En blodprop kan ramme os alle

Den tidligere professionelle fodboldspiller Jes Høgh var 40 år gammel og i fysisk topform, da lynet for fem år siden slog ned. Han blev ramt af en blodprop i hjernen. I dag er han vendt tilbage til livet, men ikke uden mén.

Jes Høgh var i fysisk topform, selvom det var seks år efter, at han havde stoppet sin professionelle fodboldkarriere. Han var 40 år gammel. Slank. Spiste sundt. Havde aldrig i hele sit liv røget så meget som en eneste cigaret og drak kun lejlighedsvis et glas rødvin eller to til en god middag eller en festlig lejlighed.

Han var næsten dagligt på golfbanen hjemme i Aalborg, og fik altså både frisk luft og rigeligt med motion.

Alligevel blev han ramt af en blodprop i hjernen. 12. januar 2007.

Datoen har brændt sig fast i Jes Høghs erindring. Den dag forandredes hans liv sig som med et fingerknips.

Jes Høgh er et godt eksempel på, at en blodprop kan ramme alle. Han fortæller, at en overlæge, han på et tidspunkt talte med, sagde, at 30-40 procent af alle tilfælde af blodpropper kommer uden, at man kan finde en lægelig eller fysisk årsag. Det er, som når et lyn slår ned.

Han er ikke alene om at have den oplevelse. Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af en blodprop eller hjerneblødning. Cirka halvdelen dør inden for få måneder. Kun fem procent slipper uden mén.

– Resten ender lige som mig eller som grøntsag i en stol i et hjørne, siger Jes Høgh.

‘Lige som mig’, er i tilfældet Jes Høgh en lille solstrålehistorie. For i dag, godt fem år efter blodproppen, der lammede hans højre side, og gjorde det næsten umuligt for ham at tale, kan han igen næsten alt, som han siger det.

Han lever, og han kan leve næsten normalt. Men også kun næsten. For eksempel kan han ikke arbejde længere. Det kommer han aldrig til igen. Og selvom han gerne ville være inspiration for andre i samme situation som ham selv, og tage rundt om tale om sin sygdom, og ikke mindst om hvordan det lykkedes ham at genvinde sin førlighed og få store dele af sit gamle liv tilbage, så magter han det ikke.

– Jeg har stadig gode dage og dårlige dage. På de gode dage, som i dag, kan jeg sidde og fortælle dig om alting i et par timer. Så bliver jeg træt og skal hvile mig. På de dårlige dage – sådan en havde jeg i går – kan jeg ingenting. Jeg kan ikke tale, ikke i fulde sætninger i hvert fald, og sidder som regel bare og ser fjernsyn. Hvad som helst, og temmelig ukritisk, siger han.

Sit liv på bog

I stedet for at holde foredrag medvirkede Jes Høgh i efteråret i en bog om sit liv, “Comeback til livet”, skrevet af journalisten Kurt Lassen. Bogen handler både om blodproppen, genoptræningen, de personlige konsekvenser og Jes’ karriere som fodboldspiller på landsholdet og i internationale storklubber som tyrkiske Fenerbahce og engelske Chelsea.

I bogen fortæller Jes Høgh om sin opvækst i Aalborg, det første møde med sporten, om forældrene, sine søskende, børn og kvinderne i hans liv. Han er meget åben.

Det er han også, da vi møder ham. Han ser godt ud. Man skal kigge godt efter for at ane antydninger af blodproppen. Han har stadig det lidt skæve smil, der er resultatet af, at ansigtet var lammet, og så har han et mildt glimt i øjnene. Man aner en snert af taknemmelighed over overhovedet at være i live og kunne fortælle om sygdommen, om vejen tilbage til det næsten normale liv. Og om de mennesker, der betyder meget for ham.

Principiel kamp mod det offentlige

Det første Jes fortæller om, da vi sætter os ved spisebordet med hver vores kop kaffe, er den kamp han har ført og fortsat fører for at få Aalborg Kommune til at bidrage økonomisk til hans genoptræning. Og, understreger han, det er en principiel kamp. For han er privilegeret i den sammenhæng. Ikke alene har han en søster, som utrætteligt har hjulpet ham gennem alle fem år. Han har også en ekskone og to voksne døtre, samt to mindre drenge, der er en stor støtte for ham. Men først og fremmest har han penge.

– Bortset fra sygehusopholdet lige efter at jeg blev ramt, er seks ugers ophold på Neurobehandlingscentret i Brønderslev i foråret 2007 det eneste af min genoptræning, som det offentlige har betalt. Alt det andet, det som har betydet, at jeg ikke sidder som en grøntsag i et hjørne i dag, har jeg selv betalt for. Principielt synes jeg, det er forkert. Havde jeg ikke haft penge – mange penge – efter min fodboldkarriere, havde jeg været en ‘Bent Thomsen’ og boet nede på hjørnet, haft et almindeligt liv og et almindeligt arbejde, og så havde jeg ikke kunnet klare det.

– Min egen vilje til at ville vende tilbage til livet, og min økonomiske formåen til at købe mig til den nødvendige hjælp, har givet mig mit liv tilbage. Men jeg har også betalt skat, og jeg synes, at det offentlige har en forpligtelse til at hjælpe. For jeg er jo syg. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der slås med det offentlige for at få hjælp efter en blodprop. På Facebook fandt jeg en lukket side for yngre mennesker, ramt af blodpropper og hjerneblødninger, og de kæmper alle sammen med kommunen for at få hjælp.

– Når man er ramt af en blodprop, er det ikke nemt at klage. Hvordan skal vi gøre det? Jeg kan ikke længere sætte mig ned og skrive en klage. Jeg kan ikke møde op på kommunen og tale min sag. For når jeg står der, så har ordene svært ved at komme frem. Jeg ved præcis, hvad jeg vil sige, men de bliver derinde, og det er umuligt for mig at formulere mig. Min søster har været fantastisk. Hun har skrevet breve, og hun har talt med folk i kommunen på mine vegne, men hvad med dem, der ikke har mennesker, der kan bakke dem op. Hvad skal de gøre?

Når ordene ikke kan komme ud

– Jeg ved jo godt, at det er svært med økonomien i sundhedssektoren, for alle vil jo have del i den samme pose penge, men jeg synes, at vi er en gruppe, som er særligt udsat. Det er, som om man siger, at vi alligevel aldrig kan være til gavn for noget igen, så der er ikke grund til at hjælpe os.

Som vi sidder her i Jes’ lejlighed, 10 etager oppe med den mest fantastiske udsigt over Aalborg og Limfjorden, kan man godt undre sig over det, når Jes siger, at han har svært ved at formulere sig. Han taler langsomt, men klart, konkret og tydeligt. Det er først en times tid inde i samtalen, at man fornemmer, at han bliver træt og søger mere efter ordene. Holder længere pauser.

– Det første halvandet år kunne jeg ikke tale. Jeg kunne ikke sige andet end buh og bæh, siger han med det der skæve, blide smil.

– Inde i mit hoved var tankerne helt klare. Jeg vidste, hvad jeg ville sige, men ordene kunne ikke komme ud. Det samme med bevægelserne. Man bliver helt vanvittig, når man bare ikke kan løfte højre hånd mere end 10 centimeter, uanset hvor meget man prøver.

– Min reaktion var nok typisk for sportsmanden og konkurrencemennesket. Jeg blev stædig. Og jeg var jo vant til at leve med en meget stram træningsdisciplin. Det blev et mål for mig at vinde min førlighed tilbage. Koste hvad det ville, siger han.

Træning kostede ægteskab

Omkostningerne blev store. Undervejs i genoptræningsforløbet måtte Jes’ kone Kamilla give op.

– Jeg orkede ikke hende og mine to drenge. Det eneste, jeg gik op i, var min træning. Når jeg tænker tilbage på det i dag, kan jeg godt se, at jeg kunne have været mere for min familie. Men så havde jeg siddet ovre i et hjørne som en grøntsag. Og det ville jeg ikke, siger Jes Høgh, som har et fint forhold til sin ekskone og ser sine to drenge på 9 og 12 år rigtig meget.

– De bor lige ovre på den anden side af fjorden. Jeg ser dem alt det, de vil, og vi er meget fleksible. Da jeg jo har gode og dårlige dage, har vi ikke faste rutiner som andre, men jeg rejser meget og tager gerne børnene med på weekendture. Det er utroligt hyggeligt. Mine store piger på 21 og 23 ser jeg også meget. Den ene overnattede f.eks. hos mig i nat. Men der var en periode under genoptræningen, hvor jeg måtte vælge, siger Jes Høgh.

Han understreger, at han slet ikke er atypisk. Hans erfaring siger ham, at 90 procent af alle i hans situation bliver skilt. Det er simpelthen for hårdt et forløb til, at et forhold kan bære det.

I dag bor Jes Høgh alene i en stor lejlighed på Nørresundby-siden af Limfjorden. Han kan som sagt ikke arbejde, så han har rigeligt med tid. Han træner dagligt i fitnesscentret for at styrke den svage højre side, han cykler også en del. Når det ikke er for koldt, tager han på golfbanen. Og så rejser han meget. Både i Danmark og i udlandet.

Golf og forkælelse

– Golfen betyder meget for mig og har gjort meget godt for mig under genoptræningen. Inden jeg blev syg, var jeg en god spiller. Jeg havde et meget lavt handicap. Da jeg første gang vendte tilbage, var det jo noget helt andet. Jeg kunne dårligt ramme bolden. Men i dag kan jeg spille til handicap 15, og det er bedre end de fleste. Jeg står ikke derude og træner. Men jeg elsker at spille. Det er vigtigt, både fysisk og mentalt, at være på golfbanen. Når man er på golfbanen, går man i en anden verden, hvor alting kun handler om golf, og det betyder meget at slippe alle de andre tanker i nogle timer, siger han.

Tidligere kredsede Jes’ tanker 100 procent om sygdommen, og der var dage, hvor han havde meget tunge tanker. I dag er det meget mindre. Og han forfalder ikke til selvmedlidenhed, siger han.

– Det gør jeg aldrig, men det ved jeg da, at andre i samme situation kæmper meget med. Jeg har selvfølgelig mine gode og mine dårlige dage. På de dårlige dage ligger jeg bare og ser fjernsyn. Og så spekulerer jeg egentlig ikke så meget mere over det. Men jeg udnytter, at jeg har det privilegium at have råd til at forkæle mig selv. Jeg rejser meget. Til gengæld tænker jeg slet ikke på fremtiden. Jeg har accepteret min situation. Jeg har fået mine drømme opfyldt. Jeg har haft et fantastisk liv og har nogle skønne minder. Nu lever jeg fra dag til dag og prøver at få det bedste ud af dagen i dag.