hjernesmart. Den er hjerneklodset. Mange steder bliver dørtrinnet ind til idrætten nemlig for højt.

Enten holder børn sig væk, eller også falder de hurtigt fra, som i fodboldklubben, når der er tre engagerede trænere til rådighed for 1. holdet, men ingen gider at træne 2. eller 3. holdet.

Jeg er så heldig at have et barn i en badminton-klub, der er gået imod strømmen: Når skoleåret begynder, bliver alle forældre spurgt: ”Hvor ofte vil dit barn gerne træne pr. uge? 1, 2, 3 eller flere?” og ”Vil dit barn med til turneringer?” Herefter skræddersys hold og træninger efter tilbagemeldingerne. Det er inddragelse af alle!

Selvfølgelig er det glimrende, at der findes tilbud til eliten. Men elitefokus er ikke ok, når det sker på bekostning af den almene folkesundhed og de mange, der ville have god gavn i at få pulsen op i et par timer om ugen – som motionister.