Emballage version 2.0

Af: Lise Grosmann

Foto: Colourbox

Der raser en klimastorm både fra naturens og aktivisters side, og intet kosmetikfirma med respekt for sin omsætning tør ignorere kravet til clean og green og genbrug og helst certificeret. Velkommen til emballage version 2.0

Man kan roligt sige, at der sker en opgradering på emballageområdet, og selv om det er nærliggende at tænke Thunberg-klima-krigere, så begyndte den for længe siden. For der findes faktisk firmaer, der helt frivilligt sætter barren højt. Hvem har også glæde af en klode, der drukner i affald og dårlig samvittighed over for kommende generationer og klodens beboere i øvrigt. Og det er ikke bare unge startups men også de store etablerede kosmetikfirmaer, der går helhjertet ind, og det siger noget om fremtidsforventningerne. Som det altid er med den slags, der præsenterer én attraktivt, så er der masser af greenwashing, som det er døbt, men der er også et effektivt beautypoliti derude på Facebook og Instagram og de andre lynhurtige platforme. Og bliver man afsløret, så falder man dybt. Men alt i alt hører kosmetikbranchen faktisk til de flinkere, både når det kommer til indhold og det, det er pakket ind i. Hvis det overhovedet er pakket ind. Her er eksempler på nogle, der længe har været et hoved foran og på nye initiativer.

Et hoved foran de fleste

Annemarie Börlind er med biodynamiske og økologisk ingredienser og en lang række bæredygtige og miljømæssige initiativer allerede et hoved foran de fleste. Nu fjerner de også indlægssedlen i produkterne og trykker på indersiden af emballagen, som er i genanvendelige materialer. Yderligere støtter man en lang række socioøkologiske projekter.

Annemarie Börlind Body Care med produkter til bad og pleje samt deo koster fra 130 kr. til 180 kr.

De er svære at slå

Lavera er den største på naturkosmetik i Tyskland og det til priser, som vil behage de fleste økonomier. Vel at mærke uden at gå på kompromis, hvilket den marts-nye hårplejeserie er et forbilledligt eksempel på. Økologisk certificeret, vegansk, produceret kulstofneutralt, flaskerne består af 100% HDPE-genbrugsplast (high density polyethylen,) og lågene af 100 pct. genbrugt PP plast (polypropylen). Genbrugsmaterialerne kommer fra bl.a. mælke-, juice- og vandflasker.

Lavera Natural Hair Care koster alle 70 kr. for 200 ml og 250 ml produkter.

Tap selv

Når Juhldal ikke bruger 100 pct. genbrugsplast, så er deres emballager i glas. Og det er dem, der anvendes i deres nye Tap Selv system, som er på vej ud i Helsam-butikkerne. Det gælder i første omgang deres Økologisk Shampoo No 9, som vil komme i glasflaske med 250 ml til samme pris som for shampoo’en i 200 ml genbrugsplast. Og når man har brugt op (glasflaske), så får man fyldt op for 100 kr. Man får altså 50 ml mere for 20 kr. mindre ved tap-selv.

Juhldal Økologisk Shampoo No 9 120 kr. for 200 ml plastflaske eller 250 glasflaske. Ved genopfyldning af glasflaske er prisen 100 kr.

Væk med vandet

Vand fylder mest i produkterne, og dermed er vand emballagekrævende. Derfor er der mange lige nu, der laver for eksempel shampoo i fast form, barssom det kaldes. En af dem er danske Purely Professional, som også går en anden populær vej ved at lave shampoo’er i XL genbrugsplast.

Purely Professional Shampoo Bar 1, 125 kr., sæbeskål 85 kr. Shampoo 1000 ml koster 345 kr.

Pap er planen

I hvert fald hos L’Oréal, som har høje målsætninger på emballageområdet for alle deres produkter. I partnerskab med firmaet Albéa har de udviklet de første paptuber, som kommer på markedet i anden halvdel af 2020. En pumpeflakon i pap er også på vej. Emballagen er fremstillet af bio-baseret certificeret papirlignede materiale.

Bakterier forment adgang

Alle raser mod konserveringsstoffer, og der er en indlysende måde at løse problemet, og det er at lave emballager, hvor bakterier er forment adgang. Sterile emballager. Avène har flere serier i sterile emballager. Og her betyder det sterilt lige fra produktionsudstyr og –miljø til pakning og indhold. Ikke mindst for sensibel og syg hud er det uhyre vigtigt, fordi sprækker i hudbarrieren er som døre for alt, der kan opfattes som snavs af huden.

Produkteksempel: Avène Ysteal Intense anti-age creme, 229,50 kr. for 30 ml